23948sdkhjf

57 års jubilæum lige om hjørnet

Den svenske koblingskoncern VBG Group holder til næste år 57 års jubilæum.

Den svenske koblingskoncern VBG Group holder til næste år 57 års jubilæum.



Det er nok de færreste firmaer der lige vil fejre deres 57 års fødselsdag. Men hos VBG er tallet 57 omdrejningspunktet i hele virksomheden og derfor er det den naturligste ting i verden at afholde 57 års dagen.

57 millimeter er nemlig størrelsen på koblingsbolten i VBGs påhængsvognstræk. Størrelsen, der er opstået på baggrund af ren tilfældighed, har haft så stor betydning for hele udviklingen – ikke bare for VBG, men også for andre producenter af påhængsvognstræk, så det i dag er 57 mm, der er standard ved mange tunge vogntog. At det lige blev 57 mm, skyldes at opfinderen Herman Krefting i 1951 købte et stykke stangstål i 60 mms tykkelse.

Dette stangstål blev forarbejdet til en koblingsbolt i det første påhængsvognstræk fra VBG og da forarbejdningen var slut, endte størrelsen på 57 mm.

VBG-gruppen har i løbet af de snart 57 år udviklet sig til at være verdens største inden for sammenkoblinger af tunge køretøjer. Tidligere producerede koncernen også koblinger til sammenkobling af personvogne og lette påhængskøretøjer - en forretningsdel, der dog blev solgt fra for en halv snes år siden.

Vänersborg

Der er en ganske særlig grund til at VBG-koncernen netop hedder VBG. De tre bogstaver er plukket ud af bynavnet Vänersborg.

Opfinder Herman Krefting, der kom fra Norge, havde været mange steder for at låne kapital, for at realisere sin opfindelse - dog uden held. En times kørsel nord for Göteborg i Sverige kom han til byen Vänersborg, og der ville banken låne ham penge til at starte sin forretning op.

Herman Krefting følte altid, at han stod i en vis taknemmelighedsgæld til de flinke mennesker i Vänersborg, så fabrikken har altid været identisk med byen, og det skal også fortsætte i al fremtid. Derfor ligger VBGs hovedkontor i Vänersborg og ifølge fundatsen til den fond, der i dag ejer VBG Group, kan der aldrig ændres på det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063