Man skal Ikke lade sig nøje
Th. Rasmussen & Søn A/S i Birkerød har specialiseret sig i kørsel med materialer til byggesektoren
Af Lars Lassen
Man skal ud på en lille sidevej i det nordvestlige Birkerød, for at finde familievirksomheden Th. Rasmussen & Søn A/S, der kører med 27 lastvogne.
Vognmandsforretningen blev startet i 1935 af Thormod Rasmussen, der siden overdrog virksomheden til sønnen Svend Aage Rasmussen. Han overlod vognmandsvirksomheden til børnene Niels og Anne Marie i et glidende generationsskifte op gennem 90’erne.
- Vi kan ikke sætte en præcis dato på, hvornår vi overtog virksomheden. Det er sket løbende over en årrække. Men vi har begge været her mere end 20 år, fortæller Anne Marie Rasmussen leende og spørger retorisk sin lillebror.
- Var det ikke det vi regnede ud forleden?
- Jo, jeg har holdt 25 års jubilæum, indrømmer Niels Rasmussen.
Tilståelsen bliver omgående kommenteret af disponenten Dennis:
- Hvis det er rigtigt, så er vi sgu blevet snydt for en fest.
Tonen er munter, men seriøsiteten og professionalismen lurer hele tiden lige under overfladen.
Anne Marie Rasmussen er oprindeligt bankuddannet, mens Niels Rasmussen efter handelsskolen startede på værkstedet i familievirksomheden inden han begyndte at køre som chauffør. Han har siden suppleret med vognmandskurser og uddannelse i salg og marketing, samt andre relaterede kurser.
BarndomshjemmetParcelhuset, der i dag er virksomhedens domicil, var søskendeparrets barndomshjem. Derfor blev de også tidligt involveret i virksomheden.
Anne Marie: Vi havde bolig her, sammen med forretningen, så man kan vist roligt sige at vi gik til hånde.
Niels: Det faldt helt naturligt, at vi havde interesse for, hvad vores far gik og lavede. Det er jo ikke noget man tænker over som barn. Man bliver gradvist involveret i tingene og det er da givetvis, der det første frø er blevet sået.
Anne Marie: Det er mange år siden huset her, blev taget ind som kontor. Det var mens vores forældre stadig var med i virksomheden og de valgte at flytte herfra, fordi der ikke var plads. Den gang lå kontor og mandskabsfaciliteter oven på garagen. De blev så flyttet her over – men her er der heller ikke plads nok nu, ler Anne Marie.
Byggeri og anlægTh. Rasmussen & Søn’s lastvogne er primært beskæftiget inden for byggeri og anlæg.
- Vi kører både for tømmerhandler ud til byggepladser og byggematerialer direkte fra producenterne og ud på byggepladserne. Vi kører næsten udelukkende for egne kunder. Det er meget begrænset, hvor meget vi kører for andre vognmænd, fortæller Niels.
Birkerød-virksomheden har naturligvis et samarbejde med en række kolleger, blandt andet når det gælder transporter uden for Th. Rasmussen & Søns hjemmebane.
Det er primært Sjælland, med tyngepunktet i København. Men Th. Rasmussens biler kører også en del på Fyn og i Sydsverige.
- Det sker også, at vi kører til Jylland. Vi har faktisk flere ture til Jylland i dag end for 3-4 år siden, hvor den trafik var gået næsten død. Men her samarbejder vi i stor udstrækning med kolleger. Konkurrencen i branchen er simpelthen for hård, til man kan køre tom hjem fra en sådan tur, forklarer Niels Rasmussen.
Virksomhedens materiel er optimeret til levering af byggematerialer.
FlådenTh. Rasmussen & Søns flåde tæller syv forvogne med kran, der kører trælasthandler. Dertil kommer to forvogne med kærre med lidt større kraner. De er netop blevet suppleret med en ny forvogn-kærre med en HMF 80 tonsmeter kran.
