SSP køber Monarch
Select Service Partner (SSP) har indgået aftale om at købe Monarch A/S, som driver 15 motorvejsrestauranter
Ud over motorvejsrestauranterne driver Monarch to forretninger i henholdsvis Ålborg Lufthavn og Århus Lufthavn. I 2006 havde Monarch over 4.5 millioner gæster, hvilket gør Monarch til den største aktør indenfor drift af motorvejsrestauranter i Danmark.
Monarch blev etableret i 1991 og i 2004 solgt til Monarchs danske ledelse, som i samarbejde med investeringsselskabet Dansk Erhvervsudvikling A/S købte virksomheden af den tidligere ejer Carestel. Siden 2004 er investeringsniveauet og standarden i restauranterne løftet betydeligt og Monarch har tillige siden 2004 forbedret indtjeningen væsentligt, oplyser den nye ejer, SSP, som ønsker at videreudvikle Monarch.
Handelen er gennemført med virkning fra den 1. december 2007. Det er besluttet, at selskabet bibeholder sit navn, samt at ledelsen fortsætter uændret.
Størst i Danmark
SSP er Danmarks største restaurationsvirksomhed indenfor rejsesektoren, og driver i dag mere end 30 forretninger under egne eller internationale brands, og beskæftiger ca. 800 medarbejdere. Med købet af Monarch, beskæftiger SSP mere end 1.100 medarbejdere alene i Danmark.
SSP Danmark indgår i SSP’s internationale koncern som er ejet af EQT. SSP driver som koncern restauranter i 28 lande verden over, og beskæftiger mere end 26.000 medarbejdere.