23948sdkhjf

Uenigheden som aldrig ser ud til slutte

Hvis man læser et af de første numre af Trans Inform kan man få en gysende fornemmelse af, at tiden har stået stille

Hvis man læser et af de første numre af Trans Inform kan man få en gysende fornemmelse af, at tiden har stået stille



I et interview i bladet undrer daværende formand for VA – Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening - Per Knudsen sig stærkt over, at det er så svært for vognmændene at samle det arbejdsgivermæssige og det merkantile. – og det gør han stadig. I den grad.

Selv om han stadig tilhører DTLs Venner er han særdeles kontant i sin dom over det seneste arbejdsgivertiltag: - Det er at bombe branchen 50 år tilbage, mener han.

- Og når DTL siger, at nu vil man samle branchen, så må jeg sige fra. Hvordan kan man dog få sig selv til at sige sådan noget. Nej, man splitter vognmændene mere end nogensinde før, siger Per Knudsen.

Han var formand for VA i mere end 20 år – og i øvrigt selv vognmand i 52 år som indehaver af K. Knudsen i Aalborg

Derfor husker han også hvor svært det i sin var at skabe én fælles overenskomst for vognmandserhvervet. Der var nemlig både VA – Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening og DVA Danske Vognmænd Arbejdsgiverafdeling, som netop var en afdeling og ikke en egentlig arbejdsgiverforening.

Men afdelingen havde en overenskomst – en overenskomst med eksklusiv aftale, således at der eksisterede to overenskomster på området.

En eksklusiv-aftale er en forpligtelse for arbejdsgiveren til kun at beskæftige medlemmer af det fagforbund, som man har overenskomsten med. Det har i mange år været fast kutyme på store overenskomstområder at have eksklusiv-aftaler. Men for nylig er disse aftaler blevet afskaffet ved lov.

Den eksklusivitet var svær at slippe af med dengang.

- Vi havde meget langvarige og svære forhandlinger, før det endelig lykkedes at få samlet det hele i én arbejdsgiverforening, nemlig VA, som senere kom til at hedde ATL, siger Per Knudsen.

- Men det har man tilsyneladende glemt alt om i glæden over den nye arbejdsgiverforening, som jo ingenting kan. Den kan jo ikke forhandle.

Gammel uenighed

Per Knudsen ved ikke, om der blandt vognmænd findes et særligt gen, som gør det svært at finde fodslag.

- Vi har haft den type uenighed i alle de år jeg har været med. Men i dag mener jeg, at vognmændene er spredt for alvor, siger han og fortæller, vognmændene tidligere var med i det som hed Danske Vognmænds Landsforening.

- Nogle få var medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, DA, men de var uglesete. Enden på det hele blev dog, at vi alle sammen meldte os ind i VA og kom med i Dansk Arbejdsgiverforening. Men nu er der altså spredning igen.

- Man skal i diskussionen om DTLs nye arbejdsgiverforening lægge mærke til, at de ikke har nogen overenskomst. Det er ATL der er overenskomstbærende. DTL kan kun få en tiltrædelsesoverenskomst. Den giver ingen forhandlingsret. Så det er kun ATL, der kan forhandle med modparten, 3F.

- DTL får aldrig en overenskomst, som jeg ser det, siger Per Knudsen.

Ønsker ikke splittelse

I hver fald har 3F klart meldt ud, at man ikke har nogen interesse i en splittelse hos arbejdsgiverne selv om man måske udefra set kunne tro, at det var en fordel af kunne spille den ene ud mod den anden. Men nej:

- Vi ser helst, at vi er to stærke og jævnbyrdige organisationer, der står overfor hinanden i en overenskomst-situation. Det giver de bedste aftaler og det bedste samarbejde, siger således 3Fs nyvalgte formand for Transportgruppen

Per Knudsen har nærmest indtryk af, at 3F synes, at det er lidt latterligt at arbejdsgiverne ikke kan blive enige.

- Og jeg må indrømme, at jeg ganske enkelt ikke forstår, hvor DTL vil hen med den nye arbejdsgiverforening. Og når de siger, at endelig har danske vognmænd fået deres egen overenskomst, så passer det simpelthen ikke. En tiltrædelsesoverenskomst giver jo ingen indflydelse på forholdene.

