23948sdkhjf

Ordrebogen er fyldt godt op

Der bliver ikke mangel på opgaver det næste års tid hos sydvestjysk kranopbygger

Der bliver ikke mangel på opgaver det næste års tid hos sydvestjysk kranopbygger



Af Finn Bjerremand

- Ordrebogen er fyldt op helt hen til vinteren næste år, siger Kaj Lykke, der er indehaver af KL Kranservice A/S i Jernvedlund.

Det hele er da også gået for fuld skrue de sidste mange år hos KL Kranservice, hvis største udfordring uden sidestykke i dag er at skaffe tilstrækkeligt med medarbejdere.

Som så mange andre virksomheder i Esbjergs opland, er også KL Kranservice ramt af Nordsø-effekten, som betyder, at mange unge mennesker hellere vil ud at arbejde på en boreplatform end arbejde i den mere traditionelle industri.

At have lærlinge har Kaj Lykke også helt opgivet.

- Den sidste vi havde, rendte hele tiden rundt med mobiltelefonen i højre hånd, så han kunne sms’e med vennerne. En anden lærling skulle være dobbelt så lang tid på et skoleophold som oprindeligt planlagt. Det kunne vi først få at vide om fredagen, hvor han skulle begynde hos os igen om mandagen. Fra uddannelsesstedet side lød det bare, han har brug for mere skoletid, og det måtte vi ikke fortælle. Det kan man ikke bruge til noget i en moderne virksomhed, siger Kaj Lykke, der nu gennem en periode har haft nogle polske håndværkere i sving.

Kranerne bliver hele tiden større

KL Kranservice har hele fabrikshallen fyldt op med store lastvogne, der er i gang med at få bygget en stor kran på.

Verdens største lastbilkran, EFFER 2750, der skal leveres til Vamdrup Specialtransport, er nu også snart ved at være færdig til at køre ud og lave sin første løfteopgave.

Den var med på Transport 2007 i Herning, hvor den dog kun stod på et fundament uden at være bygget på et chassis.

Kranen er nu blevet bygget op på en femakslet Volvo FM, hvor opbygningen er konstrueret sådan, at kranen kan tages af. På den måde er det muligt at kunne anvende selve vognen til andre opgaver, hvis ikke der er behov for at anvende kranen.

Lige nu er der også ordrer på opbygning af flere nye EFFER 1750ere og 1550ere, der er noget af det største, når man lige ser bort fra 2750 til Vamdrup Specialtransport, som er helt unik, og som foreløbig kun findes i det ene eksemplar.

Kaj Lykke fortæller, at halvdelen af de 1750’ og 1550’, som firmaet har ordrer på, er nogen som KL Kranservice selv har solgt. De fleste af disse går til norske kunder.

Computer-styring

For at kunne følge med udviklingen har KL Kranservice for nylig investeret i en ny computerstyret skæremaskine.

- Med mange påbygninger af ekstra støtteben i forenden og mange chassisforstærkninger, står vi ofte og skærer mange nye forstærkningsstykker ud. Dem kan vi nu takket være den nye maskine blot anmode computeren om at finde fra lastvognsproducentens informationer og så få maskinen til at skære dem ud.

- Det sparer os for mange arbejdstimer, og samtidig vil de altid have den rigtige form, siger Kaj Lykke.

Samtidig med at kranerne bliver større kommer man også oftere tættere på marginalerne. Når man bygger et specialkøretøj op med de store kraner, er man nødt til at bygge dem, så de kan overholde alle regler. Det betyder, at kranerne skal sidde helt rigtigt. Det går ikke, at kranen lige bliver rykket frem så forakslen kører konstant med overlæs.

Måtte sige nej

Kaj Lykke har inden for det sidste års tid sagt nej tak til montering af en stor kran for en kunde, fordi kranen blot skulle sættes på efter kundens hoved uden hensyn til belastning af chassiset.

KL Kranservice er forhandler af både EFFER og COPMA kraner, og bygger kraner af alle mærker på lastvogne m.v.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078