Højesteret leverer ny dom til bestyrelseslokalernes rædselskabinet

Af advokat Henrik Kleis,

advokatfirmaet Delacour, Århus

At bestyrelsesarbejde ikke bare sådan er noget, man skal gå rundt og påtage sig for sjov, indeholder retspraksis efterhånden en del tankevækkende og til tider gruopvækkende eksempler på og det gælder sådan set ikke kun inden for den professionelle verden, hvilket bestyrelsesmedlemmer i sportsklubber også har måttet sande. Med et lidt moderne og forslidt udtryk, kan det konstateres, at bestyrelsesmedlemmer skal "stå på mål" for deres handlinger og undladelser, og undskyldningen om, at man ikke har afholdt eller deltaget i bestyrelsesmøder er historier, man skal længere ud på landet med, end der hvor der findes retssale. Denne lærdom har fem udenlandske bestyrelsesmedlemmer i et tidligere dansk transportselskab ved selvsyn kunnet konstatere, ved en dom Højesteret har afsagt i år, hvorved de fem bestyrelsesmedlemmer blev tilpligtet at betale 2.466.500 kr. i erstatning.

Sagen drejede sig om 5 bestyrelsesmedlemmer i et aktieselskab havde handlet ansvarspådragende over for Skatteministeriet ved i forbindelse med afvikling af selskabet i perioden fra oktober 1998 og frem til selskabets konkurs den 4. marts 2003 ikke at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt selskabets kreditorer, heriblandt Skatteministeriet.

Selskabets navn var oprindelig LEP International A/S. I 1998 ændrede selskabet navn til Geologistics A/S og i 2002 til Afviklingsselskabet af 11. november 2002 A/S.

Selskabet drev frem til oktober 1998 speditionsvirksomhed. I november og december 1994 forestod selskabet en række forsendelser af smør og cigaretter. Selskabet henførte varerne under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse og fremstod i denne sammenhæng som hovedforpligtet og indestod dermed over for toldmyndighederne for korrekt fortoldning. Da toldmyndighederne efterfølgende konstaterede, at de omhandlede forsendelser ikke var frembudt for bestemmelsestoldstederne, og at de modtagne retureksemplarer af forsendelsesdokumenterne var forfalskede, blev selskabet afkrævet den opståede told- og afgiftsskyld.

Efter at kravet i en længere periode havde været drøftet mellem selskabet og toldmyndighederne, traf Told- og Skatteregion Vejle den 10. oktober 1996 afgørelse om, at selskabet skulle betale 31.096.074 kr. i told- og landsbrugsimportafgifter, tobaksafgifter og moms for i alt otte forsendelser af smør og cigaretter.

Selskabet påklagede afgørelsen til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, som den 3. november 1997 stadfæstede regionens afgørelse, dog alene for et beløb på 29.889.575 kr.

Den 21. november 1997 meddelte Told- og Skatteregion Hvidovre på selskabets anmodning henstand med betaling af kravet, indtil sagen var afgjort ved landsretten. Henstanden blev betinget af, at der blev stillet sikkerhed for beløbet hvilket skete.

Ved stævning af 30. januar 1998 anlagde selskabet sag ved Østre Landsret mod Skatteministeriet, med påstand om anerkendelse af, at selskabet ikke var pligtig at betale det ovennævnte beløb på 29.889.575 kr. Selskabet gjorde blandt andet gældende, at kravet ikke var rejst gyldigt inden for den i artikel 379 i Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 angivne frist på 11 måneder. Retssagen, blev i de følgende år løbende udsat, navnlig på EF-domstolens afgørelse af to præjudicielle spørgsmål forelagt af Vestre Landsret i en anden sag vedrørende blandt andet fortolkning af 11-månedersfristen i artikel 379.

I oktober 1998 solgte selskabet sin goodwill vedrørende den del af den hidtidige virksomhed, der vedrørte sø- og luftekspedition, til et svensk datterselskab i Geologistics-koncernen, Geologistics AB. Prisen var aftalt til USD 125.000. Den del af virksomheden, der beskæftigede sig med landtransport, blev lukket, idet der dog blev indgået aftale med et norsk selskab uden forbindelse med Geologistics-koncernen - om overtagelse af en væsentlig del af medarbejderne.

Skatteministeriet blev i november 1998 bekendt med overdragelserne og bad selskabets advokat, advokat, om oplysninger til brug for en vurdering af et eventuelt omstødelseskrav

I 1998 indbetalte moderselskabet yderligere 4.000.000 kr. til støtte i det danske datterselskab.

