Drøn på lastbilsalg
Der blev indregistreret 16 procent flere nye lastbiler i november end i samme måned sidste år.
Helt præcist blev der i november 2007 indregistreret i alt 509 nye lastbiler. I årets første elleve måneder har stigningen i antallet af indregistrerede køretøjer også været 16 procent i forhold til samme periode sidste år.
- I løbet af 2007 er der blevet indregistreret mange nye lastbiler i Danmark. For mange vognmænd har det været attraktivt at udskifte ældre køretøjer med nye og mere miljøvenlige og brændstoføkonomiske køretøjer. De kommende miljøzoner har også bidraget til et øget salg af nye lastbiler, forklarer adm. direktør Bent Mikkelsen fra De Danske Bilimportører. Der er nyindregistreret godt 6,500 nye lastvogne i de første 11 måneder af 2007 mod lidt over 5.600 i den samme periode i 2006.
Nedtur på varebiler
Nyindregistreringen af varebiler ligger fortsat markant under niveauet i 2006. November-tallet ligger hele 33 procent lavere, mens antallet af nyindregistreringer for hele året ligger 9 procent under. Der er især salget til private, der er styrtdykket, mens salget af varebiler til erhverv kun er faldet med 2 procent.