Euro6 norm på trapperne
EU-Kommissionen klar med forslag til skærpede emissionsnormer for lastvognsmotorer
Af Lars Lassen
Landkortet for det næste store europæiske miljøskridt på lastvognsfronten bliver tegnet i skitseform, når EU-Kommissionen onsdag præsenterer udkastet til en ny Euro-norm for udledningen af miljøskadelige stoffer.
Selv om Euro6 normen først bliver et krav i 2013, så vil der formentlig være kunder til de nye motorer flere år i forvejen, hvis og når bilindustrien er klar med motorer, der opfylder kravene.
Flere europæiske lande med Tyskland i spidsen giver rabat til de mest miljøvenlige motorer, når det gælder vejafgifter. Det har fået europæiske vognmænd til at investere i tusindvis af lastvogne med Euro5 motorer siden sidste efterår, selv om de både dyrere og mere tørstige Euro5 motorer først bliver et krav i efteråret 2009.
Til den tid vil der ikke længere blive givet rabat på eksempelvis den tyske maut til Euro5 motorer. Schweiz har allerede indskrevet Euro6 standarden i deres maut-ordning, og Tyskland er på vej med justeringer af maut-lovgivningen (her vil man måske forlænge Euro5 lastvognens tid i den billigste maut-klasse af hensyn til de mange tyske vognmænd, der netop nu modtager statsstøtte til køb af Euro5-lastvogne).
MiljøzonerI ITD bekræfter underdirektør Poul Bruun, at de første lastvogne med Euro6-motorer formentlig vil rulle ud på det europæiske vejnet længe før 2013.
- Dels er der de forskellige vejafgiftsordninger, som kan gøre det interessant at vælge den mest miljøvenlige motorteknologi. Men også forhold som miljøzoner, der jo bliver indført i et stigende antal storbyer, vil gøre Euro6-lastvogne interessante. Det betyder også, at gensalgsværdien formentlig bliver højere, fordi de vognmænd, der køber brugt også ønsker miljøvenlige lastvogne, siger Poul Bruun.
Han fastslår dog, at det langt fra er en god forretning for alle at købe Euro5 og senere Euro6 lastvogne.
- Der er mange faktorer, der spiller ind i et sådant regnestykke. En ting som virksomhedens kørselsmønster har stor betydning for, om det kan betale sig eller ej. Det er faktisk noget, vores økonomiske rådgiver hjælper medlemmerne med at regne på, siger Poul Bruun.
- Euro5 motorer er dyrere i anskaffelse og formentlig også mindre brændstoføkonomiske. Sådan har det altid været med den første generation af nye motornormer, siger Poul Bruun.
Lavere grænserIfølge Deutsche Verkehrs-Zeitung forventes EU-Kommissionens forslag at sætte grænsen for kvælstofilter (NOx) til 0,4 gram per kWh mod to gram i Euro5 normen. For kulbrinte skal grænsen være nedsat til 0,16 gram per kWh, mens grænsen for partikeludledningen skal være sat til 0,1 gram per kWh, mod 0,2 gram i Euro5-normen.
Hvis tallene holder stik, lægger EU-Kommissionen op til en markant sænkning af grænseværdierne, der stiller motorfabrikanterne over for store teknologiske udfordringer.