Skifter vil fokusere mere på nye kunder
Volvo-lastvognsforhandler i Syd og Vestjylland vil også gøre det til en oplevelse at få leveret en ny Volvo lastvogn
Af Finn Bjerremand
Den syd- og vestjyske forhandler af Volvo lastvogne, Skifter Lastbil A/S vil i fremtiden fokusere endnu mere på kundeservice og onestop shopping.
Foreløbig har man har lagt ud med afdelingen i Esbjerg, hvor man fokuserer meget på at kunderne kan få klaret hele servicebehovet, når deres lastvogne besøger serviceanlæggene.
Ronny Petersen, der arbejder i alle Skifters afdelinger, siger til Trans Inform, at man vil gøre det til en oplevelse at få leveret en ny lastvogn.
- Det betyder, at vi vil følge en bestemt procedure, hvor kunden f.eks. bliver sat grundigt ind i brugen af sit nye køretøj, ligesom vi også i tiden efter leveringen gerne stiller os til disposition for uddybende instruktion.
- Til gengæld vil vi klare forhold som eksempelvis serviceplanlægning inden leveringen, så vognmanden ikke også skal tænke på det, når vognen bliver leveret. Det er en positiv oplevelse for en vognmand og chaufføren, der skal køre i vognen, at få en ny lastvogn. Og så skal vi gøre vores til, at oplevelsen bliver endnu bedre, siger han.
Høj kundeserviceFor at kunne servicere kundernes lastvogne bedre har man på Volvo-anlægget i Esbjerg for kort tid siden investeret i en ny dækmaskine, så Skifter Lastbil også kan klare al dækservice.
Det betyder også at man sælger dæk og kunderne derfor ikke behøver at køre andre steder hen for at få nye dæk på. Dette tiltag er også gennemført på anlæggene i både Aabenraa og Herning. Et andet tiltag er åbningstiderne, hvor der er åbent alle lørdage indtil middag.
Ronny Petersen siger til Trans Inform, at der er basis for at afsætte flere nye Volvo lastvogne i Esbjerg-området, da der er mange lokale vognmænd og lastbilejere.. Fordelingen mellem lokale vognmænd med blandede kørselsopgaver, herunder bygge og anlæg og så eksportvognmænd med fjerntransporter over lange afstande er ca. fifty fifty i området.
På serviceværkstedet i Esbjerg er der ansat 20 medarbejdere inklusiv to værkførere og en medarbejder på nyvogns-afdelingen.
Klar ved modtagelsenSkifter Lastbil A/S har nemlig valgt også at bygge nye lastvogne op ude i afdelingerne, så de lokale kunder lettere kan følge med i opbygningsarbejdet.
Det har også den fordel, at personalet på værkstedet ved senere servicearbejde kender både vogn og opbygning.
I Esbjerg anvender man også prebooking systemet, hvor alle de kendte reservedele bliver fundet frem, så de står klar, når vognen kommer til service, ligesom arbejdskortet er oprettet.
Det er et system, som Skifter i Aabenraa var pioner med, og som betyder hurtigere ekspedition og dermed højere service for kunden.
Ronny Petersen er uddannet på lageret hos Skifter i Aabenraa og arbejder i dag i vid udstrækning med kundeservice. En af Ronnys funktioner er introduktion af den digitale fartskriver hos kunder og omfatter også kurser i anvendelsen af den digitale fartskriver for flere medarbejdere i vognmandsvirksomheder.
Desuden står han for salg af ekstraudstyr til nye lastvogne som f.eks. Dyna-Fleet flådestyringssystem.