STC i Køge tættere på banedrift
Skandinavisk Transportcenter i Køge måske tæt på aftale, der vil sikre det nødvendige kundegrundlag for opstart af kombiterminalen.
Af Lars Lassen
Da Skandinavisk Transportcenter (STC) i Køge endeligt sidste år kom på det danske jernbanenet, levede resultatet ikke op til forventningerne. Der er nemlig ingen godstog til at holde skinnerne blankslidte. Der var simpelthen ikke godsomsætning nok til at gøre driften af den lille godsbaneterminal rentabel. Derfor har ingen godsbaneoperatører været interesseret i at drive terminalen.
Men Adm. direktør Thomas Elm Kampmann ser lys for enden af tunnelen.
- Kundegrundlaget har ikke været stort nok til at gøre det interessant for eksempelvis Railion. Men der er måske tæt på at ændre sig, siger en fåmælt Thomas Elm Kampmann.
Han antyder dermed, at en ny aftale med en eller flere store kunder nærmer sig det øjeblik, hvor fyldepennene skal i sving. Derfor kan han i sagens natur heller ikke fortælle nærmere om forhandlingerne.
Han vil til gengæld gerne indrømme, at den eksisterende terminal er for lille.
- Der er vel omkring 100 meter spor, hvilket slet ikke er nok. Vi skal op og have to 600 meter spor for at kunne betjene heltog, hvis vi skal tiltrække en stor erfaren terminaloperatør som Railion, samtidig med at kundegrundlaget skal være på plads, siger Thomas Elm Kampmann.
Det er et projekt, som anslås til at koste omkring 25 mio. kroner.
- Der er heldigvis stigende politisk interesse for at investere i gods på bane. Martin Lidegaard, der er medlem af Folketinget for Det radikale Venstre, har udtrykt meget positiv interesse for projektet. Hvis vi kan få statslig finansiering til bare halvdelen af beløbet, så er vi godt hjulpet på vej. Mulighederne for at få gang i jernbanedriften ser i hvert fald meget mere lyse ud end tidligere, siger Thomas Elm Kampmann.
ModulvogntogSTC er med på modulvogntogenes Danmarks-kort. Problemerne med motorvejsbroen – der oprindeligt blev dømt for svag til at bære de 60 tons tunge modulvogntog - bliver indtil videre løst ved, at ændre afstribningen på broen. Den eksisterende svingbane på broen flyttes simpelthen ud på fast grund. Dermed reduceres det antal køretøjer, der kan belaste broen samtidig.
Den løsning har Vejdirektoratet accepteret, indtil en mere permanent løsning bliver skabt ved anlægget af en ny bro over motorvejen. Den bliver dog først projekteret, når linieføringen af en eventuel ny jernbanelinie og motorvej vest for STC bliver fastlagt, fordi det er afgørende for den nye bros placering og konstruktion.
HavnenKøge Havn er i modsætning til transportcenteret ikke med i det danske forsøg med modulvogntog. En rent politisk beslutning, da Folketinget oprindeligt vedtog at afgrænse forsøgsordningen til 10 danske havne.
Men den gode vejforbindelse til Køge Havn, der holder biler og bløde trafikkanter helt adskilt, betyder at ikke er nogen gode argumenter for at holde havnen uden for modulvogntogsforsøget.
Derfor venter Thomas Elm Kampmann også, at der er gode chancer for at Køge Havn kommer med i forsøgsordningen i anden ombæring.
SpadestikSTC er stadig i rivende udvikling. Den 120.000 kvadratmeter store grund, som oprindeligt var udset til det nye grønttorv, ligger fredag 2. november muld til det første spadestik til HD Ejendommes nye 60.000 kvadratmeter lagerbyggeri.
HD Ejendomme skal udleje lagerfaciliteterne.