Store krav til materiellet
Nordjysk vognmand vælger tippeladstrailere fra MTDK.
Af Finn Bjerremand
Transport af affald er et stort og vigtigt område i vort moderne samfund. Meget affald er nemlig klassificeret og stiller derfor store krav til både handling og transport.
En af dem, der udfører transport af den slags gods, er vognmandsfirmaet N.K. Transport i Nørager.
Firmaet kører bl.a. med kyllingeaffald, der har forskellige klassificeringer, som betyder, at man er nødt til at anvende specielle køretøjer, som kan tippe og samtidig transportere flere forskellige typer affald.
For at klare denne opgave har NK Transport netop fået leveret den første ud af tre nye 65 m3 AMT tippeladstrailere med to vandtætte adskillelser.
Selv om der er tre rum, må der nemlig kun transporteres det, der hedder kategori 2 & 3 eller kategori 1 & 2 i den samme trailer.
For at sikre, at traileren ikke bliver overlæsset, er der monteret gule lastelinjer indvendig i traileren, så læssefolkene ved hvor højt de forskellige affaldsgrupper maksimalt fysisk skal læsses.
Og for at kunne styre de to skillerum, er de forsynet med tolv hydrauliske stempler, der kan lukke og åbne efter behov. Alle stemplerne ligger under bunden af ladet og aktiveringen af hydraulikken sker fra en el-hydraulisk pumpestation, som sidder placeret i en boks på siden af trailerens chassis.
112 procent tætSelve tippeladet er bygget i aluminium med robotsvejste samlinger, hvor alle styringer til skillerummene er konstrueret i rustfrit stål. Kassen er efter opbygningen indvendig coatet med en 5 til 10 mm tyk plasticbehandling, der giver stor slidstyrke, minimal friktion ved aflæsning samt ekstra sikkerhed for at ladet er vandtæt.
- Det er 112 procent vandtæt, siger indehaver af MTDK A/S Morten Tang til Trans Inform. Bagklappen er tophængt og forsynet med flere svære lukkegreb på siderne, så der ikke bliver utilsigtet udslip.
Undervogne på AMT traileren er fremstillet i finkornstål af typen 690 med ekstra bred chassis og ekstra bred sporvidde, der giver høj stabilitet ved tipning. Chassiset er KTL lakeret, så der er fem års rustgaranti.
Herefter er chassiset lakeret i Volvo-grå, en behandling der er speciel god, da man normalt ellers kun kan påføre Ral farver oven på KTL-behandlingen.
Det har været et valg fra NK Transports side at gøre det på denne måde, så man får fremhævet firmaets velkendte farver. Det sker vel at mærke uden at få problemer med rust, selvom traileren bliver udsat for kemikalier og mange gange vognvask i løbet af en uge.
Hele ladet er overalt lakeret i Volvo-hvid.
Høj tip-stabilitetI forenden af chassiset er der placeret et stort forstærket stempel af mærket Penta, som kan få ladet til at bagtippe. Penta er italiensk og speciel produceret med kraftige pakninger for op til 200 bars tryk og har samtidig kraftigere stempelrør, der er konstrueret til at kunne klare højere påvirkninger end de almindelige kendte stempler, og samtidig giver det kraftigere stempel bedre tip-stabilitet.
Traileren er udstyret med BPW Ecoplusaksler, hvor man har valgt den gammelkendte bremsetype – tromlebremser.
Akslerne er ophængt med luftaffjedring, hvor der er anvendt kraftigere luftpuder end sædvanligt. Man har for at gøre tip-stabiliteten så god som overhovedet muligt anvendt BPW T36 puder med ekstra stor diameter.
For yderligere at stabilisere har man valgt et styringssystem, hvor hurtigudluftningsventil stabiliserer traileren hurtigt, når den er kørt i stilling under aflæsning.
Den bagerste aksel i trippelbogien er udstyret med automatisk bogielift, som alt efter belastning hæver eller sænker akslen automatisk.
Bremsesystemet er selvfølgelig udstyret med RST, der er ESP-system, der forhindrer vælteulykker. Samtidig er der indbygget vægt i systemet, så man under læsning har mulighed for at tjekke belastningen, også selv om der ikke er koblet nogen trækker foran.
Lastepersonalet løsner bremserne på traileren, og samtidig ved de ca. hvor meget belastning, der må være på akslerne for at belastningen passer, når traileren er tilkoblet en trækker.
Let at komme omkringPå toppen af trailerens ene side er der anbragt en rullepresenning, som ved hjælp af et håndsving kan betjenes fra gangbroen i forenden, så godset er forsvarligt dækket af under transporten. For at give chaufføren gode og sikre muligheder for at komme op til toppen af ladet ude fra og ned i de tre rum, er der anbragt trappestiger både på bagenden og på forsmækken, samt inde i de tre rum.
På forsmækken sidder der også en fast gangbro, så chaufføren kan bevæge sig sikkert fra den ene side til den anden.
SelvrensendeHelt som det er sædvane på AMT trailere, er lygterne i bagenden med indbyggede diodelamper og lygtebommen er 100 procent selvrensende, så der ikke bliver noget hængende ved aftapning af løse materialer.
Baglygterne omfatter blandt andet typiske danske baglygter, nemlig fire trekammerbaglygter, samt to bakklys, to slingrelamper samt to nummerpladebelysninger, der er indbygget i lygtekofangeren, så de ikke bliver ødelagt af vask.
Nordjysk vognmandsfirmaNK Transport er etableret i 1947 af vognmand Niels Kristensen, der startede med en Opel Blitz med gode dæk. Det med dækkenes standard var af stor betydning den gang, for det var næsten sværere at opdrive nye dæk end lastvogne lige efter krigen. Transportopgaverne var mangeartede, mest centreret omkring landbrug. Det var transport af mergel og brunkul og i 50erne begyndte vognmandsfirmaet at køre med kreaturer, noget som man gjorde i mange år. Faktisk har NK Transport stadigvæk opgaver med opsamling af kreaturer til en central omlæsningsplads, men til dette anvender man sig af gode kolleger. Midt i 50erne begyndte Niels Kristensen også at transportere betonelementer, en transportopgave der har hængt ved lige siden. Emnerne er dog ikke blevet mindre, siger den nuværende ejer af vognmandsvirksomheden, Jens Kristian Kristensen, der er anden generation i firmaet. Vognmandsfirmaet råder derfor over tre efterløbere, der anvendes til transport af meget lange betonelementer. Ligledes har firmaet selv tre ledsagebiler, der for 98% vedkommende kører eskorte for firmaets egne specialtransporter. Jens Kristian Kristensen, der er student og ellers selvlært, startede sin egen vognmandsforretning i 1985 og overtog under et glidende generationsskifte vognmandsfirmaet, så han ved slutningen af 90erne havde overtaget hele forretningen. Totalt råder virksomheden over 14 trækkende enheder samt et større antal påhængskøretøjer. Gennem de sidste tyve år har NK Transport udelukkende kørt i Volvo lastvogne, før den tid var der også både Mercedes og Scania. Den første fabriksnye lastvogn som firmaet fik i 1956 var en Scania-Vabis. Det nordjyske vognmandsfirma har en fast chauffør til hver lastvogn, samt et par afløsere og tre følgebilschauffører. Administrationen klares af Jens Kristian Kristensen sammen med en bogholder, der har været tilknyttet i mange år. Som noget helt specielt fejrede en af firmaets chauffører 40 års jubilæum den 9. oktober. Den slags bliver mere og mere sjældent.