Ny ledelsesstruktur i DFDS
DFDS får en ny ledelsesstruktur med fem business units og med øget fokus på HR. Koncerndirektør Søren Jespersen forlader i den forbindelse DFDS.
I september blev DFDS Seaways og DFDS Tor Line opdelt i fem business units.
- Som en logisk konsekvens ændrer vi nu ledelsesstrukturen, så den svarer til den nye organisationsstruktur og vores ønsker om vækst og yderligere fokus på HR, siger DFDS’ administrerende direktør Niels Smedegaard.
Koncernledelsen (Executive Management) består således fremover af Niels Smedegaard som President & CEO samt fem Executive Vice Presidents: Christian Merrild (Finance), Henrik Holck (Human Resources), Peder Gellert Pedersen (Ro-Ro og Terminal), Ole Sehested (Container og Trailer) samt indtil videre Niels Smedegaard (Passenger). Den aktieretlige direktion udgøres af Niels Smedegaard og Christian Merrild.
Stærk fragtvækst
- Der har gennem en årrække været en meget kraftig vækst i DFDS’ fragtaktiviteter, som efterhånden udgør langt den største del af selskabets omsætning. Jeg har derfor fuld forståelse for, at man tilpasser strategien og strukturen, så de svarer til virkeligheden. Jeg ønsker dog ikke selv at være en del af denne nye struktur, og derfor har jeg aftalt med bestyrelsen, at jeg forlader selskabet,” siger koncerndirektør Søren Jespersen.
- Søren Jespersen har gjort en flot indsats for DFDS Seaways. Trods et vanskeligt marked præget af hård konkurrence fra andre transportformer er både markedsføringen og koncepterne ombord blevet løftet kraftigt, ligesom salg og distribution er moderniseret med øget fokus på on-line medier. Men den nye strategi og struktur er et logisk og rigtigt svar på selskabets og markedets udvikling. Det vil styrke DFDS, siger bestyrelsesformand Ivar Samrén.
Den nye ledelsesstruktur træder i kraft den1. januar 2008. Søren Jespersen har aftalt med bestyrelsen, at han forbliver på sin post i en kortere periode i forbindelse med overdragelse af ledelsesopgaverne i DFDS Seaways til Niels Smedegaard.
-”Vi har samtidig iværksat processen med at finde en fremtidig leder (Executive Vice President) for Business Unit Passenger,” siger Niels Smedegaard.