23948sdkhjf

Volvo Truck Center sælger Nissan lastvogne

Volvo Truck Center (VTC) og Nissans aftale om markedsføring og service på Nissan Interstar, Cabstar og Atleon

Volvo Truck Center (VTC) og Nissans aftale om markedsføring og service på Nissan Interstar, Cabstar og Atleon



Af Lars Lassen

Volvo Truck Center får let forstærkning fra den tunge ende af Nissans produktprogram. Dermed kan Volvo Truck Center fremover tilbyde erhvervskøretøjer far 3,5 tons totalvægt og opefter. Selv om salgssamarbejdet først for alvor forventes at komme op i omdrejninger, så har Volvo Truck Center allerede afleveret de første Nissan lastvogne til kunderne.

Det bliver Nissan-modellerne Interstar, Cabstar og Atleon, der fremover forhandles og serviceres på Volvo Truck Centers lokationer i Hovedstadsområdet, Nordsjælland og i den nordlige Jylland. Nissans netværk af personvognsforhandlere beholder Nissan Primastar.

Umage par

Umiddelbart er ’ægteskabet’ et perfekt supplement til Volvos eget lastvognsprogram, hvor den letteste model starter ved 12 tons totalvægt.

- Samarbejdet mellem Nissan og Volvo er en del af en udvikling, som har været i gang i flere år i hele Europa. Vi satser målrettet på erhvervskunderne og her udgør Volvo Trucks, den perfekte samarbejdspartner, fordi de i forvejen har en kompetent og velrenomeret salgs- og servicenetværk, sagde Charles Forget fra Nissan Nordic Europe, da Nissan og Volvo Truck Center præsenterede detaljerne i samarbejdet på den nye og topmoderne Volvo Truck Center i Hillerød i forrige uge.

Peter Hal fra Nissan i Danmark forklarede, at mens organisationen har et veludbygget salgs- og servicenetværk til personbiler, så har man hidtil stået forholdsvis dårligt inden for kommercielle køretøjer.

- Varebiler og lastbiler kræver noget andet end personbiler. Det har vi taget konsekvensen af med denne aftale og Volvo Truck Center repræsenterer en unik mulighed for at komme ud på et marked, hvor vi aldrig har været tidligere, sagde Peter Hal.

Han fremhævede, at samarbejdet med Volvo Truck Center dels vil styrke Nissans position på det danske marked, når det gælder 3,5 tons biler og for alvor etablere Nissan-brandet i segmentet omkring 7 tons totalvægt.

Tre bilmodeller

Kassevognen Nissan Interstar – der fortsat også vil blive solgt via Nissans personvognsforhandlere - bliver markedsført i fire versioner fra 8-14 kubikmeter varerumsvolumen, samt en chassis cab version.

Næste trin er Nissan Cabstar, der leveres i to vægtklasser 3,5 tons og 4,5 tons totalvægt. Det ’nøgne’ Cabstar chassis har allerede i 3,5 tons versionen ledig nyttelast på 1845 kilo, der angiveligt skal være klassens største. Kombineret med et ringe bredde på 1,87 meter og en venderadius på lige under 10 meter, så er Cabstar optimeret til arbejde i snævre bymiljøer.

Sidste trin er lastvognen Atleon, der leveres i fem varianter. I bunden tre modeller med en kabinebredde på to meter fordelt på en 5,6 tons, en på 7,0 tons og en 8,0 tons. Dertil kommer to Atleon-modeller med 2,2 meter kabinebredde på henholdsvis 8,0 og 13,0 tons totalvægt.

Selv om der er en lille overlapning fra den tungeste Atleon til den letteste Volvo lastvogn, så er adm. direktør Arne Knaben, Volvo Truck Center, ikke bange for intern konkurrence.

- De to modelprogrammer supplerer hinanden og de henvender sig til forskellige kunder, fastslog Arne Knaben.

Volvo Truck Center har 10 forhandlere/serviceværksteder i Danmark. Derfor er Nissan på udkig efter egnede forhandlere i Midt- og Sønderjylland, på Fyn og Vest- og Sydsjælland. En enkelt af Nissans personvognsforhandlere er allerede inde i varmen, men Nissan er angiveligt åbne for alle, der har den rette ekspertise og som er villig til at afsætte de nødvendige ressourcer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095