Det blev en lidt brat start på det nye år, da olieprisen for første gang nogensinde nåede op over de magiske 100 dollars pr. tønde. Godt nok var det prisen i USA, der var helt oppe at ringe, den europæiske Brent-råoliepris lå lidt lavere, og det er langt fra sikkert, at den ultrahøje pris forbliver på det niveau, men signalet er tydeligt nok: Olien er en af de ressourcer på verdensmarkedet, som der bliver kamp op i fremtiden.

For transporten er det naturligvis ikke noget plus, at brændstoffet bliver endnu dyrere – hverken for den store skibsfart eller lastbilen på landevejen. Men heldigvis er vi jo herhjemme reelt selvforsynende med olie fra Nordsøen, selv om prisstigningerne også slår igennem her. Og da transporterhvervet i forvejen er pakket ind i afgifter, har man så at sige noget at tære på, før et spring i olieprisen rent samfundsmæssigt når ind til ”benet”.

Men olieprisen fortæller noget om situationen i verden. For det første, at uroligheder i Afrika og usikkerhed i Pakistan, hurtigt kan blive faktorer der smitter af hos os – forhåbentlig kortvarigt - og for det andet, at Kinas enorme efterspørgsel efter energi sætter en ny dagsorden. Det er ikke mange år siden, at man talte om, hvordan det dog skulle gå, når olieprisen kom helt på 30 dollars pr. tønde. Men verdensmarkedet er blevet væsentligt mere fleksibelt end tidligere og kan i dag absorbere nogle meget større udsving både i energipriser og på aktiemarkederne.

Naturligvis er der grænser for hvor meget priserne kan stige, før efterspørgslen alene af den grund falder igen, men netop det økonomiske boom i lande som Kina og snart også lande som Indien og Brasilien sætter nye standarder for, hvor høje priserne kan blive og vi har næppe set den sidste olieprisstigning.

De internationale rystelser falder sammen med udsigten til at vis afdæmpning af aktiviteterne i det hjemlige transporterhverv. Og det er måske ingen skade til, at man lige får tid til at konsolidere sig lidt, inden det går løs igen. For det gør det jo nok, hvis ikke vi ligefrem falder ned i et – selvforskyldt - væksthul herhjemme.

Alle internationale prognoser taler om stigende transportmængder, der er en stærk understrøm, som ikke lader sig bremse af en fladere vækst herhjemme, og Danmark er tvunget til at reagere på denne udfordring. Det kan ske ved at prøve at beskytte sig mod udviklingen og skabe flest mulige benspænd i form af restriktioner og miljøzone-terapi eller ved at tage mod udfordringen og tilrettelægge infrastrukturen, så vi også kan høste danske fordele af udviklingen og selv sætte præg på den. Rent geografisk ligger vi jo særdeles godt for at spille en rolle i hele den nordeuropæiske transportstrøm – ikke mindst fordi vi har den nødvendige know-how, når det gælder veldesignet transport.

Men det kræver jo, at vi ikke bliver bange for vores egen skygge, for transport koster noget. Også på miljøområdet. Også når vi måler CO2-udslip.

Men dansk transport har vist, at vi kan noget, som ikke alle andre kan. Vi har en høj effektivitet og vi har stærk miljø-tilgang. F.eks. betyder transport med et moderne dansk skib betydelig mindre miljøpåvirkning, end resten af verdenshandelsflåden samlet kan præstere. Og det danske transporterhverv udviser – bortset fra et meget lille mindretal, der er udenfor pædagogisk rækkevidde – en ansvarlighed og en vilje til at tage fat om både miljøudfordringer og sikkerhed, som andre lande må misunde os.

Netop ved selv at tage initiativet og selv være med til at forme udviklingen, kan vi placere os stærkt i det fremtids-scenarie, som er ved at blive rullet frem for os. Det kræver for det første, at vi ikke solder alle pengene op i lønfest til bestemte grupper på arbejdsmarkedet men investerer langsigtet og massivt i en mere gnidningsløs infrastruktur, så vi kan komme frem og tilbage på en også mere miljøvenlig måde. For det andet skal vi være parat til at se, hvornår chancen er der og turde handle på det vi ser. Det kræver, at både det offentlige system og det private erhvervsliv og arbejdsmarked trækker på samme hammel. Men det plejer vi at kunne finde ud af. Det er jo det, der hedder den danske model.