Den nye lov følges i Transport-Tidende på vej med revision af efterspurgte skemaer

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

Tilbage i 1998 blev der her i spalterne bragt en artikel indeholdende tre skemaer med en sammenlignelig opstilling over reglerne om hhv. forældelse, reklamation og ansvarsbegrænsning, og jeg ved, at skemaerne siden har befundet sig på diverse opslagstavler og under (gennemsigtige) skrivebordsunderlag - i hvert fald hos DELACOUR! Jeg er flere gange blevet opfordret til at lade dem genoptrykke og med den splinternye lov om forældelse skulle timingen til stede.

Forholdet er nemlig det, at den gode gamle forældelseslov fra 1908 og den endnu ældre forældelsesregel i Danske Lov fra 1683 ophæves pr. 1. januar 2008. Her træder en ny forældelseslov i kraft. Herefter vil den almindelige forældelsesfrist blive sat ned til 3 år. Det gælder derfor om at være hurtigere ude for at sikre sine fordringer imod død og magtesløshed. De nuværende forældelsesregler opererer nemlig med en almindelig forældelsesfrist på 5 år (forældelsesloven fra 1908) henholdsvis en absolut frist på 20 år (Danske Lov fra 1683), og andre frister i henhold til særlove.

Den nye 3 årige frist gælder fordringer på penge og andre ydelser. Dog vil særlige bestemmelser om forældelse i anden lov stadig være gældende. Sølovens og CMR-lovens forældelsesfrister på 1 år for transportskader- og 3 år i tilfælde af grov uagtsomhed i CMR-transporter - er således fortsat gældende. Forældelse af søpant iht. Søloven berøres ikke af reglerne - her gælder fortsat en frist på 1 år. Ligeledes vil forsikringsaftalelovens forældelsesregler være gældende - da den nye forældelseslov gælder fra 1. januar 2008 som udgangspunkt i forsikringssager. Dog gælder der modifikationer hertil, f.eks. når en skade er anmeldt til forsikringsselskabet. Da forældes kravet tidligst 1 år efter forsikringsselskabets fuldstændige eller delvise afvisning af kravet. Og såfremt en skadelidt inden 3 års fristens

udløb indtræder i en sikrets ret imod forsikringsselskabet i medfør af § 95 (direct action-bestemmelsen), da forældes kravet 1 år efter indtræden. Forsikringsaftalelovens forældelsesregel kan dog ikke fraviges i forbrugerforhold.

Fordringer på penge og andre ydelser forældes fremover på 3 år. Fristen er dog længere i en række tilfælde, f.eks. 5 år for ansættelsesretlige krav og 10 år hvis fordringen støttes på gældsbrev, skriftlig anerkendelse, forlig, dom eller betalingpåkrav påtegnet af fogedretten. Ved pengelån og ubevilligede overtræk på konti i pengeinstitutter er fristen 10 år - og 3 år for renter og gebyrer. For indlån + indlåns-renter er fristen 20 år. Ved erstatning uden for kontrakt er fristen 10 år - dog er den 30 år ved personskade og miljøskader uanset om der er tale om erstatning uden for kontrakt.

Forældelsen afbrydes ved skyldnerens erkendelse af sin forpligtelse eller retslig forfølgning af kravet.

Såfremt fordringen erkendes eller der indledes retlig forfølgning udløses en ny forældelsesfrist, der begynder at løbe på tidspunktet for skyldnerens erkendelse henholdsvis domstidspunktet.

Indledning af en udenretslig syn og skønsforretning kan nu betyde foreløbig afbrydelse af fristen. Ligeledes kan der ske en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen, såfremt parterne - efter forældelse er begyndt at løbe - udtrykkeligt aftaler suspension af forældelsesfristen. Fordringshaveren må dog iværksætte afbrydelse af forældelse ved suspensionsaftalens udløb. Forældelsen anses også for foreløbigt afbrudt, såfremt der inden fristens udløb indledes forhandlinger om fordringen - forældelse indtræder da tidligst 1 år efter afslutning af forhandlingerne.

Når en fordring forældes er den død og magtesløs. Dog bevarer en fordringshaver sin aftalte modregningsret og ret til modregning over for krav, som udspringer af samme retsforhold forudsat at hovedkravet er stiftet inden forældelsen af modkravet er indtrådt (konneks modregning). Tilbageholdsretten berøres heller ikke af fordringens forældelse.

De ny forældelsesregler kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldneren. Forældelsesreglerne kan heller ikke fraviges ved forudgående aftale til skade for en fordringshaver, såfremt fordringshaveren er forbruger (der handler uden for sit erhverv) og skyldneren er erhvervsdrivende (der handler inden for sit erhverv).

Loven træder som nævnt i kraft 1. januar 2008 - og gælder også for tidligere stiftede fordringer, som ikke inden 1. januar 2008 er forældede efter hidtidige regler. Der er dog en række modifikationer til dette. For det første indtræder forældelse tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet efter såvel gamle som nye forældelsesregler (det seneste tidspunkt iht. nye og gamle regler er afgørende for forældelsestidspunktet). Derudover er forældelsesfristen 20 år indtil 31. december 2017 for fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesummen vedrørende fast ejendom på grund af jordforurening - 20 års fristen løber fra fordringens stiftelse. Yderligere gælder det, at afbrydelse af forældelsesfristen, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, fortsat har afbrydende virkning - dette selvom afbrydelse ikke er sket i overensstemmelse med de nye afbrydelsesregler.

