Der var i starten af november lagt op til en rigtig omgang luftkrig mellem EU og Rusland – så voldsomt, at man ”enedes” om at udskyde luftfartstopmødet, der var planlagt til den 15-16. november.

Af Herbert Nielsen

Den helt aktuelle sag er en uhørt provokation fra russisk side over for Lufthansa Cargo: Fra og med den 27. oktober afslog Rusland at give overflyvningstilladelse til selskabets fragtfly, der bruger Astana i Kazkahstan som mellemstation på ruterne mellem Europa og Fjernøsten. Det betød, at Lufthansa Cargo måtte flyve en stor omvej for at undgå russisk luftrum – en omvej, der kostede tre ekstra flyvetimer og en større mængde ekstra flybrændstof. En væsentlig omkostning i lyset af, at Lufthansa Cargo lander 49 gange hver uge i Astana..

Problemet var til dels affødt af, at disse fragtflyvninger ikke er indeholdt i den luftfartsaftale, der ellers gælder mellem parterne. Den handler kun om passagerflyvninger, der dermed heller ikke har været omfattet af den seneste batalje. Fragtflyvningerne har derimod været betragtet som ad-hoc flyvninger, der krævede særskilt tilladelse.

Tyskland svarede igen ved at nægte Aeroflot Cargo adgang til at benytte deres europæiske base i Frankfurt/Hahn. Det skete den 27. oktober, men forbuddet fra tysk side varede kun en enkelt dag; så løftede tyskerne bommen.

Tilsyneladende blødte russerne også en smule op for situationen ved at give en midlertidig dispensation til Lufthansa Cargo’s overflyvninger til og med den 15. november. Men – forinden skulle Lufthansa så give til kende, hvad man havde af fremtidsplaner for flyvningerne til Fjernøsten.

Dermed stod det klart, at Ruslands egentlige sigte var at lægge pres på Lufthansa for at få selskabet til at flytte sine mellemlandinger fra Kazakhstan til Kranoyarsk.

Situationen er enestående; et land bruger eller rettere: misbruger luftfartspolitik til at fremme sine egne økonomiske mål og fremtvinge ændringer i fremmede selskabers strategiske dispositioner.

En anden sag, der heller ikke gjorde optakten til det planlagte topmøde mere hjertelig, er det faktum, at Rusland endnu ikke har underskrevet den tidligere indgåede aftale med EU om bortfald af de eksorbitante betalinger for brug af russisk luftrum i forbindelse med flyvninger over de polare og arktiske områder. Disse betalinger beløber sig til omkring 300 millioner US dollars pr år og er en ren brandbeskatning uden sidestykke.

Rusland kvier sig imidlertid til at opgive denne beskatning af fremmede luftfartsselskaber: Pengene kanaliseres nemlig over i Aeroflot og indgår dermed behageligt i dette selskabs udenlandske valutabeholdninger, der støtter køb af nye fly. Fly, der sætter Aeroflot i stand til at konkurrere med de fremmede selskaber, der betaler gildet.

Nu er topmødet udsat – og der er nok liiige et par knuder, der skal løses op, før det kan gennemføres med udsigt til et positivt resultat..