Denne valgkamp er på mange måder startet atypisk. Der en ingen krystalklare brudflader, der er ingen sikre vindere – og så er der ingen af de tunge transport-emner på dagsordenen. Det kan selvfølgelig nås endnu, men i betragtning af hvor store størrelser vi taler om, når det drejer sig om infrastruktur og fremkommelighed, er det meget, at emnet ikke har sneget sig stærkere ind i vælgernes bevidsthed, eller i det mindste i politikernes udmeldinger. Kun nogle få har været på banen.

For jo mere partierne falder over hinanden i kampen om at tilbyde mere og mere velfærd – de ældre skal snart i bad tre gange om dagen – jo længere bevæger man sig væk fra spørgsmålet om, hvordan denne gigantiske velfærds-pukkel skal leveres og betales.

Glemt er det, at uden vækst i erhvervslivet er der ingen steder at hente de vældige skattebidrag og afgiftssummer, som de store løfter koster. Og uden transport ingen erhvervsvækst.

Skal vi til at atter at låne og pantsætte landet efter Anker Jørgensen-modellen, eller skal vi selv tjene pengene, inden vi bruger dem. Ingen tvivl om, at det sidste er det smarteste, og regeringen har efterhånden formået at få den gamle gæld høvlet af, så man på et tidspunkt kan få et råderum til fornuftige investeringer. Velfærd er på alles ønskeseddel, men velfærd er også forbrug. Og det skal finansieres. Så simpelt er det.

I en valgkamp er det let at fyre løfter af fra hoften. Det er fristende at lokke vælgerne, og i vore dage er der bestemt ingen stemmer i at love blod, sved og tårer, selv om det kunne være velgørende, hvis nogle flere af partierne havde courage nok til mane til ansvarlighed.

For den højt besungne velfærd kan jo krakelere på ingen tid, hvis ikke man har styrke nok til at tage nogle langsigtede beslutninger – også selv om det er kedelige udgifter uden særlig vælgertække. Ingen gider gøre noget ved vores nedslidte kloaker, for dem kan man ikke se, og bevidstheden om, at der ligger nogle solide velfungerende rør under vore fødder, kan kun glæde kommuneingeniørerne. Vi andre hører først om dem, når de er tæret helt væk og multi-milliardregningen er overhængende.

Samme evne til at sætte kikkerten for det blinde øje har i mange år præget infrastruktur-investeringerne, hvor motorvejs- og bilhad er blevet parret med nogle relativt små og nogenlunde bekvemme milliard-beløb på finansloven og i diverse regeringsgrundlag og forlig. Men vi har ikke set noget, der afgørende fjerner problemerne. Vi kan simpelthen ikke leve med, at hele vores vejtransport sander til. Det er ufattelige værdier, som går til spilde i en verden, hvor tid er penge og konkurrencen med udlandet bliver stadig hårdere i takt med at globaliseringen er en realitet for hver eneste dansker.

Derfor må også de nødvendige infrastruktur-spørgsmål også op at vende i debatten, så partierne ikke kan nøjes med at råbe på mere offentlig transport, men vi kommer til at diskutere helheden. Godset skal frem. Frem til virksomheder og forbrugere – og frem i valgkampen, så infrastrukturkommissionen ikke lades i stikken og dens snarlige rapport ikke ender med at samle støv i reolerne. Det er nu grundlaget for de nødvendige investeringer og nytænkningen i vejtransporten skal lægges.

Derfor må vi håbe, at valgkampen ender med opbakning til, at Danmark fortsat kan være et effektivt transportland, som med kvalitet og punktlighed betjener brugerne. Der er mange spørgsmål, der trænger sig på for et nyt Folketing, og transport og infrastruktur er naturligvis kun ét af dem. Men målt i vigtighed og fremtidsrelevans er det faktisk et af de helt store emner.

Transportbranchen har allerede været ude med klare meldinger om behovet. Vi skal klæde et kommende Folketing på til at træffe nogle hurtige men så sandelig også fremsynede beslutninger. Først når vi har skabt erhvervsgrundlaget for vækst og fremgang, kan vi diskutere, hvad velstanden skal bruges til.