Transporten er en vigtig klima-aktør
Der er så store udfordringer i at leve op til indsatsen for klimaet, at alle gode kræfter må forenes om opgaven. Og her er transporterhvervet en vigtig faktor. Viljen til at gøre det rigtige er stor. Men det kræver, at beslutningerne kan træffes på baggrund af fakta – ikke folkestemninger eller politiske hovsa-løsninger.
I de kommende numre vil Danmarks Transport-Tidende lægge alle de transportrelavante CO2-fakta på bordet
Når man ser på diskussionen om CO2 kan man få det indtryk at der nærmest er tale om en giftig gasart. Men CO2 er jo noget vi udånder ved hver eneste vejtrækning og det er en del af naturen.
Det er først når mængderne bliver så store, at de kan være med til at øge drivhus-effekten og dermed bidrage til den globale opvarmning, at der er grund til at interessere sig ekstra for netop CO2-faktoren.
Vi oplever en ny bølge af grøn interesse – alle vil gøre noget for miljøet. Og kravet om handling går lige fra en lettere bekymret attitude til næsten hysteriske forlangender om at stoppe al aktivitet.
Al forbrænding medfører CO2 – og udover alternative energikilder som vindkraft og solceller er det kun atomkraft som er CO2-fri. Samfundet kan altså ikke i de næste mange år regne med at kunne fungere bare nogenlunde som vi kender det – og som de fleste foretrækker det uden at der dannes CO2.
Spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst indretter sig med den nye viden om menneskeskabt CO-udledning – hvor meget vil vi ”ofre” på sagen og hvor meget er det nødvendigt at gøre.
Samtidig er der hele spørgsmålet om, hvem der gør hvad? Det nytter ikke meget, at ét land nedsættelser sine udledninger, hvis nabolandet blot lader stå til. For hverken CO2 eller andre drivhusgasser respekterer landegrænser.
På transport-området har man længe været opmærksom både på miljøproblemer i det hele taget og på CO2-spørgsmålet. Motorfabrikanterne af både lastbilmotorer og skibsmotorer har kæmpet en hård kamp for at nedsætte energiforbruget, og man er kommet et langt stykke ad vejen.
På samme måde er der et stærkt fokus på hele miljøsiden blandt transportørerne af enhver art – både når det gælder køretøjerne og når det gælder om at tilrettelægge transporterne så energieffektivt som muligt. Her er både motorteknologi og IT-teknologi i spil – for alt andet lige er den kilometer, der ikke blevet kørt eller sejlet mest energivenlig overhovedet. Og der er fortsat meget at komme efter når det gælder intelligent transporttilrettelæggelse – og brancherne er i fuld gang.
Men det er en kendsgerning, at menneskelig aktivitet skaber CO2. Et moderne samfund er i dag stor-leverandør af CO2-udledninger. Og da transport er en vigtig del af samfundet, er også transporten en vigtigt del af det hele.
Derfor er det vigtigt at transporten er med helt fremme, når det gælder indsatsen for at reducere udledninger af CO2 – og at brancherne selv tager ansvar, før der kommer nogle mere eller mindre gennemtænkte politiske krav som baster og binder transportbranchen og måske hindre de mest effetive løsninger.
Vi vil i de kommende numre vise hvor langt de forskellige dele af transportbranchen faktisk er på dette vigtige felt – og levere fakta på en overskuelig måde, så vi ved præcis, hvad vi taler om. Det er dyrt at lave løsninger på dette felt, men hovsa-løsninger kan lynhurtigt blive meget mere kostbare – både for transporterhvervet og for samfundet.