Og når vi nu er ved forældelse, kan vi lige så godt slå et slag forbi toldreglerne, idet Generaladvokaten ved EF-domstolen nu har ændret signaler.

Et toldkrav forældes som udgangspunkt i løbet af en treårig periode. Den treårige periode kan imidlertid forlænges til fem år, hvis toldkravet er opstået på grund af en handling, der kan give anledning til retsforfølgning. Generaladvokaten stiller krav om, at der foreligger en dom mod den pågældende virksomhed, førend forældelsesfristen på selve toldkravet kan forlænges fra tre til fem år.

EF-domstolen har i 1991 fastslået, at den daværende formulering ”en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfølgning” omfatter handlinger, der i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvis kompetente myndigheder foretager efteropkrævning, anses for strafbare handlinger efter den nationale strafferet.

EF-domstolen er efterfølgende blevet forespurgt, om det er op til toldmyndighederne at kvalificere hvorvidt en given handling kan give anledning til ”strafferetlig forfølgning”, eller om denne kvalifikation alene kan foretages af en domstol. EF-domstolen er endvidere i samme sag anmodet om at oplyse, om det er tilstrækkeligt, at der er rejst en tiltale mod virksomheden, eller om tiltalen skal være fulgt op med en dom over virksomheden.

Generaladvokaten har i sin vurdering af sagen fastslået, at de grundlæggende fællesskabsretlige principper, om at enhver har krav på retfærdig rettergang samt uskyldsformodning indtil andet er fastslået, fordrer, at fristen for at opkræve told i en periode ud over 3 år alene kan ske, hvis en national domstol ved en retskraftig dom har fastslået, at den pågældende virksomhed har gjort sig skyldig en strafbar handling. De nationale toldmyndigheder kan således ikke på egen hånd træffe beslutning om at forlænge en toldopkrævningsperiode fra tre år til fem år.

Reglerne er medtaget i nedenstående skema, og når lejligheden nu er der, har jeg samtidig medtaget en oversigt over ansvarsbegrænsningerne, der ligeledes lader sig skemalægge.

Som det vil fremgå, er skemaerne delt op således, at der i kolonnen lodret længst til venstre er anført, hvilken transportform der er tale om, og i kolonne nr. 2 fra venstre, hvilken lov eller hvilket aftalesæt, der er tale om. Det forudsættes at “sagen” skal afgøres af et af de anførte regelsæt. Ved f.eks. søretlige forhold kan der evt. blive tale om anvendelse af i stedet Haag-reglerne eller Hamburg-reglerne.

På landevejen har vi Danmark stort set kun Færdselsloven, men flere firmaer henviser dog til CMR-loven på fragtbrevet, og de internationale regler finder således i visse tilfælde anvendelse også nationalt.

På speditionssiden er henvist til de nye NSAB 2000, der trådte i kraft 1. juni 1998.

Virkningen af, at der reklameres for sent er forskellig for de enkelte transportformer. I nogle tilfælde er virkningen, at transportøren slipper af med bevisbyrden for, hvad der er sket under transportforløbet, således at det nu er modtageren (evt. afsenderen), der nu har bevisbyrden - hvilket er indikeret i skemaet med udtrykket “bevisvirkning” - i andre tilfælde er effekten af for sen reklamation, at kravet falder væk ligesom ved forældelse. Denne virkning er markeret med udtrykket “kravsfortabelse”.

Fristerne er som det ligeledes vil fremgå forskellig for de enkelte transportformer, og er igen afhængige af, om godset er blevet afleveret og besigtiget således at “fælles besigtigelse” har kunnet finde sted.

Uanset om man har sørget for at reklamere rettidigt, sikre sine beviser og opgøre erstatningskravet behørigt, skal man kontrollere forældelsesfristerne, da de generelt er langt kortere indenfor transportretten end den ellers gældende forældelsesfrist på 5 år og altså i fremtiden 3 år.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at forældelsesfristen kun afbrydes, såfremt transportøren anerkender erstatningspligten og den i hvert fald omtrentlige størrelse af erstatningskravet. I visse tilfælde kan den der reklamerer overfor transportøren blive reddet af, at kravet har været suspenderet i en periode. Her er det igen vigtigt at være opmærksom på, at suspension efter CMR-reglerne er udvidet, idet fristen suspenderes fra det øjeblik, transportøren har modtaget det skriftlige krav indtil han afviser det igen. Denne form for suspension findes ikke indenfor de andre transportformer.

Ved samtlige transportlove gælder den såkaldte kiloregel, hvorved erstatningskravet beløbsmæssigt kan begrænses efter, hvor mange kilo der er beskadiget, bortkommet eller forsinket. Indenfor søretten gælder tillige en kolloregel, hvor der i visse tilfælde kan begrænses efter antallet af kollo.

I de tilfælde, hvor der er tegnet vareforsikring, får transportkøbere selvfølgelig udbetalt fuld erstatning, uanset ansvarsbegrænsningernes indhold, og det er i stedet vareforsikringsselskabet, der indtræder i kravet og risikerer begrænset erstatning.