23948sdkhjf

Kendt koncern har snart 57 års jubilæum

Fremgang på alle markeder, sådan er situationen for den svenske koblingskoncern VBG Group, der til næste år fejrer 57 års jubilæum – tallet 57 har sin egen historie

Fremgang på alle markeder, sådan er situationen for den svenske koblingskoncern VBG Group, der til næste år fejrer 57 års jubilæum – tallet 57 har sin egen historie



Det er nok de færreste firmaer, der lige vil fejre deres 57 års fødselsdag. Men hos VBG Group er tallet 57 omdrejningspunktet i hele virksomheden, og derfor er det den naturligste ting i verden at afholde 57 års dagen.

Når tallet er blevet vigtigt, skyldes det, at 57 mm er størrelsen på koblingsbolten i VBGs påhængsvognstræk. Det er en størrelse, der er opstået ved en ren tilfældighed, men som har haft så stor betydning for hele udviklingen – ikke bare for VBG Group men også for andre producenter af påhængsvognstræk. I dag er det 57 mm, der er standard på mange tunge vogntog.

Størrelsen 57 mm opstod fordi opfinderen Herman Krefting i 1951 købte et stykke stangstål i 60 mms tykkelse, og dette stangstål blev forarbejdet til en koblingsbolt i det første påhængsvognstræk fra VBG. Da forarbejdningen var slut, endte størrelsen på 57 mm.

Verdens største

VBG Group har i løbet af de snart 57 år udviklet sig til at være verdens største inden for feltet sammenkoblinger af tunge køretøjer. Tidligere producerede koncernen også koblinger til sammenkobling af personvogne og lette påhængskøretøjer, men den forretningsdel blev solgt fra for en halv snes år siden.

Hos VBG Group ligger man ikke på den lade side. Udviklingen skal nemlig fortsætte mod bl.a. højere sikkerhed og endnu bedre kvalitet. Derfor forskes og udvikles der hele tiden.

I 2006 blev den helt automatiske påhængsvognskobling vist på Elmia Transportudstilling, et produkt som man stadig udvikler på.

Strenge kvalitetskrav

Hos VBGs danske afdeling i Ejby siger salgschef Per Mikkelsen til Danmarks Transport-Tidende, at VBG-Group har meget strenge kvalitetskrav, og det har bl.a. medført at koncernen har valgt at lave massive investeringer i produktionsapparatet for bl.a. at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel og holde de lange leveringstider i skak.

Af forskellige grunde, der også omfatter kvalitetskrav, har VBG Group valgt at flytte produktion af vigtige dele fra Tyskland og tilbage til Vänersborg.

Som Per Mikkelsen siger: - Så er der meget større mulighed for at styre kvalitetsniveauet hjemme i Vänersborg.

Taknemmelighed

Når VBG-koncernen hedder netop VBG, er det fordi man har plukket nogle bogstaver ud af bynavnet Vänersborg.

Opfinder Herman Krefting, der kom fra Norge, havde været mange steder for at låne kapital, så hans opfindelse kunne realiseres, men uden held. En times kørsel nord for Göteborg i Sverige kom han til byen Vänersborg, og der ville banken låne ham penge til at starte sin forretning op.

Herman Krefting følte altid, at han stod i en vis taknemmelighedsgæld til de flinke mennesker i Vänersborg, så fabrikken altid har været identisk med byen, og det skal også fortsætte i al fremtid.

Derfor ligger VBGs hovedkontor i Vänersborg og ifølge fundatsen, kan der aldrig ændres på det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063