Ingen god idé med spærretid for lastvogne
DTL er ikke imponeret over folketingsmedlem Jørgen Dohrmanns (Dansk Folkeparti) idé om at indføre spærretider for lastvogne.
Ideen kom frem på et møde om problemerne med afviklingen af trafikken i Trekantområdet. Cheføkonom Ove Holm, DTL siger til TTN, at lastbilerne ikke kører for sjov, og at de heller ikke kører i myldretiden, hvis de ellers kan undgå det.
- Men nu er det sådan, at mange kunder skal have afhentet eller leveret deres gods på bestemte tidspunkter, og på den måde er det kunderne, der bestemmer, hvornår der skal køres. Kigger man på den international trafik, så er det jo helt umuligt at undgå at ramme myldretidstrafikken et eller flere steder, når lastvognen bevæger sig gennem flere lande.
På mødet var der også ønske om at anvende søtransport mere. Ove Holm minder i den forbindelse om, at vi allerede anvender søtransport i stor stil, når det gælder transporter ud og ind af landet. Her er det sådan at søtransporten klarer 70 procent af transporten målt i ton.
Men man skal tænke på at det ikke blot vil kræve et bedre vejnet til havnene, også adgangsforholdene til de forskellige havne skal være i top. Der kan det ikke hjælpe, at man lukker af for lastvognene.