23948sdkhjf

Lastbilimportørerne ser fortsat lyst på fremtiden

Selv om der på én gang er leveringsvanskeligheder med ny lastbiler og tempoet i transporterhvervet ikke er helt så vildt opskruet som sidste år, så har lastbilimportørerne særdeles travlt. Det rekordhøje salg ventes opretholdt og øget, og der investeres veloplagt i service-siden rundt omkring. Vi har forhørt os hos de forskellige importører – og meldingen er generelt optimistisk. Også forventninger til modulvogntogene.

Selv om der på én gang er leveringsvanskeligheder med ny lastbiler og tempoet i transporterhvervet ikke er helt så vildt opskruet som sidste år, så har lastbilimportørerne særdeles travlt. Det rekordhøje salg ventes opretholdt og øget, og der investeres veloplagt i service-siden rundt omkring. Vi har forhørt os hos de forskellige importører – og meldingen er generelt optimistisk. Også forventninger til modulvogntogene.



Af Finn Bjerremand

Volvo ruller fremad

- Volvo er kommet rigtig godt i gang med de nye modeller FL og FE, og forventer at den positive udvikling fortsætter i 2008, siger markedskommunikationschef Peter Andersen, Volvo Lastvogne Danmark A/S i Taastrup.

- Med I-Shift har vi markedets bedste gearkasse, og med de produktnyheder vi lancerer i løbet af sommeren 2008 på FH-modellerne, så forventer vi et fortsat godt salg i det tunge segment. Vi har i 2007 set at FH16'eren for alvor har holdt sit indtog i sværgods-segmentet, men også blandt entreprenørkunder og til eksportkørsel nordpå er der flere og flere, der vælger en FH16'er. Og når modulvogntogene for alvor introduceres på det danske marked, vil de momentstærke Volvo'er være et oplagt valg. Men gode lastbiler alene gør det ikke - vores forhandlerstruktur bliver hele tiden udbygget og gjort endnu bedre, understreger han.

Volvos markedsforventninger til næste år ser sådan ud:

Markedsforventninger på lastbiler over 10t:

DK - 6.500, Volvo MA 25 procent

SE - 6.600, Volvo MA procent

NO - 5.200, Volvo MA procent

FI - 3.300, Volvo MA procent

Flere nye Volvoanlæg på vej

- Med fire nye anlæg, der er ved at blive projekteret i Nørre Alslev på Falster, Herning (HI-park), Hedensted og i Århus, så sikrer vi vores kunder et fortsat højt serviceniveau. Titan åbner ultimo 2008 i Cargo Syd i Nørre Alslev på Falster, et center med fem lange servicebaner og lukker anlægget i Nykøbing Falster. Interessant med henblik på kommende store anlægsarbejder omkring Femern-forbindelsen.

- Og med målrettede Volvo-uddannelser for mekanikere, reservedelspersonale og biløkonomer sikrer vi, at kunne rekruttere de bedste medarbejdere i et marked hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft begynder at blive markant. Så alt i alt ser vi frem til 2008 med store forventninger og håber på et rigtigt godt år, siger Peter Andersen.

MAN vil op på 19 pct. af markedet

Den tyske bus og lastvognsproducent MAN har lige nu et års leveringstid på de store vogne, fortæller marketingschef Claus Lindholm fra MAN Last og Bus A/S i Glostrup.

- Vi forventer at nå 19 procent fra gruppen 6 ton totalvægt og opad på det danske marked, ud fra et totalmarked i 2008 på ca. 6500 – 7000 enheder i Danmark.

- Det betyder at vi regner med at skulle sælge 13 – 1400 vogne, ligesom det antal vi regner med at nå i år. Det er jo umuligt at ekspandere, vi er låst fast på leveringssituationen siger Claus Lindholm. Vi har den store volumen på serierne TGX og TGS, men vi har da også i en periode overhalet IVECO med vores TGL i segmentet på seks ton og lidt op.

Vild vækst

- På det internationale plan har vi det mål at nå 100.000 enheder inden 2010, det ser dog ud til allerede at ske til næste år. Det er dejligt, men betyder da også at alt er udnyttet, siger Claus Lindholm.

