Vestfyn Trækker 2008 udsolgt
Rekordstor udstillerinteresse for ”Vestfyn Trækker 2008”
Der er omtrent allerede dømt succes for næste års udgave af den unge – men hurtigt voksende – transportmesse på Fyn ”Vestfyn Trækker”, der afholdes 24. og 25. maj næste år.
Arrangøren VBG Group Sales A/S i Ejby kunne melde alt udsolgt, når det gælder udstillerplads, få dage efter, der blev åbnet for bookningen.
- Det er helt forrygende som det er gået. Interessen har været helt overvældende og vi har været nød til at udvide vores udstillingstelt fra 400 til 600 m² for at få plads til alle de interesserede. De 37 udendørsstande blev revet væk. Vi har nu kun 2 stande tilbage i teltet og helt udsolgt udenfor, fortæller en glad og overrasket udstillingskoordinator Kaj Pedersen, VBG Group Sales A/S til Transport-Tidende.
”Vestfyn Trækker 2008” bliver den fjerde af slagsen og den hidtil største.
Om årsagen til den store succes, der står i skarp kontrast til mange andre lokale transportudstillinger, der er forsvundet, siger Kaj Pedersen.
- Der er kommet flere og flere udstillere for hver gang vi har afholdt messen. Men hvor vi de foregående år har skullet lave lidt benarbejde og det tog 3-4 måneder at få udsolgt, så det gået helt af sig selv denne gang og vi havde omtrent fuldt booket på en uge. Vores udstillere må syntes, at vi gør noget rigtigt. Succesen skyldes både, at vi ligger centralt placeret i landet og at vi har en anderledes tilgang til den her type arrangement. Vi skal ikke tjene penge på det her og kan tilbyde ganske fornuftige priser, siger Kaj Pedersen.
Udstillingen ”Vestfyn Trækker” afholdes på Industribuen 20-22 i Ejby ved motorvejsafkørsel 56. Der er åbent lørdag 24. maj fra klokken 09.00 til 17.00 og søndag 25. maj fra klokken 09.00 til 16.00.