23948sdkhjf

Grønne kølemaskiner fra Thermo King

Lastbilerne har allerede taget mange miljøvenlige skridt, nu følger kølemaskinerne efter

Lastbilerne har allerede taget mange miljøvenlige skridt, nu følger kølemaskinerne efter



Af Finn Bjerremand

Thermo King følger nu i hælene på lastvognsindustrien med nye grønne serier af kølemaskiner.

Ved et større arrangement i Amsterdam løftede den verdensomspændende koncern forleden sløret for fremtidens miljøvenlige kølemaskiner.

Hovedbudskabet fra den store kølekoncern er først og fremmest, at det drejer sig om at spare brændstof.

Enhver reduktion af brændstofforbruget er lig med formindsket udledning af miljøskadelige stoffer. Samtidig er diesel blevet så kostbar en post på driftsbudgettet, at virksomhederne kan se klare fordele ved at investerer i brændstoføkonomiske kølemaskiner.

Desuden begynder der at komme alternative brændstoffer på markedet. Også det er producenterne af kølemaskiner nødt til at forholde sig til.

Brændstofbesparelser, mindre støj og udslip, samt højere effektivitet kendetegner da også de nye SLX Gren Tech maskiner fra Thermo King. Dieselmotoren i SLX er Thermo Kings nye Green Tech motor, som reducerer udledningen af dieselpartikler med ca. 35% i forhold til nuværende motorer For kølemaksiner gælder EU’s Stage IIIa der trådte i kraft den første januar år og som svarer til lastbilers Euro 4 og 5 ...Thermo Kings nye green tech motor udleder ca. 55% færre dieselpartikler end hvad grænseværdien i EU’s stage IIIa angiver.

Den helt ny generation af kølemaskiner findes i tre versioner: SLX 100, SLX 200 og SLX 400.

I følge Thermo King er brændstofforbruget i den nye SLX generation ca. 20 procent lavere end den nuværende SL-serie. Men det er ikke bare brændstofforbruget, der er blevet reduceret. De nye maskiner spækket med nyheder, som er med til at gøre livet lettere for chaufførerne - og samtidig kan transportørerne føle sig mere sikre på, at godset holder den rette temperatur under transporten.

Længere mellem værkstedsbesøg

Samtidig har koncernen udviklet den nye serie, så der kan køres meget længere mellem serviceintervallerne. Man har nemlig sænket maskinernes arbejdshastighed, og samtidig behøver maskinerne ikke - takket være en større effektivitet - køre så meget.

Det betyder mindre slitage, hvilket er med til at forlænge tiden mellem serviceintervallerne, der nu er oppe på 3000 timer eller 24 måneder ved for eksempel olieskift.

Også garantien udvides således, at alle SLX kølemaskiner bliver leveret med fuld 24 måneders garanti.

Og for chauffører, der kører internationalt, er det meget lavere støjniveau nok noget, som vil blive påskønnet særdeles meget.

Ved arrangementet i Amsterdam, havde Thermo King opstillet to køletrailere under åben himmel, hvor den ene var udstyret med en ny SLX Gren Tech maskine og den anden med en SL-maskine fra dagens produktion.

Der må helt klart siges at være en støjmæssig forskel. For en chauffør, der måske skal tilbringe en elleve timers pause i førerhuset foran en snurrende kølemaskine en varm sommerdag, er det bestemt noget der vil kunne mærkes.

Ved eldrift er støjen reduceret 15 procent, ved dieseldrift og lav hastighed ligger reduktionen på 53 pct. og ved dieseldrift og høj hastighed er den hele 60 pct.

Lydløst

Også styringen af kølemaskinen er blevet endnu bedre. Displayet på kontroldisplayet er meget let at læse og taler alle sprog. På den måde kan selv f.eks. en østeuropæisk chauffør sagtens kommunikere med en SLX-maskine.

Systemet finder også selv ud af hvordan afkølingen skal finde sted, så godset ikke skades med en hård nedkøling ved forsmækken lige bag kølemaskinen.

Yderligere fastholdes temperaturen, så eventuelle uvedkomne ikke kan slukke for kølemaskinen, mens chaufføren sover eller måske er inde og spise.

Alle SLX-maskiner er udstyret med el-stik og en elmotor, så de kan køre på el, hvis køletraileren står stille, og der er el til rådighed. Det er jo nærmest lydløst.

Info i sidespejlet

Som ekstraudstyr kan man få både en brændstofmåler og et stort temperaturdisplay, der monteres på venstre køletrailerens venstre forhjørne. Med det kan chaufføren hele tiden se henholdsvis brændstofniveauet på køletraileren og temperaturen i kassen i sit sidespejl.

For at sikre brændstoffet har Thermo King også udviklet en ny brændstoftank, der er lavet af hård plast. Den vejer minimalt, har en god holdbarhed og har påfyldningsstudser på begge sider - og en kapacitet på 230 liter.

Alle de nye maskiner kan tillige tilkobles et flådestyringssystem, hvor man fra enhver computer, der kan kobles op på internettet, ved hjælp af en kode har mulighed for at følge transporten og hele forløbet.

Fjernstyring

Det vil sige, at man også kan holde styr på temperaturen og endog fjernstyre kølemaskinen, så der ikke sker noget uforudset, hvis chaufføren skulle have indstillet den forkert.

SLX-serien bygges på Thermo Kings produktionsanlæg i Galway på Irlands vestkyst.

Inden introduktionen har de nye SLX kølemaskiner været i hårde feltprøvetests i både Finlands vinterkulde og i varmen nede i Dubai.

De første anlæg bliver leveret til danske kunder i slutningen af andet kvartal næste år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068