- MAN er lige startet op med en ny fabrik i Polen og det falder i god tråd med MANs plan om vækst i hele verden. Når vi taler tilvækst i de tidligere Østlande herunder Rusland, taler vi nærmest om en tusinddobling af salget. Rusland er lige som flere af de omkringliggende lande under opbygning og lige som i Polen, der er et af de lande der har den største udvikling, er væksten helt vild.

- Men der er et stort behov for transport lige nu. I Europa regner vi med at vokse til 18 pct. af det totale marked frem mod 2010. MAN ligger lige nu på 16,5 pct. af det totale marked.

- Faktisk havde vi forventet at dampen ville gå af markedet i år, men det troede vi også i 2007. Alligevel sprængte vi rammerne.

På eftermarkedet regner man ikke med de store forandringer hos MAN til næste år. På forhandlersiden sker der det, at JM Diesel i Horsens har solgt sit anlæg med virkning fra årsskiftet til MAN Odense.

Nyt hovedkvarter

MAN Last & Bus, der i dag holder til - med både serviceværksted og importafdelingen - i Glostrup forventer i løbet af 2008 at kunne tage et helt nyt og moderne anlæg i brug i Greve. På området for reservedele forventes det at MAN i starten af 2008 vil gå over til ELC lagerkonceptet (Euro Logistic Concept), hvor man benytter sig af mindre regionale lagre og i stedet får nye forsyninger sendt direkte hver nat. Det vil betyde at leveringstiden på reservedele bliver formindsket.

Et hektisk år hos Scania

- I den danske Scania-organisation kan vi se tilbage på et meget hektisk 2007. Med et totalmarked i Danmark på ca. 6.200 enheder har 2007 overgået både vores forhandleres, vores egne og fabrikkens vildeste forventninger. Aldrig tidligere har det danske totalmarked været så højt, og det er årsagen til, at vi med ca. 1.600 nyregistrerede Scania ”kun” lander på en markedsandel på ca. 26 pct., siger Scania Danmark A/S’ adm. dir. Jørgen Damkjær.

- For 2008 forventer vi et fortsat meget højt totalmarked i Danmark – ikke væsentligt lavere end rekordåret 2007. Med hensyn til Scanias markedsandel i 2008 afhænger den i høj grad af totalmarkedet samt af vore konkurrenters evne til at levere.

Allerede udsolgt

- De Scania, som fabrikken har tildelt det danske marked for 2008, er stort set allerede solgt. Hvis vi skal øge vores markedsandel, er vi derfor afhængige af, om vi kan få ekstra tildelinger fra fabrikken i løbet af 2008, siger Jørgen Damkjær.

- Vores bedste mulighed for at få ekstra biler er nok at aftage flere færdigopbyggede biler – både 2- og 3-akslede trækkere samt distributionsbiler – så det er et område, som vi vil vi give ekstra opmærksomhed i 2008, siger han.

- Scanias koncernchef Leif Östling har jo tidligere meldt ud, at produktionskapaciteten skal øges til et niveau på ca. 100.000 enheder om året omkring 2010, og med stor succes på næsten alle Scanias vigtigste markeder – samt ikke mindst i Østeuropa – er det bestemt et realistisk mål, fastslår Jørgen Damkjær.

Satsning på service

Men Scania-organisationen er jo andet og mere end ”kun” salg af nye og brugte køretøjer. Servicesiden har høj prioritet, og det kan bl.a. ses af store investeringer på dette område i hele den danske Scania-organisation.

- Servicesiden får stadig stigende betydning for forretningen. Vores dygtige private forhandlere Stiholt, Dieselhuset og Nyscan har i de seneste år alle investeret i fremtiden. I Nordjylland har Stiholt udbygget anlægget i Ålborg, i Midtjylland har Dieselhuset udvidet på DTC i Vejle, og i Hovedstadsområdet har Nyscan åbnet et helt nyt Scania-anlæg på Avedøre Holme. Det vidner om stor tro på fremtiden og en satsning på servicesiden hele vejen rundt, siger Jørgen Damkjær.

