Tiden var inde nu
Det vakte betydelig opsigt, da DTL for kort tid siden annoncerede sin plan om allerede pr. 1. november at etablere sin egen arbejdsgiverforening under Dansk Erhverv og i konkurrence med ATL - som jo har mange DTL-medlemmer, selv om ATL hører til HTS-siden i parløb med Dansk Industri.
Af Finn Bruun
Derfor er der to paraplyorganisationer for vognmænd nemlig DTL/Dansk Erhverv og HTS+ALT/Dansk Industri, og derfor har DTL fundet det mest hensigtsmæssig at danne sin egen arbejdsgiverforening. Det kunne man have gjort allerede, da HTS-fusionen brød sammen, og vognmændene – DTL og ITD - gik hver sin organisations-vej, men DTL var ikke sikker på, om sidevalget var varigt, derfor har man først slået til nu. Og hermed bliver opdelingen cementeret
- Vi har fået så mange henvendelser fra interesserede transportvirksomheder, at vi mente, tiden var inde. DTL repræsenterer både de store, mellemstore og de mindre transportvirksomheder i Danmark, og de har fortjent, at branchen taler med én stærk stemme, siger DTL-formand Jørgen Egeskov, som fremhæver, DTL nu har alle varer på hylden, så man kun behøver være medlem ét sted.
I ITD, som har valgt HTS+ATL/DI løsningen fastslår formanden Mogens Therkelsen, at det er ATL, som har overenskomsten med 3F, som løber frem til 2010.
- ATL har skabt en særdeles fleksibel overenskomst med 3F, og kun ATL kan forholde sig til overenskomstspørgsmålene undervejs, Derfor siger vi til vores medlemmer. Tag det det roligt. Der er ikke noget, der haster. Vent og se, hvad situationen bringer. Vi mener fortsat, at HTS og samarbejdet med Dansk Industri, er langt den bedste løsning for medlemmerne, siger Mogens Therkelsen.
Lokal forankring eller erfaringDTL melder om klar interesse for den nye arbejdsgiverforening. Flere har virksomheder i størrelsen fra 200 lastbiler til syv har allerede meldt sig ind. Og mange vognmænd føler, at de er nødt til at vælge side – i hvert fald inden overenskomsten udløber. DTL vurderer, at man har en god opbakning i baglandet til det nye skridt ikke mindst fordi man føler, at man har en god kontakt med medlemsvirksomhederne ude omkring i landet, bl.a. i kraft af de lokale kontorer. På den led står ATL ikke så stærkt. DTL har 31 lokal- og specialforeninger og fire regionskontorer, mens ATL har mange års erfaring som arbejdsgiverforening at bygge på.