Likvidation hævet
Tidligere vognmandsselskab er trådt i virksomhed igen.
Selskabet Morten Rahbek A/S, der har adresse på Thorsvej 19 i Padborg, og som var tæt på at blive likvideret er i stedet igen blevet aktiv.
Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, så er likvidationen hævet og selskabet er trådt i virksomhed på ny den tredje januar. Erik Auerbach er derfor fratrådt som likvidator og i stedet er direktør Erik Christensen, (formand), Vejle Øst, advokat Jørn Aage Hansen, Juelsminde og direktør Knud Jørgensen, Gentofte indtrådt i selskabets bestyrelse.
Advokat Jørn Aage Hansen er samtidig indtrådt som direktør i det tidligere vognmandsselskab.
Morten Rahbek var oprindelig et meget kendt vognmandsfirma i Skjern, med en særdeles flot vognpark efter datidens forhold. Virksomheden blev senere overtaget af vognmand Niels Arne Østergaard og samtidig flyttet til Christiansfeld.
I slutningen af halvfemserne blev firmaet overtaget af ejerkredsen bag HST Padborg A/S og SST Padborg A/S, vognmændene Ole Skovlund og Finn Sørensen.
Da de efterfølgende valgte at afhænde deres transportkoncern til Andreas Andresen A/S, fulgte selskabet Morten Rahbek A/S med over.