Østre Landsret godkender bortvisning af medarbejder, der selv kasserede varer

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

De fleste af dagligdagens handlinger og undladelser vil naturligt være underlagt et vist skøn - et skøn, der for medarbejdernes vedkommende, må udføres inden for visse mere eller mindre usynlige grænser. Overskrides de skrevne eller uskrevne grænser vil medarbejderen alt efter omstændighederne kunne læne sig op ad en opsigelse eller i grove tilfælde endda en øjeblikkelig bortvisning.

Anvender arbejdsgiveren bortvisningsmuligheden, skal der være tale om "grov misligholdelse" og grænsen for, hvornår noget er groft eller ikke groft, er det i sidste ende overladt til domstolene at fastsætte.

I visse tilfælde kræver en bortvisning, at der først er blevet givet en advarsel, men i andre tilfælde, vil medarbejderens misligholdelse, kunne forekomme så grov og enkeltstående, at en advarsel ikke har været en nødvendig forudsætning for bortvisningen.

Funktionærloven indeholder bl.a. i § 3 bestemmelser om, at arbejdsgiveren i tilfælde af uberettiget bortvisning er forpligtet til at betale erstatning, og i § 2b findes en regel om erstatning for egentlig opsigelse, der ikke "kan anses for rimelig begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold".

I den anden ende af skalaen findes i en hel anden lov, nemlig erstatningsansvarsloven § 23, en teoretisk mulighed for at kræve erstatning af medarbejderen for det eller de tab, den pågældende måtte have forvoldt virksomheden.

Disse grundfæstede regler var nogle af dem, der kom i spil, da Byretten i Odense og senere Østre Landsret skulle finde ud af, hvad der retmæssigt var op og ned i en sag, hvor en salgsassistent i en større varehuskæde i august 2005 blev bortvist for at have skåret "to salgbare lædersofaer i stykker, så de kunne kasseres" og med den yderligere skriftlige begrundelse, at "årsagen var, at du ikke mente, at du havde tidsmæssig overskud til og plads til at stille sofaerne ind i butikken".

Vurderingen af butiksassistentens gøren og laden ville kunne være akkurat lige så relevant for en lagermedarbejder, chauffør, disponent eller stort set alle andre, der er beskæftiget i transportbranchen.

Den konkrete medarbejder, der ikke på forhånd havde fået en advarsel, kvitterede for bortvisningen med et erstatningskrav på godt 100.000 kr. for bl.a. løn, erstatning "indtil udløb af lovligt opsigelsesvarsel" og godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2b.

Varehuset krævede på sin side erstatning for de ødelagte sofaer på 6.248 kr.

Den bortviste medarbejder forklarede bl.a. i retten, at medarbejderen efter en omstrukturering ikke fik meget hjælp fra ledelsen og at de, hvis de spurgte om noget, fik at vide, at de skulle klare det selv, herunder at kassere defekte varer. Varer, der blev kasseret, lavede man mærker i eller skrev på kassen, så der ikke var tvivl om, at tingene var kasserede.

Den skæbnesvangre dag mødte han kl. 8.15. Telefonen kimede, og han fik pålagt en opgave med optælling af tæpper. Han måtte løbe frem og tilbage. Om formiddagen blev han kontaktet af en medarbejder fra udleveringslageret. Han ville have besked på, hvad han skulle gøre ved to sofaer. Det var to sofaer fra hver sit sæt, og de manglede begge deres "partner". Der var ikke plads på afdelingens eget lager. Sofaerne skulle væk fra udleveringslageret, og på det tidspunkt, hvor medarbejderen modtog henvendelsen, var der heller ikke plads til sofaerne i forretningen. Sofaerne havde stået i et telt. Udleveringen havde sat dem udenfor.

Han traf en beslutning og kasserede sofaerne. Han skar hul i dem. Han kunne på det tidspunkt ikke se andre løsninger. Hvis han spurgte sine ledere, ville han bare få at vide, at han skulle finde en løsning selv. Han arbejdede en time over om torsdagen og gik så hjem. Han var træt. Han tænkte på, at det måske ikke var den bedste løsning, han havde valgt. Han blev ringet op af personalechefen, der bad ham om at komme. I første omgang havde han meldt sig syg, men han tog af sted alligevel.

