Maersk Lines strategiplan klar
2000-3000 ansatte i Maersk Line skal ud og lede efter nyt job i de næste tre år.
Den længe ventede strategiplan, der skal bringe A.P. Møller – Mærsk gruppens kerneforretning containerrederiet Maersk Linepå ret køl, bliver først præsenteret i eftermiddag. Men en pressemeddelelse fra koncernen afslører, at strategiplanen fokusere på fire kerneområder:
- Skibene skal sejle med rentabel last.
- Kvaliteten (især regulariteten) skal op på gamle dages høje niveau.
- Serviceniveauet skal hæves med hurtigere og mere fleksible servicetilbud tæt på kunderne.
- Endelig skal forretningsgangene forenkles og omkostningsniveauet sænkes.
Netop forenklingen og omkostningsreduktionerne betyder, at rederikoncernen forventer at måtte sige farvel til mellem 2000 og 3000 af de i alt 25.000 ansatte, som Maersk Line beskæftiger på verdensplan.
Antallet af globale regioner nedsættes fra nu 14 til 11. Samtidig skal lokale kontorer påtage sig mere beslutningsansvar, så beslutningerne bliver truffet tætter på kunderne.
Da Maersk Line skal koncentrere sig om kerneforretningen container shipping, bliver containteraktiviteterne på landsiden (trucking, jernbane og stevedoring etc.) samt logistik aktiviteterne (Maersk Logistics and Damco) udskilt fra Maersk Line.
Maersk Lines chef Eivind Kolding, udtaler:
- Mærsk Line har en stærk ambition om at styrke sin lederposition på markedet og vende tilbage til langsigtet rentabilitet. Den nye strategi vil sikre, at vi opnår den målsætning. Maersk Line vil være en pålidelig, kunde-orienteret og stærkt konkurrencedygtige virksomhed. Det nye management team, der skal gennemføre den nye strategi, har både de nødvendige erfaringer og evner, der skal til for at opnå resultater.