Dertil kommer det helt nye kombinerede lastbil- og busanlæg i Ishøj ved København, som den importør-ejede forhandler Scania Biler netop har taget i brug.

- Det nye anlæg på Industribuen i Ishøj er blandt Europas største Scania-anlæg, og selv om det erstatter det gamle lastbilanlæg i Ishøj og det gamle busanlæg i Karlslunde, bliver der tale om en massiv kapacitetsforøgelse, siger Jørgen Damkjær.

- Sammen med Nyscans nye anlæg på Avedøre Holme giver Scania Bilers nye Ishøj-anlæg vores organisation en markant højere kapacitet på servicesiden, og det vil vi arbejde målrettet på at udnytte, siger Jørgen Damkjær.

Mere service

- Hele Scania-organisationen satser målrettet på ”One Stop Shopping”-konceptet som totalleverandører til transportbranchen, og det er det nye Ishøj anlæg et glimrende eksempel på. Her bliver der tale om døgnåbning på flere serviceområder, og vi vil kunne tilbyde stort set alle tænkelige serviceydelser til lastbil- og busbranchen under ét tag, slutter Jørgen Damkjær.

Mercedes på et højt niveau

- Hos Mercedes-importøren i Danmark ser man forholdsvis lyst på markedssituationen det kommende år. Vi kommer ikke med tal på vores forventninger, siger Kim Lyngbek, der er direktør for lastvognsdivisionen hos Daimler i Danmark.

- Det er en politik vi har hos Mercedes. Men jeg kan sige, at vi befinder os på et højt niveau. Den voldsomme tilvækst forventer vi dog ikke fortsætter i samme takt. Men vi tror dog på at markedet - og dermed også Mercedes markedsandel - fortsat vil ligge på et højt niveau. Der har jo været en meget positiv udvikling de sidste par år og det skal gerne fortsætte. Der kommer også nogle skyer i den økonomiske horisont som vi tager bestik af. Hvordan vil det påvirke transportsektoren? Jokeren kan vel være, hvor meget korrektion, der kommer, hvis man f.eks. tænker på byggebranchen. Den står for en stor del af den indlands transport.

Miljø-fokus

Totalmarkedet for salg af nye lastvogne forventes dog at blive stabiliseret, påpeger han.

- Der er også øget fokus på miljø, et forhold der skinner tydeligt igennem på renovationsområdet. Kommunerne, operatørerne og slutbrugerne har stor fokus på hele miljøet i dette segment. Og det er ikke blevet mindre efter de mange kommunesammenslutninger, siger direktør Kim Lyngbek og fortsætter:

- Det kan stadigvæk både gøres bæredygtigt og lønsomt. Der er nemlig lønsomhed i at anvende gasmotorer i renovationsvogne. En mulighed som er til stede på Mercedes Econic, som vi netop har relanceret, og som er født som renovationsvogn med mulighed for enten dieselmotorer i Euro 5 eller en gasmotor, som opfylder kravene i EEV.

EEV normen er mere vidtgående end Euro 5. Der er selvfølgelig anlægsomkostninger, men gassen er til stede og vi kan levere de pågældende køretøjer.

En gasmotor støjer kun ca. 50 procent af hvad en tilsvarende dieselmotor gør og gasmotoren er meget bedre til ”stop-and-go” kørsel. Ved anvendelse af en gasmotor til den slags kørsel reduceres brændstofomkostninger med ca. 20 til 30 pct. i forhold til dieselmotoren. - Ekstrainvesteringen kan tjenes hjem og mere til i løbet af en renovationsvogns typiske levetid på syv til otte år. Vi skal dog i den kommende tid lave flere tiltag for at få en god dialog med slutbrugere, renovationsoperatører og kommuner med fokus på hvad der umiddelbart er muligt og hvad der er knap så muligt, siger Kim Lyngbek.

Bygger nye anlæg

På hele service- og forhandlersiden sker der også et par nye tiltag hos Mercedes næste år. I den jyske hovedstad bygger Ejner Hessel A/S et nyt forhandleranlæg i et transportcenter tær på de vigtige motorvejsforbindelser og i Kolding opfører P. Christensen A/S et nyt forhandleranlæg med facade lige ud til motorvej E45/E20.