Der blev afholdt et møde, hvor bl.a. tillidsmanden var til stede og her blev han fyret. Han havde ikke på noget tidligere tidspunkt kasseret varer, der ikke var defekte. Han kunne have valgt at sende varerne på fjernlager. De skulle så være pakket og lagt på en palle, og der skulle laves et fragtbrev. Det ville tage ham 5 minutter at udfylde et fragtbrev.

Koncernpersonalechefen for varehuskæden forklarede i retten, at han blev kontaktet af personalechefen om episoden. Han fik at vide, at sofaer til en værdi af cirka 2 x 4.000 kr., som ikke var defekte, var blevet kasseret og skåret i. Det var hans opfattelse, at det er en abnorm handling og en klar bortvisningsgrund. Han så ikke noget formål med en advarsel. Advarsel giver man, hvis man forventer, at en ansat kan rette op. Det mente han ikke var muligt her. Det er en helt klar politik hos varehuset, som alle ansatte kender, at man skal have respekt for varen og respekt for kunderne. Udtrykket "respekt for varen" indebærer, at varer, der kan sælges, ikke må kasseres, men skal sælges til en fornuftig pris.

Medarbejderens advokat anførte i retten, at medarbejderen ikke havde gjort sig skyldig i så grov en misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det uden forudgående advarsel berettigede varehuset til bortvisning. Han havde lavet en fejl, men det var sket under omstændigheder, hvor der var travlhed og i en periode, hvor han stod alene med ansvaret for afdelingen, idet den områdeansvarlige ikke var startet i afdelingen, og hvor han, på trods af at varehuset havde vurderet, at han ikke var egnet som leder, ikke oplevede nogen særlig interesse for afdelingen fra sine nærmeste ledere. Han havde på baggrund heraf, et erstatningskrav som opgjort, jf. funktionærlovens § 3.

Til støtte for sit krav om godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2b gjorde advokaten gældende, at heller ikke en opsigelse med den i bortvisningen anførte begrundelse ville have været rimelig uden en forudgående advarsel. Medarbejderen havde på baggrund heraf krav på en godtgørelse, der passende kunne fastsættes til to måneders løn.

Til støtte for sin frifindelsespåstand over for varehusets selvstændige påstand havde medarbejderen anført, at han ikke i forbindelse med kasseringen af de to sofaer havde gjort sig skyldig i så uforsvarlig adfærd, at der var et erstatningsgrundlag i sagen. En arbejdstagers erstatningsansvar var reguleret i erstatningsansvarslovens § 23, og det fremgik af retspraksis, at der skulle være tale om uforsvarlig adfærd af grov karakter, såfremt arbejdstageren skulle gøres ansvarlig, og det var ikke tilfældet her. Såfremt retten måtte nå frem til, at medarbejderen var erstatningsansvarlig, kunne varehusets tab alene opgøres til indkøbsprisen for de to sofaer. Varehuset havde ikke dokumenteret, at sofaerne ville være blevet solgt til den tidligere fastsatte pris.

Varehuset gjorde gældende, at medarbejderen bevidst ødelagde varehusets ejendom ved at snitte i to salgbare sofaer, og derved bevidst pådrog varehuset et tab. Medarbejderen havde ikke kompetence til at træffe beslutning om at kassere to salgbare sofaer, det var der ingen, der havde, og det vidste medarbejderen, der havde været ansat hos varehuset i over tre år. Medarbejderen havde i øvrigt adskillige andre løsningsmuligheder, end den han valgte. En advarsel var ikke fornøden, medarbejderens adfærd indebærer så grov en misligholdelse, at bortvisning var berettiget, hvilket også har været påregneligt for medarbejderen.

Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2b gjorde varehuset gældende, at en opsigelse under alle omstændigheder ville have været rimeligt begrundet i medarbejderens adfærd. Medarbejderens handling medførte, at tillidsforholdet i mellem parterne var uopretteligt. Såfremt retten måtte finde, at en opsigelse ikke ville være rimeligt begrundet i medarbejderens forhold, måtte der ved fastsættelsen af en godtgørelse tages hensyn til alle sagens omstændigheder, hvorfor en godtgørelse skulle fastsættes til et lavere beløb end lovens maksimum.

