Når mindre ikke kan gøre det…
MAN fører nu klart feltet for tunge lastvogne efter lanceringen af den nye stærke V8 motor
Af Finn Bjerremand
Den tyske lastvognsproducent MAN har med det nye TGX og TGS program klart lagt sig i spidsen, når det gælder forhold som høj komfort og motorkræfter. Den nye V8 motor i toppen af programmet er både særdeles livlig og arbejdsom. Den tager fat, og den bliver ved med at trække.
Med sine 3000 Nm og 680 hk er det som sagt også markedets stærkeste lastvognsmotor i Euro 5 klassen.
Selv om MAN nu i mange år har kørt med en V10 motor, har MAN tidligere haft en V8 motor på programmet. Vi skal dog helt tilbage til slutningen af 60erne, hvor MAN producerede en V8 motor uden turbolanding på 15,44 liters slagvolumen.
Motoren havde en topeffekt på 304 hk, som den afleverede ved et omdrejningstal på 2200 omdrejninger i minuttet. Faktisk viste MAN en turboladet version af V8’ på udstillingen i Frankfurt i 1969. Den havde den svimlende topeffekt af 350 hk, men jeg har dog aldrig set nogen lastvogn med denne motorversion.
KraftværkDen nye V8 motor, der er udviklet sammen med den store producent af mobilkraner- og entreprenørmaskiner Liebherr, er dog større i både slagvolumen og i effekt. MANs nye kraftværk er på 16,16 liters slagvolumen og har Commonrail brændstofindsprøjtningssystem samt to turboladere.
Til at klare emissionskravene i Euro 5 normen er motorens udstødningssystem udstyret med en MAN SCR-katalysator, der ved anvendelse af AdBlue klarer efterbehandlingen af udstødningen.
Ved introduktionen i Sydtyskland i september prøvede jeg at køre en ny TGX med V8 motor i 680 hk udgaven som toakslet trækker.
Nu har jeg netop testkørt en mere nordisk udgave, en treakslet trækker i entreprenørudgave med træk på begge bagaksler, som bærer typebetegnelsen TGX 33.680 6x4 BLS. Ja faktisk er der tale om en blokvognstrækker, for vognen har et maksimalt tilladt akseltryk på otte ton på forakslen og to gange tretten ton på tandembogien.
Det er med andre ord en typisk dansk blokvognstrækker, der kan godkendes til maks. 33 ton totalvægt. For at gøre det hele så virkelighedstro som muligt, havde MAN lånt en treakslet AMT tippeladstrailer hos PEMA til køre efter den stærke trækker.
God komfortMed læs på et sådan vogntog, der jo er et typisk seksakslet 48 tons vogntog, har man en mere aktuel kombination. Ret beset vil der nok ikke være så mange, der anskaffer sig toakslede trækkere med denne motorstørrelse, selv om der ikke er tvivl om, at enkelte nok vil gøre det, selv om det strider mod al sund fornuft.
Med den kraftige V8 motor, TipMatic ZF Astronic gearkassen med 12 trin af typen ZF12 AS 3141, ZF intarder og tandembagtøj med navreduktion er der helt klart tale om en rigtig anlægstrækker, som kan klare de fleste af de opgaver, man kan komme ud for med en tippeladstrailer efter dansk målestok.
På trods af de store akseltryk på tandembogie, er vognen udstyret med luftaffjedring, som klart giver et godt komfort-niveau. Dertil kommer at man har hæve-sænkefunktionen til rådighed ved bl.a. til og frakobling af trailere. En nærmest uundværlig funktion, der letter arbejdet ved tilkobling.
Vognen vil også være et oplagt emne til en vognmand, der måske transporterer grusprodukter over lange afstande, og som derfor vil vælge at anvende modulvogntog, når det bliver muligt.
Der vil sikkert være strækninger, hvor der med fordel vil kunne anvendes den slags vogntogskombinationer, hvis ellers ikke supervejnettet bliver alt for begrænset.