I april 2000 udtrådte bestyrelsesmedlemmerne A og C og samtidig indtrådte som nye bestyrelsesmedlemmer D og E.

I maj 2002 fremsatte generaladvokat Mischo forslag til afgørelse af sagen ved EF-domstolen i overensstemmelse med den forståelse af 11 måneders fristen, som Skatteministeriet havde anlagt i Østre Landsret.

Den 14. november 2002 afsagde EF-domstolen dom i overensstemmelse med generaladvokatens forslag og den 4. marts 2003 afsagde Sø- og Handelsretten konkursdekret, hvorefter der blev afsagt udeblivelsesdom over boet i sagen ved Østre Landsret.

I en erklæring til brug for retssagen skrev det nye bestyrelsesmedlem D senere bl.a. "… Jeg blev udpeget som bestyrelsesmedlem i GeoLogistics Denmark så sent som april 2000. Jeg blev bedt om at indtræde i bestyrelsen som erstatning for C, der havde forladt organisationen. På intet tidspunkt, som bestyrelsesmedlem, deltog jeg aktivt i nogen beslutninger vedrørende nedlukningen af virksomheden, afhændelse af aktiver af nogen art eller forhold med relation hertil. Ligeledes deltog jeg ikke - så vidt jeg husker - i nogen bestyrelsesmøder. Jeg underskrev i 1999 og 2000 årsregnskaberne og havde kendskab til den i disse regnskaber indeholdte information. Jeg forlod GeoLogistics i marts 2001 og trådte tilbage som bestyrelsesmedlem i GeoLogistics Danmark. Derfor har jeg svært ved at se, hvorledes jeg kan have pådraget mig noget personligt ansvar for beslutningen om at lukke selskabet. …"

Bestyrelsesmedlemmet B forklarede blandt andet i retten, at han i 1997-1999 var økonomidirektør for LEP-koncernens europæiske område og medlem af bestyrelsen i det danske selskab fra omkring 1996 til konkursen.

Da de danske myndigheder fremsatte toldkravet i 1996, reagerede bestyrelsen med overraskelse, navnlig på grund af kravets størrelse. Man henvendte sig til selskabets danske advokat, der vurderede, at kravet bundede i bedrageri, var uberettiget og i øvrigt forældet. Det danske selskab havde været tabsgivende siden 1990, og i 1998 besluttede koncernen derfor at skille sig af med det. Man overvejede ikke en egen konkursbegæring, idet selskabet var solvent og havde moderselskabets støtte bortset fra skattemyndighedernes krav, som man anså for uberettiget og udokumenteret. Selskabet brugte ikke midler til at betale koncernforbundne selskaber, og omvendt blev mange udestående lån tilbagebetalt til selskabet, ligesom mange koncerninterne saldi blev afskrevet eller nedskrevet i 1998. Skattemyndighederne har aldrig truet med en konkursbegæring, ligesom de aldrig forud for 2002 har truet med at rejse krav om personligt ansvar for medlemmerne af bestyrelsen.

Efter at driften i selskabet var indstillet, gik arbejdet i selskabet ud på at indsamle alle udeståender bortset fra koncernintern gæld, så kreditorerne kunne blive betalt. Alle tre bestyrelsesmedlemmer arbejdede på det samme kontor i England. Der var ingen daglig drift i selskabet, men man drøftede regelmæssigt, hvordan firmaet kunne lukkes på en ordentlig måde. Der var vel tale om to til tre ledelsesmøder årligt, idet selskabet efterhånden mere blev et regnskabsmæssigt anliggende. Man modtog hver måned en balance over selskabets aktiver og passiver. Til sidst var der alene en juridisk enhed tilbage med et potentielt krav. Efter to til tre år blev selskabet lukket. Skatteministeriets krav var så enormt, at det svarede til firmaets bruttofortjeneste i halvandet år. Kravet var desuden udokumenteret, og man vidste, at retssagen havde verseret i mange år. Efter advokatens råd blev der derfor ikke foretaget hensættelser til kravet.

