Rekordhøj dieselpris
Transportvirksomhederne presses af høje dieselpriser. Olieprisen slår alle rekorder og kan på sigt stige til 100 dollars pr. tønde. DTL ønsker, at regeringen skal tage afgiftsstigningen af bordet
Dieselprisen er, sammen med lønninger, den højeste omkostningspost for de danske transportvirksomheder, så derfor kan den rekordhøje dieselpris mærkes.
- Sammenholdt med, at regeringen netop over syv år har tænkt sig at kradse ekstra 1,8 mia. kr. fra transportvirksomhederne i ekstra dieselafgift ind, for at finansiere sine skattelettelser, taler vi om alvorlige omkostningsstigninger for transporterhvervet, siger Ove Holm, cheføkonom i DTL
Den mest markante stigning på diesel har været i den seneste måned, hvor priserne er steget med 8,5 pct. Prisen nåede i begyndelse af november 7,80 kr./liter.
- Hvis man måler den samlede stigning i 2007, svarer det til en årlig vækst på 27,19 pct. Det fastlåste udbud af råolie, stigende efterspørgsel i Asien og usikkerhed i Mellemøsten er nogle af årsagerne til den voksende pris på råolie, der pr. dags dato ligger rekordhøjt på 95,2 dollar per tønde, siger Ove Holm, som vurderer, at prisen fortsat vil ligge på et højt niveau
- Hvis man kigger på det amerikanske futures marked for råolie, ser det ud, som om den høje dieselpris vil fortsætte. Forventningen til markedet er nemlig, at råolieprisen vil falde – men kun med 1,6 pct. i de næste tre måneder. Hvis man kigger længere frem i futures markedet, er der flere mindre fald i priserne. Det kan tolkes, som om råoliepris er dyr, men at der stadig er for meget usikkerhed til at forvente, at der kommer et markant fald i den nærmeste fremtid, siger Ove Holm.
Vil dele gaver udDTL opfordrer bl.a. derfor kraftigt regeringen til at tage afgiftsstigningen af bordet.
- Vi opfordrer i stedet til at se vores erhverv som en vigtig forudsætning for, at Danmark også i fremtiden har et velfærdssamfund, for det er transportvirksomhedernes daglige arbejde, der holder Danmark i gang. Transporten er ikke en uudtømmelig pengekasse, når man vil dele gaver ud til befolkningen, siger han.
På længere sigt ventes den hæsblæsende økonomiske udvikling i Asien at øge efterspørgslen på olie markant. Bank-økonomer peger på, at prisen hurtigt kan opleve så store udsving, at den når op i 100 USD pr. tønde råolie (159 liter). I løbet af de seneste halve år er prisen steget med 66 procent. Og der er sandsynlighed for, at dieselprisen kan nå op over 10 kr. literen.
Der er olieanalytikere, som er overbeviste om, at olieprisen meget vel kan komme til at ligge på 100 dollar i flere år – også fordi den store efterspørgsel betyder, at forbruget ikke som ellers, går ned med prisfald til følge.