Svært af skifte transportform
- I disse tider, hvor vort land oplever nogle enorme infrastrukturproblemer, bliver der gang på gang fra politikerne på Christiansborg opfordret til, at vi bruger de offentlige transportmidler mere, anfører ITD-formand og HPT-direktør Mogens Therkelsen, som i dette indlæg beskriver, hvor svært det er at opnå forandringer, når DSB ikke er mere servicebevidst
Jeg er bestemt ikke uenig; at den nuværende situation, hvor der er et efterslæb i udbygning af bane- og vejnettet kræver, at vi tænker anderledes og mere utraditionelt - også hvad persontrafikken og pendlerordningerne angår.
Jeg har selv prøvet at rette mig efter disse opfordringer ved at tage toget mellem Sønderjylland og København, men må næsten hver evig eneste gang konstatere, at servicegraden er så dårlig og problematisk, at politikerne simpelthen ikke kan være bekendt at opfordre den danske befolkning til benytte de offentlige transportmidler.
Jeg har gang på gang oplevet forsinkelser - i to tilfælde endda så store forsinkelser, at jeg er vendt om i Nyborg og er kørt tilbage til Sønderjylland, idet mødet i København ville være slut når jeg nåede frem. Jeg var selvfølgelig taget fra Sønderjylland i god tid!
Et andet punkt, hvor DSB ikke leverer den service, man kunne forvente, er den service, personalet bør levere - specielt når man køber de forholdsvis dyre billetter til DSB 1. Jeg siger ikke, at det er personalets skyld - jeg mener helt klart, at det er ledelsen i DSB, der ikke lever op til de krav, som både politikerne og vi andre med rette kan stille til DSB. Gang på gang må det konstateres, at der er for lidt personale, at personalet udebliver eller at man mangler f.eks. varer til passagererne.
Så kære politikere, før I sætter en klar dagsorden og stiller krav til ledelsen i DSB, kan I ikke forvente, at borgerne bruger det offentlige transportsystem. I den forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, at også transportformerne i tilknytning til banen burde øge deres serviceniveau.
Politikerne bør stoppe deres opfordringer til at benytte de offentlige transportmidler indtil "varen" er på et niveau, der kan leve op til det, kunderne ønsker og kan forvente.
Endvidere bør politikerne holde op med at belaste person- og lastvognstrafikken med yderligere afgifter og skatter, for derigennem at ville tvinge os til at bruge det offentlige transportsystem. Så længe dette system ikke fungerer bedre end det er tilfældet er nu, kan det kunne betragtes som en skjult skat og en inflations- skabende omkostninger, mener Mogens Therkelsen, som opfordrer politikerne til at hente inspiration i det private erhvervsliv til at få DSB op på et niveau som andre transportformer befinder sig på, f.eks. den private busdrift eller flytrafikken.