Firmaets advokat forklarede bl.a. under sagen, at der skattekravet blev fremsat, blev hun konsulteret. Hun mener, at hun var velkvalificeret til at beskæftige sig med det pågældende retsområde. Hun udtog stævning, hvori man bestred kravet. Det var en juridisk meget vanskelig sag, da der var tale om et nyt retsområde. Hun gav over for selskabet udtryk for, at det var hendes klare vurdering, at kravet var forældet, og at 11-månedersfristen var overskredet, men hun tog også forbehold for en procesrisiko. Hun fik med tiden kontakt til en række andre advokater for selskaber, der var blevet mødt med lignende krav. Man bestred ikke kravet for at vinde tid, og overdragelsen af goodwill i 1998 havde ikke til formål at undgå Skatteministeriets krav. Der var tale om en ren forretningsmæssig disposition på et tidspunkt, hvor man havde opgivet at vende en tabsgivende forretning.

Skatteministeriet tog på intet tidspunkt forbehold for en eventuel konkursbegæring mod selskabet, men man drøftede eventuelle omstødelige dispositioner i forbindelse med overdragelsen af selskabets goodwill.

Dommerne i Østre Landsret fastslog indledningsvis i erstatningssagen mod de fem bestyrelsesmedlemmer, at da selskabets ledelse i oktober 1998 besluttede at indstille aktiviteterne og afvikle selskabet, havde man længe været bekendt med Skatteministeriets krav, og selskabet havde tidligere på året selv anlagt en retssag herom. Det var åbenbart, at selskabet var insolvent, hvis kravet viste sig at være berettiget.

Landsretten fandt ikke, at forhold vedrørende selskabets indsigelser mod kravet eller selskabets afvikling i øvrigt kunne begrunde, at ledelsen i forbindelse med afviklingen helt så bort fra muligheden for, at kravet kunne være berettiget.

Landsretten fandt herefter, at selskabet ved ikke at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne på uforsvarlig måde har tilsidesat hensynet til Skatteministeriet og derved pådraget sig et erstatningsansvar for denne kreditors tab.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Skatteministeriet ved at undlade at indgive konkursbegæring mod selskabet eller i øvrigt har udvist retsfortabende passivitet.

De sagsøgte A, B og C deltog som medlemmer af selskabets bestyrelse i beslutningen om afvikling, og de deltog i tiden derefter i beslutningens udførelse, idet A og C dog udtrådte af bestyrelsen den 3. april 2000, før afviklingen var endelig afsluttet. Disse sagsøgte findes på denne baggrund at være erstatningsansvarlige in solidum for Skatteministeriets tab.

De sagsøgte D og E indtrådte først i bestyrelsen den 3. april 2000 og deltog således ikke i beslutningen om afvikling af selskabet. Da selskabets økonomiske dispositioner efter den 3. april 2000 ikke var nærmere belyst under sagen, fandt landsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse disse sagsøgte for at have handlet ansvarspådragende over for Skatteministeriet og frifandt derfor disse sagsøgte.

Ved en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne i slutningen af 1998 ville der være opnået en dækning som opgjort af Skatteministeriet på ca. 8 %. Skatteministeriets tab kan derfor i overensstemmelse med påstanden fastsættes til 2.466.500 kr.

Skatteministeriets fik dermed medhold overfor A , B og C, mens de sagsøgte D og E frifandtes.

Sagen gik til Højesteret der med samme begrundelse som landsretten fandt, at B, A og C in solidum til Skatteministeriet skulle betale 2.466.500 kr. med procesrente fra sagens anlæg.

Hvad angår D og E, fandt Højesteret, at disse bestyrelsesmedlemmer havde handlet ansvarspådragende ved ikke at gribe ind, så snart de efter deres indtræden i bestyrelsen den 3. april 2000 blev eller burde være blevet opmærksom på, at selskabet blev afviklet, uden at der blev sikret en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt selskabets kreditorer. De hæftede derfor for den del af Skatteministeriets tab, som kunne være undgået ved en sådan indgriben. Det var uoplyst, hvorledes selskabets balance så ud ved deres indtræden i bestyrelsen og i tiden herefter, men det fremgår af årsregnskaberne, at selskabets samlede aktiver pr. 31. december 1999 var 1.028.496 kr., og at selskabets samlede aktiver pr. 31. december 2000 var 391.592 kr. Højesteret fandt det på denne baggrund ubetænkeligt at lægge til grund, at det havde været muligt for D og E at afværge et tab på et beløb, der skønsmæssigt kan fastsættes til 500.000 kr. De skulle derfor hæfte solidarisk med B, A og C for 500.000 kr. med renter fra sagens anlæg af beløbet på 2.466.500 kr. med renter fra sagens anlæg.

Endnu en tankevækkende dom om bestyrelsesansvar havde dermed set dagens lys.