Infrastruktur i verdensklasse
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen er hurtigt kommet i arbejdstøjet efter valget og vil være med til at sikre, at infrastrukturen forbliver højt på den politiske dagsorden. Han forventer omfattende investeringer og fortæller i dette indlæg hvorfor.
- Der er virkelig grund til at glæde sig over, at infrastruktur og trafiksikkerhed har fået en markant placering i det nye regeringsgrundlag "Mulighedernes samfund", fremhæver Kristian Pihl Lorentzen.
- Her slås det fast, at en tidssvarende og velfungerende infrastruktur er afgørende for virksomhedernes indtjening - og dermed for grundlaget for vores fælles velfærd. Desuden skal infrastrukturen indrettes således, at borgerne ikke spilder deres livstid i bilkøer på vejene, eller i forsinkede tog og busser.
Den tid kan bruges meget bedre sammen med familien, til afslappende fritidsaktiviteter - eller på arbejdspladsen, fremhæver han og fortsætter:
- Det er regeringens erklærede mål, at Danmark - når vi ser 20-25 år frem i tiden - skal have en infrastruktur i verdensklasse. Der e allerede foretaget mange nødvendige og målrettede investeringer i de senere år.
Fremdrift i trafikken- Men i lyset af den stadigt stigende trafikmængde og de daglige trængselsproblemer en række steder i landet, herunder ikke mindst i Hovedstadsregionen og i Østjylland, må vi ikke hvile på laurbærrene. Vi skal videre i vor stræben efter et samfund med frihed og fremdrift i trafikken. På denne baggrund bliver det interessant at få Infrastrukturkommissionens anbefaler, der ventes præsenteret i starten af det nye år, lyder det fra Venstre-ordføreren, som ikke er i tvivl om, at der forestår omfattende og målrettede trafikale investeringer på både kort og lang sigt.
- Mulighedernes samfund indebærer, at personer og gods skal kunne transporteres effektivt, sikkert og miljørigtigt. Og at vi har et samfund, der også hænger godt sammen på lang sigt, siger Kristian Pihl Lorentzen, som rækker hånden frem til et bredt samarbejde med andre partier om at løse den store udfordring.