23948sdkhjf

Miljøpanik eller ansvarlighed

Endnu har vi til gode at se, hvad det bliver for grønne afgifter eller miljømæssige indtægtskilder, regeringen vil gå efter for at finansiere de lettelser af skatten på arbejde, der er målet for den hurtigt-arbejdende skattekommission, som er på vej.

Endnu har vi til gode at se, hvad det bliver for grønne afgifter eller miljømæssige indtægtskilder, regeringen vil gå efter for at finansiere de lettelser af skatten på arbejde, der er målet for den hurtigt-arbejdende skattekommission, som er på vej.



Det ligger tilsyneladende allerede nu fast, at bolig-ejerne er fredet, i hvert forstået sådan, at boligskatterne ikke skal stige, og statsministeren har slået fast, at skatte-stoppet i princippet fortsætter.

Men selv om man indregner de dynamiske effekter af en lettelse af skatten på arbejde – flere vil få lyst til at yde noget ekstra, hvis ikke den sidst tjente krone bliver flået ud af hænderne på dem – så skal der alligevel pænt tunge miljøskatter til for at holde sig inden for et synligt råderum, hvis lettelserne overhovedet skal batte noget.

Der er ingen tvivl om, at danskerne er klar til at bakke op om en kraftigere indsats til fordel for miljøet. Lysten til at gøre noget her og nu er overvældende. Men det er vigtigt at slå koldt vand i blodet, inden man kaster sig ud i hovsa-løsninger.

Vi har set vandmiljø-milliarder smidt ud til højre og venstre efter en skræmmekampagne forårsaget af nogle døde hummere. Problemet var reelt nok, men blev trukket helt ud af proportioner af dramatiserede TV-indslag.

Og vi har set, hvor forskrækkede politikerne kan blive over en oppisket folkestemning, som tilfældet var med dyretransporter, hvor nogle frastødende eksempler på mishandling i TV lagde hele erhvervet for had.

Med det image som landevejstransporten har – selv om det heldigvis er blevet bedre på en lang række områder – så ved vi, hvor kort lunten kan være, hvis der skal tænkes miljøafgifter: De fæle lastbiler, de skal have en over nakken, skal de. Og så kan vi tænke på konsekvenserne bagefter. Eller skibsfarten, som tillader sig at tjene penge – de fyrer CO2 af som var det raketter nytårsaften. Kæmpeafgifter på dem!

Det er vigtigt at holde hovedet koldt. Dér hvor vi virkelig kan gøre en forskel, skal vi ikke tøve med at gøre det, og dér hvor der reelt kun er tale om et symbolsk slag i luften uden regulær effekt, skal vi ikke lade os forblænde.

I situationer hvor Danmark kan gøre sit, skal vi være parat, men vi skal ikke forpligte os til at redde hele verden. Vores CO2-udledninger udgør promille af verdens samlede udledning. Og luften kender ikke til landegrænser, derfor er der langt mere power i at yde en fælles indsats i EU end lade hvert land nørkle med sit eget lille del-problem.

Klimatopmødet i København i 2009 er en fin lejlighed for Danmark til både at vise sig som et foregangsland og være med til at skubbe på en udvikling. Det kan sammen med Connie Hedegaards nye klimaministerium være en inspirationskilde af de store – men det må ikke udvikle sig til klods om benene på erhvervslivet. For man kommer langt nemmere fremad med det gode. Det danske vindmølle-eventyr er et eksempel på, at et privat initiativ bakket op af det offentlige, kan nå langt, hvis ideen er god nok og timingen rigtig.

Og det er godt at se, at dansk erhvervsliv er så parat til at tage ansvar for miljøet, som tilfældet faktisk er. Selvfølgelig kan der nævnes eksempler på virksomheder, der er bedøvende ligeglade med både miljø og almindelig anstændighed, men de toneangivende er i høj grad deres ansvar bevidst.

Man siger, at der i himlen er større glæde over en omvendt synder end 10 hellige. Og i den forstand skal det ikke komme statsministeren til skade, at han har skiftet holdning til klima-problemets alvor. Det er der mange der har gjort. Men kunststykket er at skabe nogle solide løsninger, som ikke bremser væksten og velfærden, men som forener miljø og fremgang i en fælles kvalitet. Det er ikke let. Men hvis det var det, var det jo ingen kunst.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063