Schmitz Cargobull på vej mod rekordår
Halvårsresultat fra Schmitz Cargobull peger mod ny salgsrekord for den tyske trailerproducent.
Schmitz Cargobull AG solgte knap 51.000 trailere i regnskabsåret 2006/2007. Nu viser halvårsresultatet for indeværende regnskabsår 2007/2008, at trailerproducenten vil sælge over 60.000 enheder inden regnskabsårets udgang.
- Vi vil overgå vores ambitiøse målsætning om at sælge 60.000 køretøjer med en solid margin, udtaler Schmitz Cargobulls CEO, Bernd Hoffmann.
Produktionskapaciteten på fabrikkerne i Altenberge, Vreden og Gotha er fuldt udnyttet og derfor må Schmitz Cargobull køre med treholdsskift for at følge med efterspørgslen.
Det er især de nye EU-lande i Mellem- og Østeuropa, samt Rusland, der driver efterspørgslen i vejret. Men Schmitz Cargobull oplever også fortsat fremgang på markederne i Vesteuropa. På det tyske hjemmemarked står Schmitz Cargobull for en markedsandel på 37 procent, men når det gælder isolerede køletrailere, så er fire ud af fem nyindregistreringer leveret af Schmitz Cargobull.