Til støtte for sin selvstændige påstand anførte varehuset, at medarbejderen ved sin adfærd havde handlet ansvarspådragende og derved havde påført varehuset et tab.

Byretten startede med at lægge til grund, at medarbejderen den 4. august 2005 kasserede to salgbare sofaer. Det blev endvidere lagt til grund, at den tidligere områdeleder i afdelingen for møbler og tæpper var fratrådt, og at den nyudnævnte endnu ikke var tiltrådt sit arbejde i afdelingen. Det blev fundet uafklaret i hvilket omfang, der var indkaldt personale til at bistå medarbejderen i afdelingen den første dag af august 2005.

Retten fandt ikke, at en enkeltstående fejl i form af fejlagtig kassering af to sofaer til en indkøbsværdi af ca. 3.400 kr. var en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra medarbejderens side, at varehusets bortvisning havde været berettiget. Som følge heraf havde medarbejderen krav på erstatning i medfør af funktionærlovens § 2b.

Under hensyn til medarbejderens underordnede stilling til værdien af de fejlagtigt kasserede sofaer, og til at medarbejderen ikke forsætligt eller ved en uagtsomhed, der kunne betragtes som meget grov, havde påført varehuset et tab, var der ikke grundlag for at tage varehusets selvstændige påstand til følge.

Sagsomkostningerne blev fastsat under hensyn til sagens genstand og det af medarbejderen vundne beløb, 2.050 kr. skulle dække retsafgift, resten vedrørte medarbejderens omkostninger til advokatbistand.

Medarbejderen indbragte sagen for landsretten, der startede med at lægge vægt på, at det under sagen var ubestridt, at de ansatte kunne tilføje varer, der hos varehuset blev kasseret og derefter blev hensat i eller ved container til bortfjernelse, direkte synlige skader/ødelæggelser for derved at undgå, at andre ansatte eller kunder eventuelt skulle finde på at borttage dem til eget brug.

Efter bevisførelsen lagde landsretten som ligeledes anført i byrettens dom til grund, at medarbejderen fuldt ud var bekendt med det grundlæggende princip hos varehuset om, at kun defekte varer, dvs. uden salgsværdi, kunne kasseres.

Landsretten lagde efter bevisførelsen endvidere til grund, at de to lædersofaer, som medarbejderen den 4. august 2005 kasserede, henstod som nye i leverandøremballagen i et telt i udleveringslageret, og at en medarbejder fra udleveringslageret samme dags formiddag havde bedt ham om at fjerne dem i forbindelse med en forestående rydning af teltet og opstilling af et nyt og større telt.

Landsretten lagde efter medarbejderens egen forklaring yderligere til grund, at han om formiddagen den 4. august 2005 straks efter opringningen gik over til udleveringslageret, hvor han - uden at forsøge at få fat i ledelsen, eventuelt via mobiltelefon, eller overveje andre løsning til hensætning af de to lædersofaer - på stedet besluttede at kassere dem.

Efter medarbejderens egen forklaring lagde landsretten endelig til grund, at medarbejderen umiddelbart inden bortfjernelsen af lædersofaerne i forbindelse med, at han havde besluttet at kassere dem, med en kniv snittede hul i læderet på dem for derved at undgå, at andre ansatte eller kunder eventuelt skulle finde på at borttage dem.

Landsretten fandt, at medarbejderen - vidende om, at de to nye sofaer havde en salgsværdi, idet de var nye og ikke havde nogen defekter, men blot manglede en "makker i sættet" - ved sin beslutning om at kassere disse havde udvist et så alvorligt tillidsbrud over for varehuset og dermed en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at varehuset havde været berettiget til at bortvise ham uden forudgående advarsel.

Det af medarbejderen anførte om travlhed, stress og manglende assistance mv. kunne set i forhold til medarbejderens bevidste handling, der ikke skyldtes et undskyldeligt fejlagtigt skøn over, om sofaerne var behæftet med en eventuel faktisk defekt, under de foreliggende omstændigheder ikke medføre et andet resultat.

Derfor blev varehuset frifundet og fik oven i købet erstatning for sit tab i medfør af erstatningsansvarslovens § 23, stk. 3, jf. stk. 1 for et beløb svarende til indkøbsprisen, nemlig 3.405 kr.