På spørgsmålet om, hvorfor man i den givne situation vælger at gå hver sin vej på den måde, som det nu er sket, svarer Per Knudsen:

- Det er alene et personspørgsmål. Der en nogen som vægter deres bestyrelsesposter højere end medlemmernes behov, som efter min mening er én arbejdsgiverforening og én overenskomst.

Det er ikke professionelt, og jeg må indrømme, at da jeg var i AHTS’ bestyrelse samtidig med ATLs bestyrelsen, var det som at komme fra en børnehaveklasse til gymnasiet. I HTSA (i dag HTS) var man virkelig professionelle. Det var vognmændene bestemt ikke.

De store bliver

Vi får nu to grupper. Ser man nøjere efter, så bliver man jo spredt. De store forretninger, som virkelig har nogle udbetalinger, de bliver jo stående i arbejdsgiverforening. Er du arbejdsgiver, så er du nødt til at være medlem af en arbejdsgiverforening og så bliver du, hvor du er. Resten kan så gå over i Dansk Erhverv, som ikke har nogen overenskomst på transportområdet.

- Men det er ikke sikkert, at ret mange af vognmændene har sat sig detaljeret ind i, hvad det egentlig drejer sig om. Jeg tror, at når de ser, hvad prisen er for at stå splittet, så vil de fleste betænke sig inden de forlader ATL, vurderer.

DTLs formand Jørgen Egeskov har forklaret dannelsen af den nye arbejdsgiverforening, som var en realitet den 1. november i regi af Dansk Erhverv med, at man har fået mange henvendelser fra interesserede transportvirksomheder

Tiden var inde

- Vi mente at, tiden var inde. DTL repræsenterer både de store, mellemstore og de mindre transportvirksomheder i Danmark, og de har fortjent, at branchen taler med én stærk stemme, så transporten bliver hørt. Transporten er grundlaget for, at Danmark hænger sammen, og derfor er det meget vigtigt at samle branchen og gøre den så stærk som muligt. Med dette tiltag har DTL nu alle varer på sin hylde, og man behøver nu kun være medlem ét sted, siger DTL-formand Jørgen Egeskov Jensen.

DTLs arbejdsgiverforening har som hovedmål at sikre de bedste overenskomster for sine medlemmer og give medlemsvirksomhederne den bedste service, dels gennem DTL regionskontorer, dels gennem Dansk Erhvervs advokater og konsulenter samt den store konflikt-kasse.

Bomstærk

- Vi skaber en bomstærk arbejdsgiverforening, som i Dansk Erhvervs erfarne regi bliver et bolværk for de danske transportvirksomheder, siger DTL-formanden.

DTL har fra start mærket en kraftig opbakning til det nye initiativ, ikke mindst lokalt, hvor DTL i kraft af regionale kontorer står stærk. ATL har svaret igen med at etablere et rejsehold, som skal tage ud i landet.

ITD-formand Mogens Therkelsen fremhæver på sin side, at ATLs overenskomst netop tager højde for det specielle i vognmændenes situation, og at den gennem årene er forhandlet så fleksibel, at andre arbejdsgivere faktisk misunder vognmændene.

- Det må vi ikke tabe på gulvet, siger Mogens Therkelsen, som minder om, at ingen behøver skifte arbejdsgiverorganisation foreløbig – uanset hvor man ønsker at stå. Den nuværende ATL-overenskomst løber frem til 2010.

Fusion gik i vasken

Baggrunden for hele konflikten er den uenighed som fulgte i kølvandet på den mislykkede fusion, som skulle have forenet HTS-A og HTS-I – arbejdsgiverorganisationen og interesseorganisationen i et fælles HTS. Sammenbruddet fik ITD og en række andre vognmandsorganisationer til at vælge at fortsætte i HTS, som senere har indgået samarbejde med Dansk Industri mens DTL foretrak Dansk Handels & Service, som senere blev fusioneret ind i Dansk Erhverv.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078