Ligeså stor entusiasme, som det har affødt mange steder, at DTL er gået i gang med at skabe sin egen nye arbejdsgiverforening under sin Dansk Erhverv-paraply, ligeså stor skuffelse har det vakt andre steder, at der tilsyneladende kan skrives gravskrift over de ca.10 år gamle visioner om en transportbranche, der talte med én klar stemme.

Af Finn Bruun

”Omsider!”, siger nogen om det nye initiativ. ”Hvad har de dog tænkt på!” lyder det andre steder fra.

Selv om begge transportarbejdsarbejdsgiverforeninger – ATL og den nye, som DTL endnu ikke valgt det endelige navn til - vil blive medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, er der tale om forskellige tilhørsforhold, og det forhandlings-miljø, som er så væsentligt i en overenskomstsituation skal DTL-arbejdsgiverne først have etableret, selv om Dansk Erhverv i forvejen har selve apparatet. - Nye koste fejer bedst, lyder det veloplagt fra pionererne, mens erfaringsholdet peger på hvor uundværlig og hvor dyrekøbt den tillid, som i dag eksisterer mellem 3F og ATL, er.

Hvis man udefra ser på de fordele, som godstransportbranchen kunne have haft af at samle sig til i én organisation, er det ubegribeligt, at det ikke bare er sket.

Men transportbranchen har altid været præget af stærke følelser. Den består af folk, som er besjælet af en vilje til at gå egne veje og den holdning slår igennem hele vejen. Bragende konflikter, særstandpunkter og slagsmål i næsten fysisk forstand har tidligere været en del af transportens organisations-liv.

Da de store fusioner mellem arbejdsgiverforeninger og erhvervsorganisationer blev gennemført – ikke uden gråd og tænders gnidsel - for 20 år siden, så man på LO, som bestod af et hav af små forbund, og tænkte. – Ja, man ser, at vi er de professionelle, som ikke lader sig styre af formands-egoisme eller taburetklæberi og andre personinteresser.

I dag har LO gennemført en omfattende samling, og transport-organisationerne er blevet langt mere strømlinede og professionelle end nogensinde. Men enige er de altså ikke.

Det bliver næppe noget problem for DA at håndtere to – set med de store briller – mindre arbejdsgiverorganisationer, fordi de netop begge betoner tilhørsforholdet til DA.

Arbejdsgiversiden har ingen problemer med medlemsnedgang, sådan som fagbevægelsen har. De fleste firmaer ser udgiften som en nødvendig omkostning.

I det lange perspektiv har udviklingen hos arbejdsgiverne været samling af arbejdsgiverdelen og interesse-delen i ét. Det er sket i en meget langvarig proces, og måske vil der også ad åre ske en samling på transportområdet.