Expert vandt på ESP
Peugeot Expert var en klokkeklar vinder, da Motorjournalisternes Klub i Danmark (MKD) kårede Årets Varebil 2008
Af Lars Lassen
Med 97 point lagde Peugeot Expert sig klart i spidsen foran nummer to i finalefeltet Ford Transit 3.2 RWD, der fik 75 point.
Tredjepladsen gik til Mitsubishi L200, der fik 51 point.
Men den klare sejr til Peugeot dækker over et klassisk dilemma i den slags kåringer: Hvilke karaktertræk vælger man den bedste bil ud fra.
Transport-Tidendes jurymedlem var om ikke i syv sind, så i hvert fald i to, da et par dages intensiv testkørsel var omme. Skulle det være Expert eller Transit 3,2 RWD (der endnu ikke findes på danske nummerplader).
MuskelbombenFords nye baghjulstrukne Transit 3,2 RWD ligner jo til forveksling sidste års vinder af titlen Årets Varebil 2007. En ny 5-cylindret commonrail dieselmotor har ganske vist forlænget snuden en anelse og de mange ekstra kræfter (200 hk og 470 Nm) giver denne Transit på anabolske steroider et formidabelt kraftoverskud.
De dyder, der gjorde Transit til sidste års vinder, er bevaret. Køreegenskaberne er stadig helt i top i klassen af store kassevogne. Kabineindretning og komfort er også i nærheden af glimrende.
Samtidig er prisen forholdsvis rimelig.
TrillingerneMens Transit – der også stillede op i den nye Transit Sport udgave – lidt er ny vin på gamle flasker, så er vinderen Peugeot Expert og søstrene Fiat Scudo og Citorën Jumpy en helt ny model.
Peugeot i Danmark har valgt at gøre ESP til standard på alle Expert-modeller, mens det højteknologiske intelligente støtteben er en option på Jumpy og Scudo. Det skilte for alvor vandene, da Peugeot Expert alene på grund af ESP fik sin helt egen plads på listen over kandidat-biler til Årets Varebil 2008.
Dermed stod den trafikpolitisk korrekte Peugeot Expert markant stærkere end sine søstre, der slet ikke nåede op i finalistfeltet.
KraftspringPeugeot Expert – og søstre – blev i sidste måned kåret som Van of the Year 2008 af europæisk motorpresse.
Den repræsenterer en markant kvalitets og kapacitetsforbedring i forhold til forgængeren, med god komfort og ergonomi, en meget rummelig og gennemtænkt kabine, det er utroligt nemt at komme ind og ud af. Motor og drivlinie uanset version virker velafstemt og køreegenskaberne er rigtigt gode.
Sammenligner man den faceliftede – men efterhånden noget bedagede – Toyota HiAce, så repræsenterer Expert et kraftspring fremad.
Men sammenligner man Peugeot Expert med Ford Transit, så vinder sidstnævnte – efter Transport-Tidendes mening – med et langt mulehår. Expert og kloner slår transit på rummelighed i kabinen og indstigningen er lettere. Men Transit byder på lidt højere komfort, fiksere design i kabinen og bedre køreegenskaber. Kun når det gælder albuerum og ind og udstigning, samt læssehøjde, slår trillingerne Transit.
Men selv om vi ved voteringen gav Transit maksimumpoint, så er vi alligevel ganske tilfredse med, at Peugeot Ekspert blev Årets Varebil 2008. For den er en rigtig god og velkørende varebil, og så er det en helt ny model, der ærligt har fortjent æren, lige som Ford Transit sidste år.
PickupDa pickup’en efter forårets afgiftsomlægning igen er blevet rigtigt interessant i grænselandet mellem erhvervs- og privatbiler, da de stadig kan indregistreres til den attraktive 30 procents afgift, så var det naturligt, at denne biltype fik en rolle ved kåringen af Årets Varebil 2008. Især, da der er fem nye modeller på markedet.
Den eneste model, der havde erstattet den traditionelle pickupundervogn og drivlinie (der ikke kan kombineres med ESP), var Mitsubishi L200. Da den samtidig bød på lidt bedre køreegenskaber end konkurrenterne, var det naturligt, at 3.-pladsen gik til L200.
ESP-politikPeugeot i Danmark har valgt at gøre ESP til standard på alle Expert-modeller, mens det højteknologiske intelligente støtteben er ekstraudstyr på Jumpy og Scudo. Det var nok til at bestyrelsen i Motorjournalisternes Klub i Danmark (MKD) valgt at betragte Expert som en selvstændig model. Opsplitningen signalerede fra starten af kåringen, at Elektronisk Stabilitets Program, tillægges stor betydning. ESP repræsenterer en reel trafiksikkerhedsmæssig betydning, men vægtningen er også et trafiksikkerhedspolitisk vink med en vognstang.
For mange varebilskunder går angiveligt målrettet efter den laveste indkøbspris og fravælger ESP, hvis de får muligheden.
Ifølge informationschef Ellen Nørregaard, Citroën Danmark, så er det billede dog ved at vende og op mod hver anden nyindregistreret Jumpy, der triller ud fra Citroëns danske forhandlernet, har monteret ESP.
Sjovt nok havde Ford Transit ikke ESP som standard ved lanceringen sidste år. Men kort inden sidste års kåring af Årets Varebil 2007, kunne Ford Motor Company i Danmark medele, at ESP blev standard på Transit fra årsskiftet.