Konstant vækst trods hård konkurrence
Thompson Rental , der er en del af Lastas-Gruppen konkurrerer hele tiden med eksterne finansieringsselskaber – også via andre dele af gruppen. – Sundt med konkurrence, lyder det fra Lastas-direktøren
Af Finn Bjerremand
I 1998 blev udlejningsvirksomheden Thompson Truck and Trailer Rental A/S oprettet som et datterselskab i Lastas-koncernen.
Udlejningsvirksomheden har en større flåde på vejene, omfattende såvel lastvogne som trailere m.v. på både kort- og langtidsudlejning.
Thompson Rental fokuserer meget på udlejning til det skandinaviske marked, og har ud over depot på hovedkvarteret i Hedensted også depot hos Lastas i Skive.
Desuden kommer der også depoter på nye Lastas-anlæg, såsom Lastas København i Greve og Lastas Norge i Oslo.
Norske forventninger- Koncernen har endog store forventninger til det norske marked - siger direktør Anders K. Larsen.
- En af Thompson Rentals styrker er, at der altid er et stort udbud af forskellige køretøjer på lager - klar til at køre vel at mærke. Dette lager omfatter både to, tre og fireakslede lastvogne, der er opbygget som trækkere eller med tippelad, hejs og kraner, og f.eks. kølevogne. På siden med påhængskøretøjer, har Thompson Rental altid et stort udbud af trailere fra Kel-Berg, herunder også tippeladstrailere i alle størrelser, maskintrailere, etc.
- På feltet for kranvogne kommer der snart i nyt produkt i form af fireakslede kranvogne med kraner op til 110 tonmeter. I lastbilflåden er der mest tale om mærkerne DAF, Scania og Volvo, med stort fokus på DAF, som Lastas er forhandler af. Og når vi kigger på vedligeholdelsesomkostningerne i vores udlejningsflåde, viser tallene, at DAF er den billigste lastvogn at holde kørende, siger han.
Ung flåde- Vognparken er aldrig over tre år, og lige nu er flåden nok væsentlig yngre siger Anders K. Larsen.
- I udlandet hører man, at det ofte er vanskeligt for udlejningsselskaber at indkøbe nye lastvogne på grund af den specielle leveringssituation. En udfordring der er slået meget igennem på det store tyske lastvognsmarked, hvor flere udlejningsselskaberne efterhånden er blevet knyttet tæt til et bestemt mærke. Det er dog ikke nogen særlig udfordring her til lands. Men prislejet er steget på grund af den store efterspørgsel. Til gengæld er priserne på vores brugte vogne i udlejningsflåden også steget, siger Anders K. Larsen.
Hård konkurrence- Udlejningsselskabet Thompson Rental er konstant udsat for konkurrence fra andre eksterne finansieringsselskaber. Men vi har den filosofi, at den frie konkurrence altid er med til at sikre konkurrencedygtige priser samt en konkurrencedygtig service, siger Anders K. Larsen.
- Når en kunde kommer for at anskaffe sig et nyt køretøj, kan det godt tænkes, at vedkommende både spørger Trucks Danmark og de øvrige Lastas-selskaber om, hvad vogntoget koster hos dem, og samtidig spørger vedkommende måske Thompson Rental, hvilken løsning med finansiering dette selskab kan tilbyde.
- På den måde konkurrerer de forskellige afdelinger nærmest mod hinanden, men det er netop også med til at sikre konkurrenceevnen. Thompson Rentals løsning er altid tilpasset kundens behov, og Thompson Rental sørger også altid for alle former for vedligeholdelse, fortæller han.
To løsningerUdlejningsselskabet opererer typisk med to forskellige løsninger. Den første løsning, som Thompson Rental tilbyder, kaldes en "Flexkontrakt". Dette fleksible udlejningskoncept er perfekt for kunder, der har behov for et køretøj i en kortere periode - op til 22 måneder - og som ikke har planer om at investere i eget transportmateriel.
Den anden løsning er en "Kombikontrakt". Denne Thompson Rental løsning er beregnet til leasing af køretøjer over en længere periode og baseret på lave månedlige betalinger og forskellige niveauer af service, helt afhængig af kundens specifikke behov.
Perioderne går med den løsning ofte på 36, 48 eller helt op til 60 måneder. Når denne løsning vælges, skyldes det ofte ønsket om at få finansieringen ud af regnskabet hos kunden.
Thompson Rental har siden starten for snart ti år siden udelukkende oplevet en konstant vækst, en vækst der ser ud til at fortsætte.