Komplet vogntog fra Lastas
Klaus Sørensen Transport A/S, Fredericia har netop investeret i et nyt vogntog, bestående af en treakslet DAF XF105.460 FTG 6x2/4 og en ny 48 m3 Kel-Berg tippeladstrailer.
Med anskaffelsen af det nye tippeladsvogntog går Klaus Sørensen Transport A/S uden for firmaets normale niche, der omfatter kran- og specialtransporter. Den nye DAF er udstyret med en 6 cyl. 12,9 liters Euro 5 motor, der yder 462 hk (340kW) ved 1900 omdr./min., og har et drejningsmoment på hele 2300 Nm ved 1000-1480 omdr./min.
Opbygningen, der er forestået af Lastas Trucks Danmark A/S omfatter bl.a. en forskydelig JOST skammel, værktøjsskab med indbyggede batterier, 580 l. original tank og fuld aludørk. Yderermere er der monteret Parlock skærme på 2. og 3. aksel og Rotorgrip automatiske snekæder på drivakslen.
Den nye Kel-Berg trailer er en 48m3 tiptrailer med længdevanger opsvejset i I-profil, hvilket gør chassiset ekstra stabilt. Kassen, som er fremstillet hos Lastas Kel-Berg A/S, er i 40mm aluminiumsprofiler med tværvanger under bunden af alu U-profil. Traileren er udstyret med underkøringskofanger, cyklistværn og arbejdsplatform i galvaniseret stål med sikkerhedsgelænder.