10 forvogn-hænger vogntog med bagmonteret kran, der kører med mursten og belægningssten. Desuden to silobiler, der kører for Maxit, en flak-bil med container-kærretræk og tre tipsættevogne. Endelig har virksomheden en enkelt eksportbil – en konventionel trækker-trailer, der primært betjener de kunder Th. Rasmussen har inden for byggeriet.
Det grå guldVærkstedet beskæftiger to-og-en-halv mand, der primært tager sig af almindelig vedligeholdelse, samt reparation af hydraulik-systemerne på Th. Rasmussen & Søn’s kran og tip biler. Motorer og el, overlader virksomheden til store værksteder.
Den halve mand, er en af familievirksomhedens ældste.
- Vi har en mekaniker Axel, der har været hos os i 36 år og som egentlig skulle være gået på pension. Men han bad om at få lov til at forsætte på deltid, så han er her 3 dage om ugen. Når man får sat en pistol i nakken og manden siger, ”hvis jeg ikke får lov til at fortsætte, så finder jeg et andet værksted”, så har man jo ikke meget valg, klukker Niels..
- Men det sker jo af og til, at ”det grå guld” lærer de unge en ting eller to, smiler Anne Marie.
- Nu taler hun om min hårfarve!
Reaktionen kommer promte fra kørselslederen Dennis Feldborg Mortensen, der trods en livlig telefon, har mere end et halvt øre med i interviewet.
Miljø og sikkerhedDen garvede mekaniker er ikke den eneste ’gamle’ medarbejder i virksomheden. En af chaufførerne, Henning, har netop fejret 40 års jubilæum i virksomheden. Men en uge inden jubilæet satte et uheld en lille – men lykkelig - plet på en hidtil skadefri ansættelse.
- Han kørte op bag i en fragtbil. Heldigvis kun med materiel skade. Men det kunne være gået meget værre, hvis han ikke havde nået at opgive at undvige højre om, fordi han kunne se i højresvingskameraet, at der var en pige til højre for lastvognen, fortæller Niels Rasmussen.
Alle de lastvogne, som Th. Rasmussen & Søn har fået leveret i de sidste 2-3 år, er udstyret med bak- og højresvingskamera.
- Det er jo svært, at måle værdien af en sådan investering. Men Hennings lille uheld er et eksempel på, at det virker og alene det har jo reelt sparet hele vores investering i kameraløsninger mange gange, fordi det måske kunne have kostet et menneskeliv, hvis der ikke var kamera på bilen, siger Niels.
- Vi har heldigvis været forskånet for store ulykker, men risikoen stiger jo med trafiktætheden. Derfor er det også et område, som vi har meget fokus på, siger Anne Marie.
Køre og hviletidTh. Rasmussen & Søn har naturligvis også mærket til stramningerne på køre- og hviletidsområdet. Men virksomhedens kørselsmønster betyder, at produktionstabet er meget begrænset.
- Vi kører mange forholdsvis korte ture og så holder vores chauffører ofte og venter ude på byggepladserne og der går også en del arbejdstid med handling. Derfor er det forholdsvis let at indpasse den nødvendige hviletid, fortæller Niels Mortensen.
Virksomheden har indført Volvos ’Loggertool’, der hjælper chaufførerne med at holde styr på køre- og hviletid.
- Det betyder, at vi ikke har haft problemer siden vi indførte det. Men der hersker stor usikkerhed om reglerne hos chaufførerne. Derfor har vi også haft DTL ude og gennemgå reglerne for vores chauffører en gang om året i de sidste par år. Det betyder sammen med ’Loggertool’, en langt højere grad af tryghed og det er vigtigt, fordi reglerne er så komplicerede, fortæller Anne Marie.
Fast politikVirksomheden profilerer sig selv på ordnede forhold, både når det gælder miljø og sikkerhed.
