23948sdkhjf

Wellness på gule plader

Opel Vectra Waggon Van byder på høj komfort og kilometerappetit – men stationcarformatet sætter en del begrænsninger på anvendeligheden

Opel Vectra Waggon Van byder på høj komfort og kilometerappetit – men stationcarformatet sætter en del begrænsninger på anvendeligheden



Af Lars Lassen

Det sker, at nye bilmodeller vækker gamle minder. Det gælder for deres skribent, der ikke kan lade være med at sammenligne den Opel Vectra Wagon Van med den Opel Rekord A stationcar, som min far kørte mig i skole i på min første skoledag i 1970.

En af de bilmodeller, der var med til at grundfæste Opels ’blød hat’ ry.

Men der er ikke meget blød hat over Vectra, der kun ligner forgængeren på stationcarformatet.

Opel Vectra Waggon hører til blandt de bedste stationcarmodeller på markedet. Køreegenskaber og komfort er i den rigtigt pæne ende. Når det gælder design og ergonomi og udstyrsgrad, har Vectra heller ikke noget at skamme sig over.

Syv motorer

Den 1.9 liters commonrail på 120 hestekræfter, der ligger i testbilen, leverer via en velafstemt 6-trins gearkasse ganske habile trækkræfter. Der er ikke helt det samme sejtræk ved lave omdrejninger, som det kendes fra andre lette dieselbiler, men til gengæld er gangkulturen civiliseret og motoren leverer et respektabelt top-moment fra 2000 omdrejninger. Det er rigeligt til de fleste gøremål, men ønsker man en kvik bil, kommer man ikke uden om 150 hk versionen, der nok også vil pynte på køreoplevelsen, hvis der er last på trækkrogen. Ud over den 6-trins manuelle gearkasse kan Vectra leveres med automatgear. Ønsker man en benzinmotor findes der hele 5 motorer fra 1,6 til 2,8 liter.

Stilsikker styring

Styringen er præcis og uden tendens til under- eller over styring, selv om Vectra’en presses i kurverne – eksempelvis i en frakørsel på motorvejen.

Motorvejen er Vectra’ens hjemmebane. Her leverer Opel køreglæde og komfort i rå mængder. Undervognen er velafstemt uden flyder-tendenser og Vectra tager også en fremadrettet kørestil med hyppige vognbane- og temposkift i fin stil.

Udsynet er godt og sidespejlene et passende kompromis mellem synsfelt og design.

Interiøret i kabinen er en velafbalanceret stiløvelse mellem klassisk og moderne design, der giver både ro og overblik. Kombineret med en velgennemtænkt ergonomi og betjening får det føreren til at føle sig hjemme omtrent når sikkerhedsselen er spændt.

Det eneste, der kræver lidt tillæring er Opels avancerede visker og lys arme på ratstammen, der ikke altid arter sig som man tror i starten.

Selv grundmodellen byder på en ganske pæn udstyrsgrad, med blandt andet aircondition, multijusterbart rat, elrudehejs, ratbetjent radio/CD-afspiller.

Sikkerhedsudstyret tæller 6 airbags, aktive hovedstøtter, ESP og traction control, samt elektronisk fordeling af bremsekræfterne med bremseassistent ved katastrofeopbremsning.

Snæver niche

Opel Vectra Waggon i vanudgaven er ikke nogen oplagt varebil. Selv om læssehøjden er forholdsvis lav (61 cm), så er der mange MPV-typer på markedet, der byder på langt bedre adgangsforhold til varerummet. En lav højde sætter grænser for, hvor tunge og store pakker, det er til at håndtere. Varerumsvolumen er opgivet til 2,5 kubikmeter og lasteevnen er 690 kilo).

Men har man brug for at bud til småpakker, der skal køre rigtigt mange kilometer, så er Vectra Waggon et særdeles chaufførvenligt bud. Brændstofforbruget er ganske tåleligt, hvis man skal tro Opels tal. Ved blandet kørsel er forbruget opgivet til 16,4-17,5 kilometer på en liter diesel.

Priserne starter ved 214.833 kroner inkl. moms (1.8 liters benzin motor), mens den mest pebrede Vectra Waggon Van – med en 2,8 liters V6 benzin og i Opel Performance Center udførsel – koster 331.765 kroner inklusiv moms.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078