Mere gods via havnene
Visionerne om bedre adgang til havnene og de virksomheder, som håndterer godset på havnene, vækker begejstring hos brancheforeningen Danske Havnevirksomheder.
- Vi skal sikre, at havnene sammen med virksomhederne på havnene indgår i effektive transportnetværk og i tæt sammenhæng med resten af landets infrastruktur, siger formand Klaus G. Andersen, Danske Havnevirksomheder.
- Øget transport af gods via havnene og effektivt samspil med andre transportformer skal understøttes af bedre veje og jernbaner til havnene. Det kræver, at investeringsindsatsen rettes bredt og ikke kun i forhold til få udvalgte og større havne, siger han.
Undersøgelser viser, at godsmængderne ud og ind af Danmark vil stige med godt 75 procent frem mod 2030. Det er en udvikling, som allerede i dag kan aflæses på de trængte veje og den beskedne andel af gods på jernbane.
- Havne og virksomhederne på havnene skal også i fremtiden være et dynamisk bindeled mellem søtransporten og den landbaserede godstransport på vej og jernbane, siger Klaus G. Andersen.