Nemmere for dyretransportørerne
Nu er Fødevarestyrelsen klar med instruks til dyrlægerne om, at chaufføren straks skal have besked, når et dyr indberettes til politiet.
Danske dyretransportører har hidtil måttet leve med, at der kan gå op til flere måneder, inden de får besked om, at der har været problemer med et eller flere dyr, som de har transporteret. Men fremover vil det være slut, oplyser DTL
Således er Fødevarestyrelsen nu klar med en instruks til dyrlægerne om, at chaufføren straks skal have besked, når et dyr indberettes til politiet og at vognmanden skal have tilsendt en kopi af dyrlægens kontrolrapport.
Kan forsvare sig
Det vil betyde, at dyretransportøren får bedre mulighed for selv at tage stilling til dyrets helbred og til at forsvare sig i en eventuel retssag. Derfor er det vigtigt at chaufføren straks han bliver klar over at dyret bliver indberettet sørger for at tage billeder eller film af dyret til dokumentation.
Det her handler i bund og grund om dyretransportørers retssikkerhed, men også om dyrevelfærd. De seriøse danske dyretransportører har i forvejen på mange punkter urimelige arbejdsvilkår at arbejde under, så vi er tilfredse med, at transportørerne i det mindste på dette punkt får en mere fair behandling end før. Og dyrevelfærden kan øges ved, at chaufførerne nu blive bedre bekendt, siger DTLs konsulent Lisbet Hagelund.