Det eneste vi ved om fremtiden er, at den bliver anderledes end vi tror. Sådan lyder det gerne fra fremtidsforskerne, når de skal helgardere deres forudsigelser. Men sandt er det, at der er et vist element af uforudsigelighed i al prognose-virksomhed.

Derfor er det heller ikke sikkert, at det er rigtigt, når økonomer og analytikere nu peger på, at en vis afmatning for 2008 er på vej.

Mange tegn tyder dog på, at der kan være noget om snakken, og flere transportvirksomheder melder allerede nu om en lidt mere afdæmpet aktivitet, og det gør heller ikke noget, at det af og til hæsblæsende tempo, som har præget branchen, kommer ned i et mere besindigt gear. Vi har jo hele tiden vidst, at så høj vækst, som vi næsten har vænnet os til, ikke varer evigt.

Men selv om væksten skulle falde en anelse, er der jo fortsat tale om fremgang. Selv de faldende boligpriser i specielt de store byområder har ikke kunnet trække optimismen ud af forbrugerne og eksporten kører fortsat sundt. Men der er jo er par dark horses med i ræset i 2008. Dels er trængselsproblemerne på vejene blevet så massive, at det snart kan mærkes på samfundsøkonomisk plan. Det er ved at være sidste udkald for ægte løsninger frem for de lappeløsninger, vi ellers kender så godt i dette land.

Og så kommer de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger. De kan meget vel gå hen og blive et kapitel i sig selv. Både på grund af den pris de har for samfundet målt i kontanter og som følge af den afsmitning, som vi ved at lønstigninger har på andre grupper på arbejdsmarkedet. Hvis de skal have, så vil vi også.

Men måske politikerne så skal ind og sige sygeplejersker er vigtige, så de skal have meget. Men hvad så med portørerne, som bringer patienterne frem til operationsbordet, er de ikke vigtige? Eller rengøringen, som holder operationsstuen steril eller måske chaufføren, som bringer alle forsyninger frem til hospitalet. De skal vel også have 5.000 kr. mere om måneden. Eller hvad?

Det danske arbejdsmarked er på mange måder et fint udviklet instrument, som parterne med mange kampe og store omkostninger har fået til at fungere på forbilledlig vis. Den danske model, hvor det ikke er staten men parterne selv, der tager ansvar, virker jo. Den der har skoen på, ved hvor den trykker. Men nu vil nogle af politikerne pludselig skifte fodtøjet ud med en størrelse 45 til udvalgte grupper af offentligt ansatte.

Det hører ved til venstrefløjens selvforståelse, at man pr. definition repræsenterer det gode og det moralske og derfor har medfødt ret. Derfor behøver man kun forholde sig til halvdelen af regnestykket - plussiden. Alle minusserne og de økonomiske indvendinger er de ondes og menneskefjendskes snak. Statskassen er en uudtømmelig rigdomskilde.

I gamle dage, da Socialdemokratiet sad ved magten, kunne finansministeren sige til fagbevægelsen: I kan kræve alt det I vil i løn, men hvis I kommer højere op end landets økonomi tillader, så henter jeg bare det hele tilbage igen i form af nye afgifter.

Og hvad sjovt er der ved lønforhøjelser, hvis købekraften er udhulet af inflation samtidig med, at danske varer stiger i pris på grund af lønomkostninger og derfor ikke kan klare sig i konkurrencen på eksportmarkedet? Det er ondt sagt, men sådan er virkeligheden, hvis man forholder sig til hele regnestykket.

Det er nok sund for alle, at se at væksten i samfundet ikke er nogen selvfølge. Vi står fortsat stærkt. Vi har alle muligheder, hvis vi tænker os lidt om og lader være med at bruge pengene, før de er tjent. Så er de store udfordringer vi står overfor i 2008 ikke kæmpemæssige problemer, men opgaver, der skal løses én ad gangen. Det er ikke alene overkommeligt. Det er spændende, og det stiller krav til den kreativitet, som ikke mindst transporterhvervet er så god til at problemknuse med.

God Jul og Godt Nytår