Ny containergigant fra Odense
Odense Staalskibsværfts seneste nybygning, der er det syvende i rækken af 11.000 TEU containerskibe til A.P. Møller - Mærsk Gruppen, fik lørdag navnet ”Edith Mærsk”
Ligesom sine seks forgængere indgår Edith Mærsk i serien af verdens største containerskibe. Skibe i denne serie sætter nye standarder inden for miljø og sikkerhed. Miljøvenlig silikonemaling dækker for eksempel skibets skrog under vandlinjen – reducerer vandmodstanden og mindsker skibets brændstofforbrug med 1.200 ton om året.
Med sin 14-cylindrede Wärtsilä RT-flex hovedmotor, der yder 110.000 HK, vil Edith Mærsk efter leveringen indgå i Maersk Lines verdensomspændende service og dermed sammen med de øvrige skibe medvirke til en global, konkurrencedygtig og fleksibel transport for rederiets kunder.
Edith Mærsk vil være hjemmehørende i Roskilde og føres af kaptajn Kristian Søvang med John Helweg Christensen som maskinchef.