- Det er noget vi sælger os selv på over for vores kunder. Det er også vigtigt for dem, at der er ordnede forhold hos deres leverandører, fordi problemer her kan smitte af på dem selv, forklarer Anne Marie.
- Det er simpelthen en del af vores politik. Hvis en chauffør har opbrugt sin køretid, så er instruksen klar. Så stopper han på stedet og ringer til kontoret. Så er det vores problem, at få løst situationen. Vi involverer også vores kunder, ved at fortælle dem, at hvis en bil holder stille på byggepladsen i 5-10 minutter efter godset er læsset af, så er det fordi hviletiden skal overholdes og det kan de sagtens forstå, siger Niels.
Byggeriet er toppetFamilievirksomheden har i de fleste af de godt 20 år, de to søskende har arbejdet i firmaet ligget på 15-20 lastvogne.
- Det har vekslet utroligt meget. Byggeriet var også mere sæsonbetonet den gang, fortæller Anne Marie.
Væksten til nær ved 30 biler er sket i de sidste 5-6 år, hvor boomet i byggeriet har trukket aktivitetsniveauet i vejret.
- Det har især været i Københavnsområdet, det er løbet stærkt. Vi har været booket 110 procent i de senere år. Men byggeriet er toppet. Telefonerne ringer ikke helt så meget som tidligere. Men vi har stadig nok at lave, og jeg forventer, at det nuværende aktivitetsniveau fortsætter næste år. Selv om det er bremset op i København, så er det som om der til gengæld er kommet lidt gang i byggeriet på resten af Sjælland. Eksempelvis i byer som Ringsted og Næstved, fortæller Niels Rasmussen.
Kunder og personaleDe to søskende er enige om, at vognmandsforretningens største styrke er evnen til at holde på både kunder og personale. En præstation, som skyldes fokus på kvalitet både udadtil og indadtil i virksomheden.
- Vi prøver hele tiden at se fremad i stedet for bagud. Vores betydelige erfaringer skal bruges fremadrettet. Det er en udfordring at finde de kunder, der passer til vores ekspertise. Vores kunder skal efterspørge, det vi er gode til, hvis det skal blive en succes. Samtidig skal vi hele tiden optimere vores produktion, så vi er bedre end vores konkurrenter, siger Niels.
Han lægger ikke skjul på, at den største bremse på virksomhedens vækst er manglen på kvalificerede chauffører.
- Vi har heldigvis et godt ry her også, og så har vi været rigtigt gode til at holde på vores medarbejdere. Det er også et område, som vi har fokus på nu og i fremtiden.
Nyt ITTh. Rasmussen & Søn har lige investeret i nyt IT-system, der blandt andet kan håndtere elektroniske dokumenter, hvilket letter papirgangen med kunderne betydeligt. Søskendeparret fremhæver også virksomhedens forholdsvis unge vognpark.
- Nyt materiel er mere pålideligt og det betyder, at du ikke skal spilde din egen og kundernes tid på reparationer. Vi har udskiftet mange biler de sidste 2-3 års tid og mange af vores biler har i dag Euro4 og Euro5 motorer, siger Anne Marie.
Da det kun var muligt, at få leveret lastvogne med Euro3 motor, blev de biler, som virksomheden vidste skulle køre i København udstyret med partikelfilter.
- Så var vi sikker på, at vi ikke kom i klemme, når miljøzonen blev en realitet – som den jo gør næste år, siger Niels Rasmussen.
Det gode navn og rygteSøsteren Anne Marie fremhæver virksomheds gode rygte hos kunderne.
- Det er vigtigt at kunne levere varen. Ikke bare i dag men også i morgen og om et år. Der er ikke meget ved at vokse, hvis du ikke kan fastholde kunderne. Vi ser jo mange som vokser meget hurtigt, men som ikke helt kan følge med ambitionerne og så må kunderne lade sig nøje. Vi vil ikke lade vores kunder nøje, slutter Anne Marie Rasmussen.