Det lykkedes med den spinklest mulige margin at bevare statsminister Anders Fogh Rasmussens regeringsflertal med støtte fra Dansk Folkeparti. Dermed kan den stabile og fremgangsrige politik, som har præget de sidste seks år fortsætte, og heldigvis for det.

Men valget har samtidig vist, at der er opbrud på mange fronter, og at tingene ikke er så fastlåste, som vi ellers havde vænnet os til. De mange kovendinger fra partiernes side havde naturligvis taktiske årsager i en kort hektisk valgkamp, men viser samtidig, at der er muligt at skabe bevægelighed på Christiansborg. Spørgsmålet er så, om det bliver en bevægelse i den rigtige retning.

Det spinkle VKO-flertal stiller ekstra krav til aktørerne, for selv om de kan fortsætte i samme fornuftige spor som hidtil, er det ikke befordrende at isolere sig i én rolle. Så selv om det bliver svært at forlige så forskellige parter som Dansk Folkeparti og Ny Alliance, må den ny regering gøre et forsøg på at få en lidt mere solid basis end de minimale 90 mandater, så den ikke behøver bide negle, hver gang en politisk sag spidser til.

Men også på dette felt har vi jo ført set Anders Fogh Rasmussen med en diplomatisk tryllestav i hånden. Det så vi på EU-topmødet i København, hvor han med utrættelig energi og godt gennemskuede løsningsmuligheder fik skabt en historisk aftale på trods af vanskelige odds. Det bliver også i det nye Folketing stærkt brug for denne seje kreativitet.

For opgaverne, der tårner sig op, er vitterligt store. Dels skal stabilitet og vækst helt overordnet på plads som grundlag for det hele. Dels skal der træffes så mange vidtgående beslutninger, at man ikke bare kan gøre ”som vi plejer”. Blot på transportområdet er der så påtrængende udfordringer, at de alene kunne beskæftige en hel regering, men vi må jo nok erkende, at der trods alt også er andre ting i livet end transport.

Statsministeren foreslog under valgkampen et nationalt kompromis om asylpolitikken, så man kunne få en blivende løsning, der ikke hele tiden kom under beskydning fra alle sider. Man kunne ønske sig en tilsvarende bred løsning på hele det transport- og trafikpolitiske område, der jo på mange måder er grundlaget for at erhvervslivet kan køre effektivt derudaf og samfundet få den bevægelighed af gods og passager, som et moderne samfund på vej fremad er afhængigt af.

Infrastrukturkommissionen er et tiltrængt forsøg på at se det hele i sammenhæng, for hvis vi skal bane vejen for fremtidige transportsystemer, som gør, at vi en gang i fremtiden vil tænke, ”da så de rigtigt de gamle dengang i 2007 og 2008”, så må vi sikre, at de forskellige strategier ikke spænder ben for hinanden, så godsstrømme ikke blokeres af personbiler, så jernbanen kan overleve, så vi kan betjene det samfund, som gerne skulle kunne bruge kræfterne på at stå sig i konkurrence frem for at sidde og glo på landevejene eller som industrivirksomhed skulle holde pause til produktionen indtil råvarerne når frem.

Det er så store midler, der skal til, når vi taler bedre motorveje, bedre jernbaner, bedre adgangsveje til havne, bedre, at der ikke må rystes på hånden, når beslutningerne skal tages. Derfor skal grundlaget være i orden, men så ligger der også en voldsom udfordring for politikerne, når de skal prioritere og bevilge de store milliardbeløb. Der er ikke råd til passivitet, og der er ikke råd til fejltagelser.

Derfor kan vi glæde os over et erfarent regeringshold, som i samspil, medspil og modspil skal kunne bruge et fornyet Folketing til at tage fat om de udfordringer, der ikke klares ved snak men ved handling.

Det gælder også på f.eks. miljøområdet, hvor transporten allerede er med fremme med ansvarlig tænkning. Her skal vi hele tiden et skridt videre, men det er uhyre vigtigt, at alt det vi gør politisk, bliver det rigtige og gennemtænkte. Ikke bare det for tiden mest populære stunt.

Det skal en erfaren statsminister sikre sammen med et forhåbentligt lydhørt Folketing, der på tværs af forskelle kan se hvad der på længere sigt tjener hele Danmarks interesser.

Det bliver spændende og transporten må ikke forsømme nogen lejlighed til at påvise løsninger.