Enormt kraftoverskudLæsset op med grus kørte jeg en tur op gennem Midtjylland. Ruten gik i hovedtræk fra Kolding via Bredsten til Billund, rute 30 til Riis, videre op til Herning, herfra via rute 15 til Bording og tilbage ned ad rute 13 til Vejle og motorvej E45 tilbage til Kolding. En rute som ofte betragtes som en af mine primærruter, fordi den indeholder kørsel på mange forskellige vejtyper, såsom motorvej, motortrafikvej, hovedlandevej samt bygader med tæt og blandet trafik. Desuden er der på ruten også både flade strækninger og meget bakkede strækninger.
Bakken ved Vingsted på vejen mellem Bredsten og Kolding giver ofte en god fornemmelse af, hvordan sådan en lastvogns motor trækker. Her fik jeg da også mulighed for lige at teste hvordan den store V8 motor i sammenhæng med det automatiserede gearskifte klarede stigningen.
Det er forrygende, der er virkelig kraftoverskud i den store motor, der lynhurtigt stiger i omdrejninger, når den får noget til føden. Omvendt holder den bare den valgte hastighed ned ad bakken, når man har sat tempostaten og retarderen i indgreb.
Gearkassen skifter gear som den nu skal, når der er tale om en gearkasse med en automatiseret gearskifte. ZF Astronic arbejder godt. Ved igangsætning mærker man lige, at den føler, om der er læs på og derefter afpasser gearskiftet, så den springer gear over hvis det passer. Det giver i sammenhæng med den kraftige motor, en hurtig acceleration – også med tung læs.
Vognens affjedring er behagelig, på trods af specificeringen som tung anlægsvogn og blokvognstrækker, og styretøjet er velfungerende med god og direkte kontakt til vejbanen.
Fornøjelse af køre TGX 680Udover den nye V8 motor er der jo også tale om en næsten ny lastvogn. Der er sket meget i forhold til den tidligere TGA-serie, og det er godt, hvad det er sket af ændringer. Hele førermiljøet er i top, et rat med funktionskontakter, gode sigtmuligheder ud af de store vinduer, det er bare på toppen. Eneste minus i den forbindelse, er den store blinde vinkel, som opstår med a-stolpen og spejlene.
Som tidligere nævnt bør MAN snarest finde ud af en anden løsning med spejlene, så man lige som kan kigge i mellem, det øverste og det nederste spejl på spejlarmen. Et andet lille kritikpunkt, er frontspejlets placering, der på testvognen sidder for tæt på forruden. Et forhold som jeg opdagede, da der kom smuds på forruden og jeg benyttede det udmærkede visker-vaskeranlæg. Her passer det lige med, at det kun er ca. halvdelen af synsfeltet igennem forruden til frontspejlet der rengøres. Det kan være med til at nedsætte effekten af frontspejlet, specielt i vinterføre.
Hvis spejlet bliver trukket ca. fem til ti cm længere frem på armen, vil hele synsfeltet på frontruden automatisk blive rengjort. Det hører helt klart med til småtingsafdelingen, men sorterer dog også under trafiksikkerhed.
SyvmilestøvlerInde i førerhuset har man et flot cockpit med alle funktioner samlet under et. Masser af aflægningsmuligheder, omfattede udtræksskuffer under midterkonsollen til opbevaring af dokumenter etc. samt kopholder
Selv om testvognen denne gang, er en entreprenørmodel med lavt fladt førerhustag, er der alligevel også mulighed for at kunne aflægge ting i hylderne over forruden.
Det var en fornøjelse at køre med en lastvogn med så stort et kraftoverskud og med et godt optimeret førermiljø. Der skal nok komme til at rulle mange MAN med denne V8motor i fremtiden, og MAN skal roses for at være lykkedes så godt med videreudviklingen af TGA-serien.
Hvis man lige ser ti år tilbage og sammenligner TGX og TGS med serierne lige før TGA-serien, F2000serien, så er der virkelig sket fremskridt hos MAN – ja udviklingen er nærmest løbet med syvmilestøvler indenfor blot en halv snes år.
Plus points:
Enorm trækkraft
Velfungerende gearskifte
Godt førermiljø
God sigt med de store ruder
Rat med gode betjeningsknapper
Gode aflæggerpladser
Minus points:
Frontspejlets udsyn dækkes delvis af ikke rengjort felt i forruden
Den store døde vinkel i forbindelse med spejle og dørstolpe