På nogle områder er det helt klart blevet bedre, men på andre er det som om tiden har stået stille - måske endog gået tilbage - i forhold til det øvrige samfund. Ikke alle steder er der lige stor påskønnelse af vognmændenes og chaufførerne indsats.

Af Finn Bjerremand

Tyve år er gået siden det første nummer af Trans Inform gik i trykken og i den anledning har vi set lidt på forholdene for vognmænd og chauffører. Er det blevet nemmere at være ude på vejene i tjeneste for at holde samfundet i gang.

Alle kender jo den enkle sandhed: ”Ingen transport, ingen samfundsudvikling dermed heller ingen velstand”.

Alligevel ser vi politikere, som tror, at man bare kan lægge skinner ud til alle discountbutikker, fordi man partout skal have godset flyttet over på banen, så der kan blive mere plads til privatbiler.

I 1987 var der da pres på de, der kørte med lastvognene, specielt i den internationale trafik. Men også i den indenlandske trafik, var der mange, som kørte betydelig mere end det tilladte antal timer efter køre- og hviletidsbestemmelserne.

Det er der nu lavet om på, med det resultat, at man er havnet i den helt anden grøft.

Nu holder lastvognstogene rundt omkring i nødsporene på motorvejen, fordi der ikke er ledige pladser, når de skal påbegynde deres døgnhvil.

Når så de, der har holdt parkeret på de øvrige parkeringspladser er forsvundet, så holder den sidst ankomne endnu på et uheldigt sted.

Og den tid, hvor man bare kunne starte vognen og rykke ind på en mere forsvarlig plads midt i hvileperioden, er for længst forbi.

Paradoksalt nok har Vejdirektoratet, med opbakning fra politikere, tilladt sig at nedlægge stribevis af parkeringspladser samtidig med, at mængden af lastvogne er øget og behovet for at kunne holde længere er vokset meget på grund af de nye arbejdstidsregler og de opstrammede sanktioner for overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne.

Der er dog heldigvis kommet lidt mere motorvej til, og de faste forbindelser over både Storebælt og Øresund er blevet helt naturlige elementer i vores geografi. Det har ændret landet – det er reelt blevet mindre - trafikalt og transportmæssig set.

Inden for de sidste par år, er der nok én og anden, der har fundet ud af at chauffører og vognmænd, er nogle man bør føre en dialog med. Det er ikke længere nok, at de får dikteret en pris, med en større rabat end året før. Chaufføren er ligeledes én, man har en dialog med om, hvor langt han eller hun nu kan nå i dagens program. For tyve år siden skulle vognen bare være fremme næste dags morgen klokken syv - uanset om chaufføren havde arbejdet hele dagen med at læsse - og nu måske lige havde knap et tusinde kilometer, der lige skulle produceres.

I dag spørger disponenten om, hvor meget køretid der er tilbage, inden de store beslutninger bliver taget. Generelt er arbejdsmiljøet blevet bedre. Men inden for de forløbne tyve år er der opstået en del - ja vi kan vel godt kalde dem discountkunder - som i hvert fald ikke er med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

Det er for eksempel supermarkedskæder, der har oprettet store lagre, hvor man ofte behandler chauffører og vognmænd, som en slags ”slaver”.

Et godt eksempel er f. eks. Lidls terminal i Kolding. Her er førerne af vogntogene, der kommer med varer, ikke nogen man har dialog med. For det første skal aflæsningen ske mellem kl. seks morgen og tolv middag. Det vil sige, at hvis en chauffør er kommet til at holde i kø på motorvejen, og derfor ankommer lidt efter kl. 12, må han pænt vente til næste dags morgen kl. seks, inden aflæsning kan finde sted. En uhyre arrogant indstilling, specielt nu, og da ikke mindst, hvor der er stor mangel på transportkapacitet.

Dertil kommer, at chaufføren, når han er nået frem til terminalen, pænt må vente, indtil det passer terminalfolkene at lukke op for vedkommende. Det lyder grelt, men det er desværre dagligdag for mange, der ankommer med varer til – i dette tilfælde lavpriskæden Lidls lagre.

Endelig kan vognmanden eller chaufføren få lov til selv at slæbe hele lasten ind på den anviste plads, der oftest ikke lige er ved vognkanten. Disse discountfirmaer har selvsagt ikke folk ansat til at læsse og losse. Det har man vor tids ”slaver” til – chauffører og selvkørende vognmænd.

Det er ikke uden grund, at det er svært at finde chauffører til visse typer transporter. Og det er med garanti en holdning, som ikke virker befordrende på samarbejdet mellem transportør og transportkøber. Andre steder, hvor samarbejdet fungerer, ser man, at det sagtens kan lade sig gøre at holde en sund dialog – til fordel for begge parter, og man kan kun håbe, at det er dialogen, der bliver vejen frem – så vi om tyve år kan skildre – og undre os over, hvad chauffører og vognmænd måtte acceptere i 2007.