Skarp reaktion fra HTS
- Den selvbestaltede gruppe af såkaldte vrede vognmænd og chauffører, der nu truer med civilt oprør, blokader og ødelæggelse af julefreden, er på fuldstændigt galt spor
Det mener direktør Michael Svane, HTS, som tilføjer:
- Vi tager skarp afstand fra de vrede vognmænds mange trusler. Den slags virkemidler fremmer på ingen måde vognmændenes sag og er ødelæggende for erhvervets image. Det er vigtigt at fastslå, at denne lille fraktion på ingen måde repræsenterer de mange dygtige og professionelle virksomheder i transportsektoren,” siger erhvervspolitisk direktør Michael Svane, HTS.
- Vilkårene i transportsektoren er gennem de senere år blevet forværret. Vi har været vidne til voldsom regulering af både vognmændenes og chaufførernes hverdag. Men forholdene i branchen ændres kun via konstruktiv dialog og samarbejde, og bestemt ikke med trusler og blokader. Vi opfordrer derfor alle vognmænd og chauffører til at holde hovedet koldt og ikke bidrage til nogen form for ulovligheder, siger Michael Svane.