Ikke et ord om modulvogntog
EU-ministerråd sløjfer alle henvisninger til modulvogntog i godspolitisk sluterklæring efter pres fra Tysklang og Østrig
Af Lars Lassen
Modulvogntog blev ikke nævnt med et eneste ord i den godspolitiske sluterklæring, som EU’s 27 trafikministre blev enige om. Sluterklæringen er ministerrådets kommentar til EU-Kommissionens nye handlingsplan for logistik.
Flere lande, herunder Sverige, Holland og Danmark ønskede, at modulvogntogene skulle indføjes i sluterklæringen. Men de to centrale transitlande i Europa, Østrig og Tyskland, afviste enhver omtale af modulvogntog og gennemtrumfede et kompromis, der fremhæver betydningen af standardisering af køretøjstyper og andet transportmateriel.
UbegribeligtHTS-direktør Michael Svane er helt uforstående over Ministerrådets tøven i spørgsmålet om modulvogntog.
- Det er ubegribeligt, at Tyskland og de andre lande, der har meldt sig under modstandsfanen, ikke forstår, at modulvogntogene er et effektivt middel til at begrænse trængslen på Europas overordnede vejnet, og at landene samtidig siger nej til en både effektiv og billig måde at reducere CO2-udslippet i transportsektoren. Ministerrådets afvisning af modulvogntogene i EU markerer en trist dag i EU's transportpolitik, fastslår HTS-direktør Michael Svane.
Han er dog mere end tilfreds med Danmarks indsats på mødet.
- Jeg har stor ros til overs for vores nye transportminister, som gik i fronten for at sikre modulvogntogene en europæisk blåstempling. Det er desto mere skuffende at konstatere, at Tyskland endnu en gang sætter sig på bagbenene i en sådan sag, siger Michael Svane
PositivtDansk Transport & Logistiks EU-chef Søren Hyldstrup Larsen havde også gerne set en mere fremsynet udtalelse fra ministerrådet.
- Det bedste ville naturligvis være, at Ministerrådet havde givet grønt lys for modulvogntogene. Men resultatet bør ses positivt, fordi Ministerrådet heller ikke har tændt det røde lys i spørgsmålet. Det betyder, at arbejdet med at få modulvogntog indført i EU kan fortsætte, siger Sørens Hyldstrup Larsen til Trans Inform.
Han påpeger, at mens en håndfuld af de 27 EU-lande er for modulvogntog og omtrent lige så mange er imod modulvogntog, så er der også en stor gruppe af EU-lande, hvor diskussionen om modulvogntog slet ikke er startet. Derfor er det kompromis, som blev resultatet af Ministerrådets møde også forventeligt.
- Erklæringen fra Ministerrådet ligger ikke modulvogntogsdebatten død i EU. Tvært imod, fordi EU-Kommissionen netop har indledt stor undersøgelse af fordele og ulemper ved modulvogntog. Kommissionens handlingsplan på logistikområdet behandler en række spørgsmål fra flaskehalse i infrastrukturen, over kommunikation til administrative barrierer. Men handlingsplanen fremhæver, at det er nødvendigt at forholde sig til formater på transportenheder som containere og for første gang nogen sinde i EU-regi lastvogntog. Man erkender, at det er nødvendigt at overveje tilpasning af størrelse og vægt, hvis man skal udnytte kapaciteterne bedst muligt, siger Søren Hyldstrup Larsen.
DebatKommissionens undersøgelse om modulvogntog forventes færdig i løbet af sommeren 2008 og herefter forventer DTL’s EU-chef, at debatten igen vil tage fart i EU.
- Først når resultaterne af undersøgelsen er klar, vil ministrene skulle tage stilling til et konkret forslag om at tillade modulvogntog i hele EU. DTL har dog en klart forventning om, at EU – både Kommissionen og medlemslandene før eller siden må bide til bolle – ikke mindst med det fokus der er kommet på krav til CO2-reduktioner i transportsektoren, udtaler Søren Hyldstrup Larsen.
DTL har foretaget skønsmæssige beregninger, der viser at modulvogntog i hele EU, vil kunne nedbringe dieselforbruget med omkring to milliarder liter årligt. Det vil betyde en reduktion af CO2 belastningen på fem millioner tons årligt, hvilket svarer til den samlede CO2-belasting fra transporterhvervet i Danmark.
BilindustrienHeller ikke den tyske automobilindustri tror slaget om modulvogntogene er tabt. Formanden for VDA, Matthias Wissmann har erklæret, at brancheorganisationen næste år lancere en ny kampagne for EuroCombi’s – som modulvogntogene kaldes i Tyskland -, hvor man vil fokusere på andre argumenter end hidtil.
Den udbredte skepsis over for modulvogntog i den store dele af den europæiske transportbranche er også på retur. Blandt andet har de europæiske speditørers brancheorganisation Clecat nu erklæret, at modulvogntog er en nødvendighed.
» EU bør hurtigst muligt få vedtaget den nødvendige rammelovgivning, så de 25,25 meter lange modulvogntog kan tillades i medlemslandene. Clecat fastslår, at intet modal split bør forfordeles i forhold til andre, men at der skal åbnes for videst mulige rammer, så intelligente kombinationsløsninger for optimale rammmevilkår,« hedder det i en udtalelse fra organisationen.