Fræk Transit
Ford forstærker motorprogrammet på Transit
Af Lars Lassen
MÜNCHEN – Ford Transit er allerede en af de mest velkørende vans på markedet i dag. Men det er alligevel et mentalt kvantespring at vænne sig til en Transit med Fords GT-fartstriber hen over motorhjelmen. Men den nye Transit Sportsvan med en 2.2 liters TDCi diesel på 140 hk og et drejningsmoment på 350 Nm kombineret med en ny 6-trins manuel gearkasse, leverer faktisk en køreoplevelse, der nærmer sig det sportslige.
En let sænket undervogn, lavprofildæk og kort akselafstand bidrager positivt til den livlige køreoplevelse.
Det er Fords fabrik i Southampton, der står for produktionen.
Ny 2.2 liters motorFord har skabt Sportsvan-versionen af den forhjulstrukne Transit-serie efter introduktionen af en ny 2,2 liters motorserie, der bliver standard på alle forhjulstrukne Ford Transit’er.
Den 4-cylindrede 2,2 liters Duratorq TDCi dieselmotor findes i tre ydelses-varianter. En på 85 hk og en på 110 hk, der begge trækker via en 5-trins gearkasse.
Topmodellen yder 140 hk, der er kombineret med den nye 6-trins gearkasse, der repræsenterer en markant forbedring af den forhjulstrukne Transit. Især for brugere, der kører lange stræk.
Ford oplyser, at kombinationen af 140 hk motoren og 6-trins gearkassen giver en brændstofbesparelse på 10 procent i forhold til den gamle topmotor på 130 hk.
GT-striberTransit Sportsvan er ikke kun skabt på tekniske forbedringer.
En solid portion styling bidrager til oplevelsen af en van i særklasse.
18 tommer alufælge, frontspoiler, side- og bagskørter i karosserifarven, med fikse kontrastdetaljer , samt dobbelt udstødning, viser at det ikke er nogen almindelig Transit.
Ford Transit SportVan leveres enten i en speciel metalblå Performance Blue, som er en farve, der er kendt fra flere af Fords sportslige modeller, eller to standardfarver i Transitprogrammet.
De brede GT-striber er valgfrie – og de kan i øvrigt fjernes, hvis man fortryder det ret markante signal.
I kabinen er læderrat med letmetals-forgreninger og læderknop på gearstangen, standard. Har man appetit på mere luksus, så kan man købe fuld læderkabine som option.
Listen over standardudstyr tæller aircondition, elektriske vinduer og spejle med varme, samt Fords 6006 audio-system, trip-computer, fartpilot og passager-airbag.
Dertil kommer automatiske viskere, Fords Quickclear forrudevarmer og integrerede tågelygter, samt automatisk nærlys og tonede ruder.
Image is everythingHerlighederne kan erhverves til en forholdsvis overkommelig pris på 230.000 kroner før moms. Ford erkender, at Sportsvan sigter efter et nichemarked men skønner, at det er større, end man umiddelbart skulle tro. Et stigende antal van-kunder ønsker angiveligt biler, der skiller sig ud fra mængden. Der er simpelthen et behov for at skille sig ud fra konkurrenterne og valget af køretøj er et oplagt middel.
Ford Motor Company Danmark forventer overraskende at sælge op mod 250 eksemplarer i Danmark i 2008.