Vil konkurrere på forbedret forsikring
Nu lægger Scania Finans Forsikring op til hårdere konkurrence på det danske marked for lastbilforsikringer ved at tilbyde en ekstra stor erstatning i tilfælde af totalskade eller tyveri af det forsikrede køretøj.
- En stor del af Scania Finans’ danske kunder har taget rigtig godt imod vores forholdsvis nye forsikringsprodukt, udtaler filialdirektør Mogens Elkjær fra Scania Finans.
- Vores tilbud er åbenbart så konkurrencedygtigt, at vi føler, at de øvrige aktører på markedet har tilpasset sig de nye tider med hårdere konkurrence, tilføjer han.
Scania var den første lastbilleverandør på det danske marked for lastbilforsikringer, der gik i direkte konkurrence med de traditionelle forsikringsselskaber. Forsikringsydelserne markedsføres herhjemme af Scania Finans, der er en filial af Scania Finans AB i Södertälje i Sverige.
Et plaster på såretFor at stå endnu bedre i konkurrencen tilbyder Scania Finans Forsikring nu en tillægserstatning på 15 procent, hvis lastbilen bliver totalskadet eller stjålet og ikke bringes til veje igen. Forudsætningen for at opnå tillægserstatning er dog, at køretøjet samtidig er finansieret gennem Scania Finans.
De vognmænd, der har været udsat for totalskade eller tyveri, kender udmærket de gener og omkostninger, der er forbundet hermed. Sættes handelsværdien på den totalskadede eller stjålne lastbil til en halv mio. kr., vil tillægserstatningen udgøre kr. 75.000 som ”et plaster på såret”, forklarer Mogens Elkjær.
Beløbet kan f.eks. anvendes til at hyre en undervognmand, til at anskaffe eller leje erstatningsmateriel eller til almindelige leveomkostninger i den periode, hvor man står uden sit levebrød. Det er naturligvis helt op til den skadeslidte selv at disponere over erstatningen, pointerer Mogens Elkjær
Forsikrer alle ScaniaSamtidig tilbyder Scania Finans Forsikring nu forsikringsydelser til alle Scania-ejere. Tidligere var en forudsætning for at forsikre gennem Scania Finans Forsikring, at kunden i forvejen havde finansieret et eller flere af sine køretøjer gennem Scania Finans.
- I samarbejde med forsikringsselskabet If har vi assurandører placeret lokalt over hele landet. De står til rådighed for at lave den helt rigtige forsikringsløsning for alle Scania-ejere og -kunder. Vi stiller således ikke længere krav om et kundeforhold til Scania Finans, siger Mogens Elkjær.