Michael Moore – siger navnet dig noget? Indtil for nylig, må jeg tilstå, at jeg kun har lyttet med et halvt øre når Michael Moores navn blev nævnt – men jeg havde dog fået med, at han skulle komme på besøg i Danmark – og endda i vores del af landet, nemlig til Sønderborg.

Her skulle hans nyeste film, Sicko have Europapræmiere og efterfølgende skulle der være et foredrag med selvsamme Michael Moore. Prisen for at se hans film og høre hans foredrag løb op i 1600 kr., berettedes der i de lokale medier – og folk ville angiveligt strømme til fra hele landet. Når det er sådan fat, er man da vist nødt til at interessere sig lidt mere for den celebre person og hans optræden i Danmark, tænkte jeg. Denne kontroversielle person, er ugleset i sit hjemland Amerika – specielt af Bush regeringen for sit samfundskritiske syn på landet – hvilket han har vist i flere film.

I ovennævnte film, vender han denne gang sit katalyserende kamera mod det amerikanske sundhedssystem.

Han stiller spørgsmål ved, hvordan det kan være, at 45 millioner indbyggere i verdens mest velstillede nation, USA, er uden sygesikring. Hvilket i sig selv vil sige, at det er en yderst risikabel sag at blive syg, og ifølge Michael Moore koster det 18.000 af dem livet hvert år.

Jeg var sammen med nogle veninder inde at se pågældende film, og havde nok på forhånd opbygget en rimelig negativ indstilling overfor en person, der kunne være så fjendtligt/kritisk indstillet overfor sit eget land, da jeg ikke just er USA fjendsk - eller Bush uvenlig.

Og filmen - jamen, det er da rystende skildringer - men efter min mening - noget unuanceret. På den anden side må der jo være et gran af sandhed i det, ellers ville filmen jo ikke kunne produceres. Og vi har da også gennem årene hørt, at det står meget skidt til med det amerikanske sundhedsvæsen.

Men for at føje spot til skade, er det – igen iflg. filmen – endnu værre for de millioner af amerikanere, der har tegnet privat sygesikring, og dermed tror den hellige grav er velforvaret. Det er nemlig ikke tilfældet, for mange af sygesikringsselskaberne i USA skulle angiveligt være så fokuseret på at maksimere deres profit, at de bruger alle tricks for at undgå at udbetale penge til deres syge kunder.

Michael Moore "dokumenterer" via en række absurde cases, tingenes tilstand; En mand har ved et uheld fået savet spidserne af ringfingeren og langemanden. Staklen skal derefter træffe et valg om, hvilken af fingrene han vil have sat på igen. Langemanden til 60.000 dollars eller ringfingeren til 12.000 dollars!

Eller den om moderen, der ikke kunne få behandlet sit dødssyge barn, fordi hun ikke havde den rette sygeforsikring – og resultatet bliver, at kvinden mister sit barn – det virker temmelig grotesk – og specielt, når man ved, det ikke er skuespillere, men ”ægte” mennesker, der deltager.

For nylig stoppede Bush med veto en lov, som skulle gøre det muligt for lav-indkomstfamilier at udvide sygesikringen for deres børn. Finansieringen kunne bl.a. foregå ved at hæve tobaksafgiften med få procent. – men altså tommelfingeren nedad fra præsidenten. Det er så noget, vi afgiftsplagede danskere har svært ved at forholde os til.

Men noget, vi også må - og skal - have svært at forholde os til, er den klassedeling, der er sket i vort eget land. Der findes – på det nærmeste A og B mennesker, nemlig de, der er dækket ind af en Sundhedssikring og så dem, der ikke er.

Vi, der er så heldige at have firmaordninger kan, hvis vi måtte have behov for hurtig behandling, vælge at blive behandlet via privathospitaler o.l.

Det sundhedssystem, som vi i mange år troede hørte til Verdens bedste, har gennem de seneste år fået ret så mange skud for boven.

Vi hører om ventetider så lange, så nogle patienter vælger – når de har økonomisk mulighed for det – at tage til udlandet for at blive behandlet for livstruende sygdomme.

Er vi i virkeligheden ved at nærme os amerikanske tilstande? Og vil talemåden ”Hellere rask og rig - end syg og fattig” være et slogan, vi skal acceptere fremover?

Ha’ det godt til vi ses igen!