Danmark topper i handelsflåde-udvikling
Det er ikke kun i Danmark, at rederierne har problemer med at rekruttere kvalificerede ansøgere til søfartserhvervet. Det samme gælder i Norge, hvor man i øvrigt ligesom i Danmark, Sverige og Finland er optaget af miljøforbedringer.
Begge dele fremgik at det årlige fælles formandsmøde i de nordiske rederiforeninger, som netop er afholdt i Gøteborg
Med hensyn til rekruttering, kræver det navnlig i Norge og Danmark betydelige ressourcer at få nok kvalificerede ansøgere, fremgik det af mødet. Generelle kampagner kombineret med en stor indsats fra mange rederier, har dog betydet, at det nu lige akkurat er lykkedes at få det nødvendige antal.
Der er enighed om, at indsatsen skal fastholdes på højt niveau, så kernekompetencer fastholdes i det nordiske shippingmiljø.
Nordisk miljøDrøftelserne om miljø tog udgangspunkt i den fælles målsætning, som de nordiske rederiforeninger formulerede sidste år, og det arbejde der er udført på en række konkrete områder.
Danmark har fremlagt et studie, der dels viser, at CO2 udslippet pr. transporteret ton/km er markant reduceret over en årrække, og dels ser på muligheden for at lave et energiindeks for skibe.
Der var enighed om, at studiet skal søges inddraget i de drøftelser der er i FN’s internationale søfartsorganisation IMO om CO2 med henblik på at fremme dette arbejde. Desuden var der enighed om at fremme miljøaspekter i de maritime uddannelser, ligesom der var stor interesse for et igangværende norsk projekt om ophugning af skibe under kontrollerede former.
Også dette arbejde underbygger IMO’s forhandlinger om en konvention om recycling af skibe.
Med i billedet hører, at den danske skibsfart står for 10 procent af verdenshandlen, når man ser på værdien af godset og omsætning, men ikke i relation til udledning af CO2. Det skyldes, at dansk skibsfart opererer omkring seks procent af verdenshandelsflåden, og den danske handelsflåde er en af verdens yngste og mest energieffektive. Dansk skibsfart udleder naturligvis en del CO2 set i forhold til Danmarks udledning, men dette afspejler blot, at Danmark er et lille land, som samtidig er en af verdens største skibsfartsnationer. CO2-udledningen fra dansk skibsfart har kun lidt med Danmark at gøre og drejer sig primært om transport af varer mellem virksomheder og forbrugere over hele verden, fremhæver de danske redere.
OlietankskibeSejladssikkerheden i Østersøen, ikke mindst som følge af den øgede trafik med olietankskibe, blev også drøftet. Der er enighed om at det må undersøges, om et VTS-system kan være til gavn for sejladssikkerheden i området.
Rammebetingelserne i de nordiske lande har traditionelt haft mange lighedspunkter, men den meget forskellige udvikling i søfartsbeskatningen har haft en klar effekt.
Flådeudviklingen i Sverige og Finland har været stagnerende, medens Norge er gået tilbage.
Denne udvikling står i kontrast til f.eks. Danmark og andre EU-lande, der følger Europa-Kommissionens maritime retningslinjer, og hvor tonnagen er gået frem. Der var enighed om, at stabile rammebetingelser på et internationalt niveau er afgørende for, at man kan fastholde et bæredygtigt shippingmiljø.