DAF holder tæt

Hos Daf Trucks Danmark A/S i Aabenraa holder man kortene tæt til kroppen. Man forventer et totalmarked i Danmark på 6.350 lastvogne til næste år, og for Norges vedkommende tror man det kommer til at ligge på 5.150 lastvogne.

De tilsvarende tal for Sverige forventes at blive 6.550 lastvogne. Men man ønsker ikke at offentliggøre nogen cifre for DAFs andele af de pågældende markeder til næste år.

Om serviceværkstederne siger informationsmedarbejder Rita M. Hansen til Trans Inform:

- Der er kommet to nye serviceværksteder til i år, nemlig Kolding Lastvognscenter A/S og Lastas Service Skive.

Renault Trucks

Hos Renault Trucks regner man med et dansk totalmarked i 2008 på 6300 lastvogne, og man satser på at Renault kan opnå en markedsandel på 4 procent af dette marked.

IVECO er optimistisk

- Her hos Iveco Scandinavian Operations er vi ansvarlige for de skandinaviske lande; Sverige, Norge, Danmark samt Island, siger adm. direktør Gunni Mikkelsen.

- Vi forventer i 2008 et marked på ca. 1.800 enheder og en MS (Market Share) på 20 procent (i segmentet 3,1-6,0 tons) Det er et plus på 100 enheder i forhold til i år, hvor vores forventning er at nå en MS på 18 pct., svarende til ca. 200 enheder og en MS på 29 pct. (6,5-15,9 tons) Det er plus 50 enheder i forhold til i år, hvor vores forventning er at nå en MS på 25,5 pct. ca. 380-420 enheder og en MS på 5,5 pct. (over 16 tons) Det er plus på 80 til 100 enheder i forhold til i år, hvor vores forventning er at nå en MS på 4 pct.

- I vores traditionelle Daily marked forventer vi at kunne sælge det samme antal varebiler som i år, og det betyder således en mindre stigning i markeds andel. I 2007 har vi tabt andele på grund af de lange leveringstider i foråret - et forhold som nu er forbedret væsentligt, siger han og nævner, at man i EuroCargo klassen forventer at sælge mere end i 2007.

- Vi har mærket en stigende efterspørgsel på vores produkter i efteråret. Vi forventer at nå en markeds andel på ca. 29 pct. i 2008. I den store klasse, lastbiler over 16 tons, har vi i år haft en tilfredsstillende udvikling i volumen omend vores andel er 4 pct.. For 2008 forventer vi at kunne opnå et endnu større salg, idet vi heldigvis kan notere os væsentlig større efterspørgsel på vores Stralis/ Trakker serier, siger han.,

Mens vi forventer at kunne levere Daily og Eurocargo relativt hurtigt kan leveringstiderne på Stralis/ Trakker blive noget længere, idet der er en meget stor efterspørgsel i hele Europa og deraf manglende produktionskapacitet. Et forhold som endvidere påvirker priserne i opadgående retning, vurderer Ginni Mikkelsen

Forbedringer på service

I Danmark har Iveco i regi af Truck Noer åbnet et helt nyt anlæg i Kolding.

- Vi forventer også i løbet af 2008 at åbne nyt serviceværksted i hovedstadsregionen idet vores meget store salg af vare- og lastbiler de seneste år har medført et stort behov for mere service kapacitet, siger Gunni Mikkelsen.

I det sydvestjyske område er LKJ biler i Vejen og Esbjerg ansvarlig for salg af Daily og Eurocargo samt service af alle vores produkter.

Salget af store lastbiler i dette område vil fremover blive varetaget af en af vores andre Iveco forhandler, nemlig: I.M.Jensen&Noer (Padborg+Aabenraa) og Truck Noer, der har samme ejer.

- I Norge og Sverige er Ivecos markedsandel indtil videre mindre end i Danmark. Vi har dog haft en særdeles god udvikling i Daily salget i Sverige, en udvikling som vi forventer vil fortsætte. Et væsentligt element heri er flere forhandlere.

I Norge forventer vi ligeledes at kunne opnå et større salg af Daily såvel som Eurocargo, siger Gunni Mikkelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.625